3. Notesbog

Når mørket afløser dagen
Når storm og regn er på vej
Jeg går som en ulv i skoven
Vil sønderrive mit rov

Det er svært at lade være med at tænke på de begivenheder i livet, der er årsag til jeg ligger her og venter med mit gevær.
Man kan også tage et andet menneskes liv med cyankalium. Men hvordan kommer man dertil?
Måske var det bedre med miltbrand. Bakterien er usynlig og indåndes via luften, og offeret vil først efter nogle dage føle sig lettere utilpas og måske tænke, at han har fået influenza. I virkeligheden har bakterien allerede gjort uoprettelig skade på de indre organer, og nedtællingen til en pinefuld død er indledt. I løbet af kort tid indtræder en massiv betændelse af hjernehinde og lunger, og efter en uge vil den smittede være så svækket, at selv en intensiv behandling vil være formålsløs. Men hvor fanden får man fat i miltbrand.

Nej min metode er gennemprøvet og sikker.
“Det var synd og skam, at mit kommende offer aldrig var blevet frimurer. Han havde potentialet i sig. Overlegen, vidtløftig og en kone, han ikke kunne være i stue med, hvilket naturligvis endte med hun fandt en anden.
Ægteparret ville have haft en aften om ugen, hvor farmand var i logen og fruen stolt ville kunne gå rundt og skræppe op om, at han var der. Skulle hun blive spurgt om noget, hvis folk var nysgerrige, kunne hun overbærende som andre loge fruer svare:
– Aner det ikke. Han vil aldrig sige noget om, hvad de laver derinde.

Der findes ingen skyld, tænkte jeg. Jeg er fremtidens menneske, som jeg har skrevet i mine notater. Så underligt overbevisende det lyder, når den, som fortæller, er mig selv.
Handlinger som Darduse gik rundt og fortalte om, som afgørende ved Buddhas lære om livet var en del af min tankegang.
Målet med buddhistisk praksis er at nå en tilstand af stabil og varig sindsligevægt, klarhed, og vilkårsløs medfølelse. I buddhistisk tænkning er det ikke noget, man henter uden for sig selv, men er det, som er til stede helt af sig selv i sig selv, når man har fjernet årsagerne til lidelse i sit eget sind. Metoden går derfor ud på at frigøre sig fra årsagerne til lidelsen, som er indbildninger og forudindtaget hed og indgroede vanemønstre af grådighed, had, arrogance og misundelse – så vidt det er muligt – skal det enkelte menneske nå frem til en indre tilstand af neutralitet, ved at det i stedet for at tænke, tale og handle ud fra disse bedrøveligheder, “vågner op” og når niverna.
Gennem livet har jeg modtaget Buddhafigurer fra nogle jeg holdt af. Nogle af dem er ikke mere, men karmaen hænger ved figuren. Du mister ikke karmaen fra figurerne hvis du giver den videre til andre du holder af.

I fabrikkens personaleblad kunne man læse om opsigelser af nogle montører sidst i 70´erne.
Afskedigelsen af Filbert og Ulrik er sket efter, at vi har konstateret, at de
ikke havde de nødvendige kvalifikationer for at kunne udføre montørarbejde. Herunder væsentligt at de ikke var ærlige ved udførelsen af rapporterne, og der for Ulrik’s vedkommende blev brugt alle mulige og umulige undskyldninger for at aflyse et anlæg. Ulrik blev opsagt med normal opsigelsesvarsel, der for hans vedkommende var 4 måneder, men allerede efter en måned havde han fundet nyt arbejde, hvorefter samarbejdet ophørte. Filbert blev sagt op med omgående virkning, idet der forelå grov misligholdelse af samarbejdsaftale (han havde dog inden middag fået nyt arbejde).
Det skriger mellem linjerne at firmaet ikke havde det godt med at afskedige medarbejdere og vi der var i firmaet sidst i 70´erne husker, der skulle meget til før en montør blev fyret.

