Den dobbelt tunge sorg



Sorgen følger 41-årige Per Jensen som en skygge, da han forlader lejligheden og begynder at vandre målrettet gennem gaderne syd for Ballerup Station. Det er en af de første sommerdage i 1994. Per Jensen er en høj mand med blå øjne og et mørkt overskæg. Hans kortklippede hår gråner ved ørerne. Tæt ved går hans kone Joan. Siden David døde, har Per vandret turen gennem Ballerup fem-seks gange hver eneste dag, og nu nærmer han sig igen Skovvejens Kirkegård.

Kristeligt Dagblad 2003

De går langs en høj hæk, der grænser op til et gadehjørne. Pludselig ser Per, at deres nabokone gennem mange år dukker frem fra en sidevej foran dem. Hun ser dem. Hun standser op. Så træder hun et skridt tilbage. Hendes kinder taber farve, og hun vifter med armene, som om hun var skibbruden eller havde set et spøgelse. - Hvad skal jeg sige?, stammer hun, hvad skal jeg gøre?
Netop dét spørgsmål har naboen og mange af deres andre bekendte tilsyneladende stillet sig selv i de seneste uger - uden at finde et ordentligt svar. Før Davids død snakkede Per Jensen og hans kone stort set med deres nabo hver eneste dag. De besøgte hinanden, de hyggede sig, og de havde endda fejret nytår sammen nogle gange. Nu skyr naboen dem som pesten. Og hun er ikke den eneste. Når Per sammen med Joan trasker gennem gaderne mod kirkegården, skimter han velkendte ansigter, der får øje på dem og straks kigger væk. Bekendte flygter over gaden, hvorefter de lister tilbage på samme fortov igen et par hundrede meter bag dem. Selv om de har deres lille netværk af familie og venner, skærer det Per i hjertet. Ingen kender vel sorgens smerte, før den rammer. Men han havde ikke forestillet sig, at den også skulle gøre ondt på denne måde. Nu kan deres nabo ikke flygte. Men hun virker fuldstændig panisk. Per hører Joan sige:
- Vi er jo de samme mennesker. Bare snak normalt.

Balletten i Kvickly



Mange danskere går tilsyneladende i en stor bue uden om sorgen. Sygehuspræsten Tom Andersen Kjær kalder vores forhold til sorg og sørgende for "balletten i Kvickly". - Som sørgende møder du folk, du ellers kender godt, men som simpelthen ikke aner, hvad de skal gøre eller sige. Du ser, hvordan de nærmest danser ballet gennem supermarkedet for at undgå dig. De fleste sørgende mennesker bevarer en del af deres netværk, men det gør ondt, når mange pludselig svigter, siger han. Andre sjælesørgere og sorgterapeuter fortæller lignende historier. For bare lidt over hundrede år siden fik sorgen lov at stå i fuldt sørgeflor. Men gennem det meste af det 20. århundrede og op til nutiden har den haft trange kår.



Samfundsforskere og historikere diskuterer stadig hvorfor. Måske blev sorgen ubærlig efter verdenskrigenes blodbade. Måske afskaffede vi den som en modreaktion mod 1800-tallets massive sorgdyrkelse. Eller måske er sorg og død simpelthen for svære begreber at tumle i en tid, hvor folk lever 75-80 år i gennemsnit, tre ud af fire dør på sygehuse eller institutioner, og vi kan leve et halvt liv uden at opleve et eneste dødsfald i familien.
- Vi kan ikke kontrollere sorgen på samme måde, som vi kontrollerer de fleste andre ting i vores moderne samfund. Så mange fortrænger den. Vores kultur er stadig ikke god til ritualer omkring sorg og død, om end der er tegn på bedring, siger den erfarne psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen, der har skrevet bøger om sorg og tab. De mange allehelgen-arrangementer i denne weekend tegner et billede af en sorg, der jagter nye udtryk. Sorggrupper og pårørendeforeninger er andre eksempler. I Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød oplever sekretariatsleder Helle Børglum små skred i den rigtige retning. Men tendensen er stadig, at venner og bekendte hellere bliver væk end træder hjælpende til, når mennesker mister.

