David

Vi danner vores egne forventninger til vore børn. Vi forventer, at se dem vokse op - forventer at se os selv som forældre - skaber forventninger til vores liv med vores børn helt frem til, at barnet kommer hjem med en livsledsager.

I mellem verden og dimensionerne

Når man mister sit barn, mister man også alle de forventninger, man havde til barnet og sig selv. De tanker man havde gjort sig om sit liv passer ikke mere.

Ved tabet mistes således også ens selvforståelse og ens identitet. To ting er vigtige ved et tab: Erkendelse og håb. Det er vigtigt at erkende at tabet er sket, at leve sine følelser ud. - At græde, når man har lyst til det - eller at bruge sit temperament, f.eks. tilat få skældt ud, hvis man er vred - eller måske skrive breve. Det er vigtigt at få sat ord på sine følelser.

Disse sider er min måde, at vise mine følelser.

Efterfølgende artikel blev skrevet ca. 2 år efter davids Død.

Det begyndte ret uskyldigt med at David fik influenza midt i maj 1994. Den var ganske vist voldsom, og han var temmelig medtaget i den halve snes dage, den rasede. Men lige før pinse var han da kommet så meget ovenpå, at vi talte om, at han godt kunne starte i skolen igen tirsdag efter pinse.

David

Om søndagen fik han imidlertid et tilbagefald. Han blev uhyggelig bleg og elendig, og han fik høj feber og så voldsom kvalme, at han til sidst ikke kunne holde noget i sig. Klokken 5 mandag morgen ringede vi til lægevagten, der kom hurtigt og han syntes for en sikkerheds skyld at det var bedst at indlægge David på mistanke om lungebetændelse. Hans fødder var på det tidspunkt blevet så forfærdelig iskolde, Joan sad og masserede dem for at få dem varme igen, før ambulancen kom. Men vi troede bestemt ikke, at der kunne være fare for Davids liv.

Angsten begyndte først at melde sig, da han var blevet indlagt og scannet. Bagefter spurgte lægen nemlig "Er David født med dårligt hjerte?"
Spørgsmålet undrede os meget, for han havde jo aldrig været syg, men nu var der åbenbart noget alvorligt i vejen med hans hjerte…. Og pludselig udviklede alting sig med lynets hast, så han lå med slanger alle vegne og fik drop med både morfin, antibiotika og stesolid. Han skulle ubetinget og omgående til Rigshospitalets hjerteafdeling med fuld udrykning og to læger ved sin side. Heldigvis tror jeg ikke at David på noget tidspunkt sansede at være bange. Men han var så træt og sløj, at han ikke orkede at sige ret meget… og han bad hele tiden om at få en cola at drikke, fordi det var det eneste han kunne holde i sig.

Det bad han også om, da han var indlagt på Rigshospitalet: "- Far, jeg vil have en cola," sagde han og det blev hans sidste ord til os.

cthoki Jeg gik ned og hentede en cola i kiosken, men jeg nåede aldrig af få givet David den. For da vi sad i venteværelset, mens han blev grundigt undersøgt, kom overlægen ind til os: - " Jeres søn er meget alvorligt syg. Han er ved at dø… og vores eneste mulighed er at lægge ham i hjertelungemaskine, indtil vi får et donorhjerte til ham". Ordene lød så fjernt og uvirkelig, det var som at sidde i en glasklokke. Men de tog trods alt ikke håbet helt fra os, for selv om overlægen ikke lagde skjul på, hvordan det stod til med David havde han samtidig en fantastisk beroligende udstråling, og han sagde at nødråbet om, at en 15-årig dreng i Danmark ville dø, hvis han ikke omgående fik et nyt hjerte, allerede var sendt ud over hele europa.