Ærligheden ved udfyldelse af rapporter løste firmaet på en helt anden måde 30 år senere på en meget raffineret måde. Der blev ikke skrevet rigtige rapporter. Der skulle kun krydses af på nogle få punkter elektronisk og kontrollen blev afskaffet.

Dette var ikke kun afskaffelsen af rapportkontrol men også kontrol af indhentede data elektronisk. Hvis det i det hele taget blev udsendt. Hvis kunderne ringede fik postvæsenet skylden.
At der var kontraktlige forpligtigelser der ikke blev overholdt blæste de ansvarlige på. Det var jo ikke alle kunder der opdagede det.
Om kundens anlæg blev kontrolleret eller virkede, bekymrede kun nogle få og de råbte for døve øre.
Men tilliden til montører og teknikere var stor. Havde de krydset af i OK så var anlægget i orden og det også selv om dem, der havde lidt indsigt kunne se på aflæsningen at anlægget ikke kørte.

Tilliden til “boghandleren” var nogle årtier senere også stor, indtil ledelsen fandt ud af at hans historier byggede på luftkasteller. Underligt som sælgere generelt overdriver og fylder kunderne med løgn. En hæderlig sælger er en mangelvare.
– Nu har jeg læst hele udbuddet og skrevet under på kontrakten, det eneste jeg ikke ved noget om er “et enkelt direktiv”, men det må projektledelsen så tage sig af.

Det blev så mig der fik æren, men der var ikke meget ære i at producere et anlæg, hvis kostpris lå væsentligt over salgsprisen, fordi “ Diverse direktivet” fordyrede materialerne med flere hundrede procent. Et eksempel er beholderisolering som boghandleren havde beregnet til 2500 kr., som var normalt for en varmtvandsbeholder, kom til at koste mere end 100.000 kroner. Han havde ikke set, at der i betingelserne fremstod at der skulle bruges et materiale til eksplosive områder og temperaturer under frysepunktet. Sådan var det stort set med det hele.

Det var nu ikke derfor boghandleren blev jaget væk. Han var raget uklar med salgschefen i anden anledning og så måtte han til at sælge bøger igen eller hvad han nu fandt på.

Hvorfor det lige var mig der fik aben og blev projektleder aner jeg ikke. Der var sikkert ingen andre der ville og især ikke de par stykker i firmaet, der også havde viden og forstand på den slags.
Den tekniske chef gav mig kontrakten og bilag med betingelser og sagde, at det kunne jeg sagtens finde ud af.
Adskillige gange havde jeg fat i den tekniske chef og forklarede ham at jeg ikke forstod de forskellige tekniske specifikationer, som var på mere end 1000 sider.
– Du skal bare læse det hele igennem en gang til, eller to var svaret.

Det var lige som ved militæret, dem der dumpede ved køreprøven skulle skrive hele lærebogen af i weekenden.
Nej, her var ingen hjælp at hente. En ting der var kendetegnet for hele fabrikken også i årene fremover.

Efter et år og adskillige mavesårs -og nervepiller var anlægget færdigt. Jeg måtte købe hjælp ude i byen til at udarbejde alt det jeg ikke have forstand på og det var det meste. Det bekymrede ikke den ansvarlige chef for det var den måde man arbejder på i dag fortalte han mig. Først da den endelige regning kom blev han lidt betænkelig, men så var det lige som for sent. Men jeg fik bygget et anlæg der virker den dag i dag.
Det gav så ikke firmaet lyst til at fortsætte af den usikre vej før flere år senere, men det er en anden historie.

Min kammerat, Poul bekymrede sig ikke om vejen var usikker. I en af de religiøse foreninger, hvor jeg en overgang kom og filosoferede over livets gang mødte jeg første gang min gamle ven.