- Andres sorg minder os nok om, at noget lignende kan ske for os selv. Og berøringsangsten er endnu større, når børn eller helt unge mennesker dør. Folk aner ikke, hvordan de skal reagere. Hvor er meningen i, at et barn dør?, siger Helle Børglum.

Det var en pinsesøndag i maj 1994, at vagtlægen for en sikkerheds skyld indlagde Joan og Per Jensens eneste søn David på Herlev Sygehus, fordi den 15-årige dreng havde symptomer, som kunne tyde på en lungebetændelse. En tidlig morgen, blot tre dage senere, stod ægteparret i et firkantet, gråt lokale ved en operationsstue på Rigshospitalet. Den kendte chefoverlæge Gösta Pettersson fortalte stille, at han uden held havde prøvet at transplantere et nyt hjerte til David. En sjælden, men akut hjertebetændelse, som kan ramme helt raske og sportstrænede mennesker, havde pludselig dræbt deres søn.

I dag sidder Per Jensen i en lænestol i en lavloftet stue i sit lille hus i Frederiksværk. På en håndfuld år har han oplevet at miste de mennesker, han elskede højest, og samfundets berøringsangst gjorde sorgen dobbelt tung. Hans historie ligner en lærebog i, hvad man bør gøre - og måske især ikke bør gøre - når mennesker lider tab. - I lange perioder var jeg rasende over, at folk opførte sig, som de gjorde. Nu bærer jeg ikke nag længere. Måske er jeg blevet et stærkere menneske, og i dag forstår jeg dem også bedre. Jeg ville bare ønske, at man kunne forklare folk, hvor lidt der egentlig skal til. Forskellen mellem, hvad der sårer mennesker, og hvad der giver dem trøst, er så ufatteligt lille, siger han.

Berøringsangsten



En dag i juni 1994 træder Johnna Andersen ind i Joan og Per Jensens 3. sals lejlighed i et boligkompleks i Ballerup. Hun fortsætter ind i dagligstuen, hvor de to ægtefæller sidder i deres rødbrune hjørnesofa, drikker kaffe og stirrer tomt frem for sig.

Per mærker en svag lettelse, da han ser Johnna. Et par uger har slæbt sig hen siden Davids begravelse. Deres dage går med at besøge graven. Når mørket falder på, sluger han og Joan som på tælling deres lægeordinerede sovepiller og stesolider, smider sig på sengen og falder i søvn som sten uden at drømme.

Den dobbelt tunge sorg





David med skolen
Skovvejskirkegården ballerup
Per er tekniker i et firma, der sælger og servicerer vandbehandlingsanlæg. Joan arbejder i en børnehave. Da David døde, ringede Per til deres arbejdspladser samme morgen og gav besked om dødsfaldet. Kort efter troppede Joans to kolleger, Johnna og Winnie, op på den stue på Rigshospitalet, hvor David lå under et dynetæppe, befriet for slanger og ledninger og mest af alt lignede en dreng, der sov. Per kendte ikke Joans kolleger særlig godt inden da. De havde været til nogle fester sammen og havde hilst på hinanden af og til. Men siden de to kvinder dukkede spontant op på sygehuset, har der hersket en fortrolighed. Sammen med Pers bror og en anden god ven driver pædagogerne en slags besøgsordning, så Joan og Per hver dag kan regne med gæster på et fast tidspunkt. Det letter enormt. Til Davids begravelse kom 200 mennesker, inklusive kammerater og lærere fra skolen. Men siden er det tyndet ud i opmærksomheden.
Nabodøren er lukket for bestandig. Og på gaden lægger Per mærke til, at folk bevidst undgår dem. De fleste er flygtige bekendtskaber, mennesker han normalt nikker til eller standser op og snakker kort med. Men overfladiske eller ej - når folk pludselig ikke længere hilser, gør det ondt. En dag vandrer Per ned i Ballerup Centret for at købe ind. På hjørnet hen mod Føtex ser han en midaldrende kvinde med gråligt hår, der kommer ud fra en tøjforretning. Det er Davids gamle børnehavepædagog. Per plejer at stoppe op og snakke med hende. For nogle år siden hjalp han hende med at sætte ledninger op og ordne andre praktiske ting i børnehaven. Han husker, at børnene jublede, når han dukkede op i blåt arbejdstøj. "En rigtig arbejdermand" kaldte de ham.