Det var ikke til at rumme andre tanker, end at David selvfølgelig nok skulle blive reddet. Tirsdag morgen tog Davids tilstand en vending til det værre, så lægerne besluttede at holde ham i fuld narkose, indtil hjertet kom.
Natten til onsdag kom der besked fra et hospital i Finland om, at de havde et egnet donorhjerte, og et dansk lægehold fløj omgående af sted for at hente det. Hjertet kom, men kort før operationen skulle gå i gang, viste det sig, at Davids hjerne ikke længere fungerede. Han var hjernedød, og det kunne end ikke et stærkt og rask hjerte rette op på. Davids liv var uigenkaldeligt forbi.

cthoki

Det var lige så ufatteligt og uvirkeligt at komme hjem og se hans værelse, hvor alting lå, som om intet var sket, og som om han kunne vende hjem hvert øjeblik. Selv om der er gået 2 år, ligger det meste der endnu.

Da David døde, havde vi mest af alt brug for at få lov at tale, tale og tale om ham. Men angsten for, at døden kan smitte, fik selv gode venner og bekendte til at svigte…

Det mest rystende var, at så mange lader, som om de ikke så os og der var ikke mange der har taget sig tid til at tale med os. Flere som vi havde tæt kontakt med og som vi talte med næsten hver dag holdt sig pludselig væk. "I kan ringe, hvis I har brug for det var standardsvaret. Det har gjort utroligt ondt at blive svigtet i en så hudløs situation!

Tiden der fulgte var ikke nem at komme igennem og især Joan havde det meget svært. Da David ville være blevet 18 år modtog vi et uhyggeligt brev til David, fra Forstædernes bank der skrev: "Til lykke! Vi vil hermed benytte lejligheden til at ønske til lykke med din fødselsdag den 9. maj. Brevet slutter: Vi ønsker dig en rigtig god dag".

Siden David døde for tre år siden, har jeg fire gange gjort banken opmærksom på, at David er død. Men lige meget hjælper det.

Vi var trods alt nået så langt, at vi omsider var begyndt at kigge efter et hus på landet, hvor vi kunne bygge et nyt liv op og mindes David uden den sorg, som skræmte så mange væk, da vi havde allermest brug for dem…

I juli 1997 flyttede vi til Frederiksværk. Vi havde købt et gammelt hus tæt på skov og strand. Vi havde håbet på at nye omgivelser kunne hjælpe os videre i livet. Det var den største fejl jeg har begået her i livet..
Det startede allerede den første uge, efter vi var flyttet til Frederiksværk. Vi og især Joan havde et meget specielt forhold til vores læge i Ballerup idet han var medvirkende årsag til at vi fandt tilbage til livet. Vi havde aftalt med ham at vi beholde ham som læge selv om vi flyttede, men det sagde Frederiksborg amt/ Frederiksværk kommune nej til med den begrundelse at der var for langt? Det havde været forståeligt, hvis det var afstanden der var et problem, vi kunne i hvert fald ikke i de to år vi havde en læge i Frederiksværk få ham til at komme på sygebesøg. Det brugte man ikke her. Undset hvor syg man var måtte man komme i klinikken hvis man ville ses af en læge?? Ved lægevalget den gang, var han den eneste læge der var ledig i kommunen så valg er så meget sagt. Joan døde den 24 maj 1999 Hun blev 47 år. På nær en dag var det nøjagtigt 5 år efter at David døde. Joan døde formentlig af en blodprop i hjertet, inkompetence af lægerne på Sygehuset er årsagen til det aldrig bliver opklaret. Joan var syg den sidste måneds tid før hun døde, men hendes læge fandt ved 3 besøg ikke andet galt end mavekatar på trods af smerter i brystet og ud i venstre arm.

Den 24 maj om morgenen, stod Joan op ved 5 tiden fordi hun havde smerter, som så ofte før i den foregående måned. Smerter der kunne forveksles med mavekatar og som vi jo troede det var da hendes læge havde fortalt det var det.
Jeg hentede en glas mælk til hende som hun drak halvdelen af. Pludselig som hun sad der i stolen kastede hun op og faldt forover. Herefter gik det stærkt, jeg fik tilkaldt falck, men Joan var allerede død.