Poul havde fundet det hensigtsmæssigt at præsentere sig i kirkelige spiritistkredse som broder Poul, og det havde han unægtelig succes med. Det lykkedes ham nemlig blandt andet både at få sine kone til at trække for sig i diverse klubber, og samtidig hygge sig med spiritistiske kvinder i den forening han havde sin gang. De var hver især helt sikre på, at de derved kom Gud, eller hvem det nu var, nærmere.
– Når det regner på præsten, så drypper det på degnen, sagde han altid.
Degnen var naturligvis hans kammerater.

Pouls’ kone var også helt sikker på, at hendes mand havde forbindelse til Jesus og Jehova. Han havde således blandt andet fortalt hende og den øvrige menighed, han var hyrde for Gud, og at han havde modtaget et tegn om, at han skulle være far til en ny profet. Noget der ikke er helt usædvanligt i disse kredse. Det specielle ved det tegn, Broder Poul havde modtaget, var, at den kommende profet skulle avles når stjernerne stod et bestemt sted på himlen. Det var naturligvis kun Poul, der kendte stjernernes placering. Hvem der skulle være den nye jomfru Maria, Magdalena eller hvad hun nu kaldtes, var usikkert og derfor skulle så mange som muligt deltage. De skulle naturligvis testes først om de var værdige til titlen.

Der bliver fest om aftenen i kirkens mødelokaler. Poul er så fuld, at han fører lange gådefulde samtaler med nøgleskabet, som han opfatter som en vigtig forretningsforbindelse.
– Min herre, Deres betingelser ka’ jeg absolut ikke gå ind på, hikker han. – Jeg lader Dem afhente af politiet for ulovlig handel med kvinder.
– Han glemmer ikke han engang købte en billig luder i Aarhus, men da hun fandt ud af at han ingen penge havde, tævede hun ham.

Forkvinden i spiritistkredsen var for længst drukket under bordet og lå der sammen med prædikanten, som var kendt som en hellig mand i hele området.
“Herre, vær mig nådig,“ hviskede prædikanten med et citat fra Salmernes Bog. „For jeg er fortvivlet, mit øje er forpint af sorg ligesom min sjæl og krop.”

Og han fortsatte:
– Gud var overmåde barmhjertig, men kun mod ordentlige mennesker og ordentlige kristne, ikke mod sådan en bande som jer, det menneskelige samfunds hæsligste udskud. Han hævede krucifikset til en slags hilsen, kaldte på søster Mette, og krævede mere snaps.
– Han jamrede som alle i andre tilsammen, grinede søster Mette, der skulle hygge med en mand mindst to gange i døgnet for at bevare det gode humør.

Søster Mette var ikke som den type damer, der går i kirke hver søndag, og hvis kristendom består i at være forelsket i præsten, og ikke vise deres fornærmelse, når de ugudelige ved de store højtider får siddepladserne.
– Jeg kunne tænke mig en pølse. Ikke bare en almindelig pølse, sagde min ven Poul,
– en pølse af svinekød med røget smag og stærk som sort peber. Den skal have en anelse af agern. Det får den, hvis grisen har gået løs i skoven.
- jeg ved det for jeg har mange gange været med til jagtgudstjeneste i Kirken, som oveni købet giver en dram bagefter. Dette er måske ikke det bedste signal at sende. Også i jagtkredse er der fjolser, der ønsker et forbud imod alkoholindtagelse i forbindelse med jagtudøvelse.

Mon der er nogen der vover at påstå, at skydningen har som formål at regulere bestanden af harer, fasaner, ænder og agerhøns. Ej heller skydes og anskydes dyrene for at stille sulten hos jægerne.

De nedskudte fasaner destrueres, for konsummarkedet kan kun aftage en brøkdel af dem.
Rådyrene bliver vel som regel spist, men mon ikke de fleste ville miste appetitten hvis de vidste, at det ofte er hunde, der optræder som slagtere af disse prægtige dyr, efter anskydning.
Men vi skal ikke glemme, at jagtgudstjenesten skal give rum for jægernes taksigelser til Vorherre fordi han har skabt dyrene, så mennesket kan forlyste sig med at skyde på dem. Skål på det i Jesu navn!