- Dav, siger Per.
De står ganske tæt ved hinanden. Han ser hende i øjnene. Hun mæler ikke et ord. Så kigger hun bort og haster videre gennem centret, som om de aldrig havde set hinanden. Oplevelsen sætter sig i Per som en smerte. Han havde aldrig forestillet sig, at et menneske, der havde passet David, ville svigte.

Da Per dukker op på sin arbejdsplads, gentager mønstret sig. Nogle få kolleger kondolerer eller tager ham om skulderen eller giver ham et knus. Men flertallet nævner ikke Davids død med ét ord, og når han selv prøver at bringe det på bane, kigger folk væk eller haster videre. En chef føler til gengæld, at han må kommentere det. Han siger:
- Selv om du ikke tror det, er der en mening med alt. Det er heller ikke ligefrem den melding, Per har brug for. Han siger til sine få, fortrolige kolleger, at berøringsangsten går ham på. Han forestiller sig, at de giver beskeden videre til de andre. Men det kaster foreløbig ingen reaktioner af sig. Som tiden går, ranker han ryggen - til at begynde med i trods. Derhjemme tærer berøringsangst mere på Joan. Hun møder ikke længere verden med den samme sprudlende energi.

Bare man er der



Hvis vores berøringsangst i forhold til sorg er ved at ændre sig, er det på høje tid. Da den franske historiker Philippe Ariès midt i 1970erne udgav sit berømte værk "Dødens historie i Vesten", talte han ligefrem om et socialt forbud mod sorg i det meste af det 20.århundrede. Han refererede den britiske sociolog Geoffrey Gorer, der sidst i 1940erne besøgte en afdød vens kone. Ti måneder efter vennens død var Gorer den første, der aflagde visit hos den sørgende kvinde. Samfundet havde ladt hende i stikken. Så slemt er sorgens tabu ikke i dag. Sorg- og krisepsykologi gennemsyrer efterhånden vores tankegang, og de fleste mennesker ved formentlig, at det er vigtigt at tale med mennesker, der har mistet. Ét er dog teori. Noget andet er, hvad man i praksis gør som moderne menneske - i et samfund uden sørgebind, grædekoner og kondolenceritualer - når man pludselig står over for et sørgende menneske, som man kender, men måske ikke kender helt godt nok til at tage i sin favn?

- En af vores kulturs frygtelige tendenser er, at man hele tiden skal have svar på rede hånd. Hvis vi møder en af vores venner, som er ved at blive skilt, siger vi febrilsk: Nå, ja, du var jo heller ikke særlig glad for din mand. Men sådan en bemærkning er jo ikke en trøst. Det er en bagatellisering af smerten, siger Helle Børglum fra Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød. Hun giver følgende råd, som bygger på psykologers erfaringer og på mange samtaler med forældre, der har mistet børn:

- Vis din utilstrækkelighed. Vis, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Sørgende, der oplever, at de pårørende viser deres egen sårbarhed, ser det faktisk som en stor hjælp. Det virker som en trøst, at omgivelserne heller ikke ved, hvad de skal gøre. Præsten Tom Andersen Kjær fra Amtssygehuset i Herlev har den samme erfaring. Det er slet ikke nødvendigt at sige noget. Man skal derimod blot vise, at man bekymrer sig. - Vi skal lære at være afmægtige. Man gør ikke noget forkert ved at sige til et sørgende menneske, at man ikke aner, hvad man skal stille op. Bare man er der. For smerten er ikke et problem, der skal løses. Det er noget, man lever med, siger han.

Fem år



En tidlig søndag morgen sidst i maj 1999 rejser Per Jensen sig fra lænestolen i en lille, lavloftet stue i et hus i Frederiksværk. På væggen hænger et portrætfoto af David i en ramme af brunt træ. Joan sidder i stuens anden lænestol.
Bag hende vender et vindue ud mod en lang og rolig villavej. De er stået tidligt op. Joan føler sig skidt tilpas. Per går ud i køkkenet for at hende et glas mælk til hende. I to år har de boet i det lille hus, som de købte for at starte på en frisk og få plads til at holde hunde og katte. Joan er gået på førtidspension, fordi hun har udviklet nikkeleksem. I lang tid har hun følt sig syg. Per ved, at det ikke ligefrem hjælper på hendes humør og helbred, at hun bare går derhjemme.