Joan havde haft det meget svært siden David døde, men alligevel holdt hun humøret oppe. Hun talte om David som om han stadig levede og hun var aldrig i tvivl om, at hun eller vi, en dag igen skulle gå hånd i hånd sammen. Hun elskede hendes hunde og katte. Disse var for hende en stor trøst når savnet blev for stort.Vi er mange der elsker Joan og vi ved at hun nu går langs livets flod med David ved hånden.

Til slut vil jeg vise et brev Joan skrev til David, et brev der så smukt viser hvilket dejligt menneske Joan var og også hvor ondt det gør at miste den man elsker højest her i livet.

Elskede David
Du blev lavet med kærlighed. Du blev født på Herlev hospital. Det var en smerte jeg aldrig glemmer, men da jeg så dig for første gang og så hvor dejlig du var, var smerten glemt. Du var så smuk og lille. Du forlangte ikke ret meget, bare du fik mad og blev skiftet så var du tilfreds.
Du var et meget nysgerrigt barn, du skulle se på alt og da du blev lidt større og begyndte at gå skulle du også røre ved alle de ting du kom i nærheden af.

Jeg gik hjemme sammen med dig de første 3½ år. Når du var med i centeret gik du og tog de vare, som du syntes vi skulle have, og lagde ned i kurven. Og det var mange mærkelige ting. Du blev større og vi legede meget sammen. Jeg købte "stjernekrigen" til dig. Du kunne sidde i timer og lege med det og Hans, vores gamle kat, legede med. Du havde en så god fantasi. Du brugte Hans som Jabba og du grinede meget længe når han væltede det hele.
David, da du blev 3½ år kom du i børnehave. Du havde brug for at lege med andre børn, få kammerater. Og kammeraterne betød så meget for dig resten af dit liv. Altid var du omgivet af en masse venner.

Elskede David, min kærlighed til dig er så stor, at det gør ondt. Der var så mange ting jeg ville have sagt til dig. Derfor skriver jeg nu om min kærlighed til dig. David, der er blevet så dødt og tomt herhjemme. Far og mor har svært ved at leve uden dig. Den ene dag går efter den anden. Jeg kommer op til dig på kirkegården hver dag og snakker med dig og lægger blomster og det gør mig lidt godt.

Jeg håber du har det godt, der hvor du er nu og oplever en masse sjove ting.
David vi kommer til at være sammen igen en dag og så skal vi leve et andet liv sammen for der hvor du er nu er det nok ikke som på jorden. Den dag ser jeg frem til David for jeg savner dig af hele mit hjerte. Far savner dig også, han er blevet så tavs og indesluttet og "lille Hans", han snuser til dine ting inde på dit værelse, det er hans måde at vise at han savner dig. Jeg spiller din musik hver dag og især når jeg er ked af det og så tænker jeg på dig og de gode timer vi har haft sammen og selv om mor råbte lidt højt, når i var mange kammerater sammen og spillede højt så mente jeg det ikke og i dag spiller jeg selv din musik meget højt. Det trend du skrev på husmurene, "Cthoki", går vi tit rundt og ser på og glædes over, at du, som alle andre unge mennesker, tå trods af vores formaninger, gav os et minde. Desværre er ordet efterhånden udvasket og overmalet og snart væk David du nåede ikke at blive voksen. Du nåede kun at blive en ung mand og skulle først til at leve livet. Et voksent liv. Du blev 15 år, men jeg tror du nåede at opleve hvad kærlighed var. Jeg ved nu at du havde mange piger, der elskede dig. Du var så smuk David. Dine kammerater så op til dig og de kommer nu på kirkegården og lægger blomster til dig.
Far og jeg har også tit mødt piger, vi aldrig har set der stod og græd ved din grav.


Jeg elsker dig David

Kærlig hilsen Mor


 


Jeg går til et sted,
hvor alle er
Og alene sidder jeg der