Gunnar havde en anden opfattelse af hvad dyr kunne bruges til. De var mad og måske et tilskud til ludomanien. Først blev hanen slagtet og spist om det var fordi den larmede for meget er dog tvivlsomt for han var cyklet på arbejde længe før solopgang. Det var det tidspunkt hvor haner normalt galer.
Men hønsene blev herefter slagtet en efter en til aftensmåltidet. Vi levede af høns hele sommeren.

Da de sidste høns var slagtet fik min bror og jeg hver en kanin.
Der gik ikke langt tid før vi have mange flere kaniner.
Naboen, der var forkarl på gården brød sig ikke om kaniner. Især ikke vores der naturligvis rente løs som det passede dem. De var glade for hans grønsager og hver gang han slog ud efter kaninen hoppede den væk.

Da Gunnar opdagede dette fik forkarlen en spytklat med snus lige i hovedet og truslen om mere hvis han fortsat mishandlede værgeløse dyr.
Vi nået vel op på omkring hundrede før Gunnar byttede dem til en gris.

Det var en sjov gris. Den var helt tam og kunne give pote som en hund. Og elskede at grave forkarlens grønsager op.
Grisen blev spist juleaften.

Vi har alle en iboende trang til at anskaffe os ting eller oplevelser, der får os til at føle os godt tilpas og omvendt utilfredse, hvis det ikke lykkes. For Poul var det kvinder og gris og for Gunnar var det mad.
Anskaffelsestrangen gør, at vi tit har en tendens til at måle vore anskaffelser og oplevelser med andres. Og vil naturligvis altid have mere.

Det er ikke et ukendt fænomen, at nye ting eller sko kun giver en tidsbegrænset lykkefølelse. Mange reklamer har fokus på anskaffelsestrangen, når deres budskab kobler løftet om et lettere, bedre eller sjovere liv sammen med købet af et givent produkt.”

På nøjagtig samme måde lover politikere et bedre og sjovere liv, hvis man lige stemmer på vedkommende til valget. At det efter valget er glemt bliver der ikke snakket så højt om og når næste valg først kommer om 4 år er alle løfter glemt.
Det gælder om at vedtage de upopulære beslutninger kort efter valget, betroede borgesteren mig, da jeg blev valgt ind i byrådet. Folks hukommelse er kort.

Vi har fået et professionaliseret form for demokrati, hvor A-holdet, som er borgmestrene og embedsmændene kommer til at køre løbet.
For lokalpolitikere kan det derfor være umuligt at få gennemført politiske visioner, hvis kommunens embedsmænd er imod idéerne.
Politikerne får ikke fingrene ned i enkeltsager, men beskæftiger sig kun med ting, der i forvejen er tygget igennem af en administrativ direktion.
Udviklingen skyldes at sagerne i kommuner og stat kompliceres, og de vertikale og horisontale berøringspunkter til det øvrige samfund bliver svært gennemskuelige for alle andre end eksperter. Der ansættes derfor bundter af solidt uddannede DJØF ‘er som tager kontrollen.
En velsmurt maskine – med et indforstået sprog og interne magtstrukturer, som er uigennemskuelige for udenforstående – opstår.
Et teknokrati er født.
Taberne er i første omgang, de menige politikere, der enten mister lysten til politik eller kaster sig over promovering af deres egen kandidatur – og på sigt taber både demokratiet og borgerne.
Et teknokrati kan og skal borgerstyres. Det sker bare ikke.

Dommerne i Østre Landsret var for de flestes vedkommende sikre på at de godt kunne styre domsmændene. En stor del af disse domsmænd var gode partikammerater, der skulle have en ben fordi de var gode plakatophængere, kaffebryggere eller hvad de nu var dem der skulle have en belønning for deres indsats. Det var sjældent at valgte politikere selv tog en post som domsmand, men jeg var så en af de sjældne.
Der var overraskende mange fra folkepartiet og de radikale.