Selv har han det bedre. Han begynder at kunne tænke tilbage på sin søn uden at falde i en dyb afgrund af sorg. Han tager sig selv i at smile, når han tænker på morsomme ting, David har gjort. Per giver Joan mælken. Hun drikker et halvt glas. Pludselig får hun det dårligere. Hun besvimer i stolen. Ambulancen når frem efter bare fire minutter. På nær et enkelt døgn er det fem år siden, at David døde. Nu har en blodprop ramt hans 47-årige hustru. Klokken lidt over seks fortæller en læge på Frederikssund Sygehus ham, at Joan er død. Per er alene. To uger går med støtte fra de samme mennesker, der hjalp efter Davids død. Så vender han tilbage til sit arbejde. Han træder ind i det aflange kontor, hvor han nu sidder i en højere stilling sammen med fem andre og planlægger andre teknikeres arbejde. Han frygter på en måde det værste. Men denne gang fornemmer han, at noget er anderledes. En pige fra bogholderiet viser sig næsten med det samme i døren. Hun lod som ingenting efter Davids død. Nu går hun hen imod ham med tårer i øjnene.

- Jeg har det dårligt med det her, men jeg må gøre det, siger hun.

Per forstår, hvad hun mener. Han rejser sig. De giver hinanden et knus og lader tårerne løbe. Han er temmelig rørt. Måske havde hun det på samme måde, da David døde. Men dengang vidste hun vel ikke, hvordan hun skulle reagere. Han tænker, at hans bemærkninger og beklagelser til kolleger gennem årene alligevel må have haft en effekt.

Heldig



En kold aften i oktober 2003 starter Per Jensen sin bil og ruller ud ad indkørslen ved det lille hus i Frederiksværk. Mørket ligger tungt over villavejen. Han ved med sig selv, at han får en lille nedtur i de kommende dage, fordi han har rippet op i sin fortid, da han genfortalte den til Kristeligt Dagblad. Joans død ramte hårdt, men han forstod hurtigt, at den største smerte trods alt var at miste sit barn. Efter et par måneder begyndte sorgen langsomt at lette.
Mod slutningen af samme år sad han ved sin computer og begyndte at korrespondere med en kvinde via internettet - en social- og sundhedsassistent fra Århus. Hun hed Ingrid og var også alene. Et års tid senere flyttede Ingrid til Frederiksværk. De begyndte at skabe et nyt liv sammen. I dag ser han og Ingrid jævnligt de venner, der hjalp ham igennem sorgen. Blandt andre Johnna, som stadig bemærker, at der går en lille skygge over Pers øjne, når hun nævner sin søn, som var jævnaldrende med David. Der kommer vist også et særligt skær over ham, når noget i deres samtaler minder ham om Joan. Men han havde aldrig forestillet sig, at han skulle få en ny familie. Ingrid har to voksne døtre, som han holder af og efterhånden tænker på som sine egne. Nu tæller familien endda også et barnebarn. Alligevel, fra tid til anden, når der er gået en måned, eller når noget i ham fortæller, at han har brug for det, opsøger han en lille og en lidt større gravsten, der står ganske tæt, side om side, på Skovvejens Kirkegård i Ballerup.

Sorgen forsvinder vel aldrig, tænker Per. Men den har på en måde fundet sin plads.

Historiens rekonstruktioner bygger blandt andet på Per Jensen private foto af mennesker og lokaliteter, observationer på steder, hvor begivenhederne fandt sted, samt interview med Joans kollega Johnna Andersen Nielsen, der har været tæt på Per Jensen efter hans tab. Desuden interview med Per Jensen selv. David og Joan Jensen er mindet på hjemmesiden www.menighedsbladet.dk/cthoki/

Fredag 31. oktober 2002

Af Jens Lenler
Illustration: Peter M. Jensen
'Copyright Kristeligt Dagblad og Jens Lenler 2003 - gengivet efter aftale med forfatteren'