Dagens sag var en kvinde og hendes mand der var tiltalt for at have stjålet penge fra hendes gamle senile far. Det var som det ofte sker et anden familiemedlem, broderen, der havde meldt dem til politiet.

Parret nægtede tyveriet men fortalte at den gamle selv havde givet dem pengene. Broderen der havde inviteret den gamle på ferie i udlandet, som den gamle skulle betale, blev sur over de ikke kunne komme af sted nu pengene var væk.

Pengene skulle være opbevaret i en pengekasse på loftet, men den gamle kunne ikke huske hvordan den så ud da han vidnede i retten.

Men naboen havde set parret gå foroverbøjet gennem baghaven bærende på noget tungt og det var kun søsteren der viste hvor nøglen til loftlemmen lå, sagde en af dommerne.

Dog var domsmændene af en anden opfattelse. De kunne ikke se de helt klare beviser som dommerne kunne.
De begyndt at stille spørgsmål.
– Hvordan kunne naboen se igennem en 2 meter høj tæt hæk?
– Hvad skulle man med en nøgle til loftet når låsene i byggeriet kunne åbnes med en papegøjetang?, spurgte en lokalkendt domsmand
– Der er da ingen der går foroverbøjet når man bærer tunge ting, sagde en anden
– Jeg har aldrig været uden for noget lignende, sagde den ene dommer så klare beviser kan i ikke bare afvise.

Dette førte til en irettesættelses af domsmændene fra retsformanden, der tydeligt vise at han ikke regnede os domsmænd for ligeværdige, men noget dommerne var blevet påduttet af politikerne.
– Hvis vi ikke må stille spørgsmål og debatterer sagen, hvorfor sender i så bud efter os, spurgte jeg.

At brormand sad og rystede på hovedet under retssagen blev det ikke bedre af. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at han selv havde tiltænkt sig pengene.
At søsteren så godt ud og virkede langt mere troværdig var jo kun en følelse som ikke betød noget for vores vurdering.

Resultatet blev 3-3, Tre dommer for skyld og tre domsmænd for frifindelse. Dermed faldt sagen og søsteren blev frikendt.
En dom er ikke altid sikre beviser men hvad dommere og domsmænd opfatter som sikre beviser.

Ved frokostbordet blev den indre svinehund tit luftet. Her var det ikke et spørgsmål om viden eller sikre beviser. Det var for det meste tro der var afgørende. Mange var ikke længere flove over at tilhøre Folkepartiet.

Grundtanken i Folkepartis ideologi er troen på, at man kan foretage en tidsrejse tilbage til halvtredserne. De vil have Danmark tilbage. Ikke Danmark som det faktisk var dengang med lokummer i baggården og petroleum og kakkelovne, men et tænkt ideal-Danmark, et Morten Korch- eller Ota Solgryn-Danmark, hvor drenge, med lyst hår som Adolf kunne li det, i korte bukser løber mellem levende hegn ud mod den hvide strand.

De vil gå til kamp mod globaliseringen. De vil ikke have noget at gøre med resten af verden. Kan vi ikke bygge et Dannevirke af beton, kan vi i det mindste lukke øjnene for, at der findes en verden uden for Danmark.
De vil ikke have fremmede til Danmark hvis det er øst arbejdere eller muslimer. Det gør ikke helt så meget med os buddhister.
De tror, de kan oprette en lille boble midt i et frådende verdenshav. De tror, de kan isolere os fra resten af verden.

De opdager ikke, at den amerikanske kulturimperialisme har ændret Danmark langt mere end nogen indvandrere har gjort det.
Var de konsekvente, ville de gå til kamp mod Netflix og give ordre til, at unge skulle sige “Fy for pokker” i stedet for “Fuck” eller “shit”. De ville forbyde burgere og kræve, at alle fastfood udelukkende serverer stegt flæsk med persillesovs.

Men det er ikke kun Folkepartiet men også neoliberalisterne og Socialdemokraterne som
pøblen har taget over. Der er intet ved nutiden magthavende politikere, som tyder på, at man vil arbejde for samfundet, fællesskabet eller fremdriften. I stedet arbejder de toneangivende politiske partier på kontrol af alle borgere.

Platon mente, at demokrati vil føre til tyranni, og han begrundede det med, at mennesker som ikke vil det gode får adgang til magten gennem at fodre pøblen, den indre svinehund, med saftige godbidder. Derfra går det galt.

Fogh sendte Danmark i krig for at blive Nato-chef, og han ofrede vore unge, der i illusionen om ”at gøre en forskel” mistede liv og lemmer i USA’s kamp for at få kontrol over olien og få bugt med den pøbel, som USA selv havde bevæbnet og styrket. Dem der kom hjem med ben af stål fortrød bitterligt at det var den der gjorde en forskel.

Løkke fjernede de mindre enheder der fungerede rigtigt godt og lavede storkommuner, Antorini ændrede skolen, hvor de unge skulle lære at indordne sig som soldater 37 timer om ugen.
Mette Frederiksen strammede forgængernes linje og gjorde syge og arbejdsløse til den laveste kaste som i Indien. Det sidste nye er beklædningsdekreter og svinekødsdekret samt tvungen indlemmelse i vuggestuer, så staten har kontrol over de kommende generationer lige fra fødslen.

Vi har fået overvågning af vore mindste bevægelser, fysisk og mentalt, vi har begrænsninger på rejsemål, vi skal registreres i hoved og røv, hvis vi køber bolig eller bil, og alt sammen angiveligt for at hindre de onde i at overtage vores land, vores liv og vores frihed.
Den sørgelige nyhed er, at de onde allerede har overtaget det hele, og deres pøbelgardister er ikke længere i skyggerne, de er ude i det åbne og de er bevæbnede…

På nøjagtig samme måde som ude i mosen, hvor jeg ligger og venter, som en soldat klar til at trykke når tiden er inde. Der er styr på tingene.

I militæret først i 70’erne var der også styr på tingene. Her var vi ikke et øjeblik i tvivl om hvem fjenden var. Når Russerne kommer sagde kaptajnen altid, der var ikke tvivl i hans sind.
– hvad nu hvis det ikke er russerne, spurgte jeg
– Så er det polakkerne eller østtyskerne, svarede kaptajnen.

Jeg var soldat ved Livgarden, her blev vores kaptajnen senere ceremonimester hos dronningen. Jeg mødte ham igen adskillige år senere, da jeg var politiker, hvor dronningen kom på besøg til vores by.
– Du var et stort røvhul, sagde jeg til ham
– Ja, det er rigtigt, men jeg var det over for alle, svarede han.

Hans store nummer var at kalde hele kompagniet ud på pladsen foran bygningerne midt om natten eller tidligt om morgenen. Opstillet i geledder kom kommandoen.
– Alle der kan engelsk, to skridt frem
– Alle der kan tysk, to skridt frem
– Alle der kan fransk, to skridt frem
Herefter var alle, på nær mig og et par andre der enten ikke kunne tale sprog eller også var lidt klogere, trådt to skridt frem.
– Alle der kan engelsk fejer gården
– Alle der kan tysk pudser vinduer
– Alle der kan fransk vasker trapper
– Og jer fire røvhuller der ikke kan en skid, kan bare gå ind og sove videre..
Det var her jeg lærte at fuglen med de flotteste fjer bliver fanget først. Og hvorfor lade sig begrave med en perle i munden. Der kommer lig røveri og smadre ens kranie, hvis ikke bedemanden klarer det.

Om aftenen blev byrådet inviteret om bord på kongeskibet. I modsætning til andre byer var der vist ingen der stjal sølvtøj ved den lejlighed.

Vi havde fået den klare besked at vi ikke måtte tiltale dronningen hvis vi mødte hende på skibet. Vi var jo tyende og den slags taler ikke til majestæten. Det var ikke smøger der manglede. Overalt var der askebægere og æsker med cigaretter.

Mine holdninger til kongehuset er helt klare, hvilket jeg under militærtjeneste fortalte kaptajnen mere end en gang. Det kostede dog marchture at fortælle ham dette.

I Danmark er vi alle født frie og lige. Vi er mulighedernes land, hvor det ikke er børns baggrund, der skal afgøre deres fremtid. Man kan uddanne sig, man kan arbejde sig frem, man former selv den retning, ens liv skal tage. Men ikke alle, vi har et kongehus, hvor nogen fødes med privilegier, med magt, politisk såvel som økonomisk, med ære og med et hverv, som ingen andre har eller på nogen måde kan opnå. Det er ikke demokrati.

Kilometer var hans ynglings straf. Når vores støvler ikke var pudset godt nok eller noget andet der mishagede ham blev vi smidt op i en lastvogn og kør ud på “Lars tyndskids marker”, og måtte marcher hjem. Det var naturligvis altid om natten. Forplejning havde vi ikke noget af.

Af en eller anden grund var vi altid fire – fem stykker der skulle på straffemarch.
En i gruppen var Niels, der var den fødte kaffedrikker.
– Jeg ville nu hellere ha’ kaffe, siger han trist, under marchturen i pisse regnvejr, og tørrer sig med bagen af hånden over munden. 
– Man går ved siden af sig selv hele dagen uden morgenkaffe. Jeg elsker sådan en kop dampende kaffe om morgenen og bagefter en enkelt stærk tobak.
– Selv dengang jeg tog mig af de løbende forretninger for grønthandleren i Bredgade, fik jeg min morgenkaffe, først hjemme hos fru mor, der i sin tid bragte mig til denne verden. En halv time senere drak jeg igen morgenkaffe hos grønthandleren. Senere når jeg bragte kartoflerne til Hovedbanegården, snuppede jeg igen en tår sammen med den gamle, der vaskede tallerkner på jernbanerestauranten. Her fik jeg varme rundstykker med kommen. Er der noget bedre end dampende varm kaffe og varme kommenrundstykker med tandsmør, medens man kigger ud på en flok frysende idioter, der ska’ nå S-toget? Det er det, der har givet os vores danske kultur.

Man siger, salig Prins Henrik ikke drak morgenkaffe. Det er det første tegn på dekadence, men han var jo også fra Frankrig.

Nu husker jeg ikke om Frankrig nogensinde har været fjenden men det var noget nemmere dengang, vi var klar over hvem fjenden var. Det har ændret sig noget efter murens fald, men de sidste års tilbagevenden til fascistiske idealer bliver der kørt stærkt for at nå tilbage til de “gode gamle dage”.

Om montørerne på fabrikken kørte stærkt eller mere råddent end alle andre kan man jo have sine meninger om men danskerne er Nordeuropas dummeste trafikanter.

Det er helt klart indiskutabelt. Sverige og Norge halvt så mange trafikuheld, på trods af at indbyggerne typisk kører hundredvis af kilometer ad mindre, snoede bjergveje og gennem bælgmørke, nåleskove fyldt med elge og bjørne. Det kan vore nabofolk øjensynligt sagtens hitte ud af, hvorimod vi danskere åbenbart ikke kan køre fem meter i vort lille, flade, overskuelige land, uden at kvæste os selv og et par medtrafikanter.

Vores montør var tit allerede for sent på den, og så går det ned ad modsatte vejbane med fuldt tryk på efterbrænderen. Ser man en møgbeskidt kassevogn styrte af sted med 120 km/t, er det oftest en montør, der skal nå en aftale med en kunde for nogle dage siden og derfor forsøger at køre hurtigere end han magter.

Man er allerede for sent på den, og så går det ned ad modsatte vejbane med fuldt tryk på efterbrænderen

Vi kender alle montørerne standarder for et ordentligt udført arbejde.
Samme kvalitetsstandard gør sig gældende, når montøren bevæger sig i trafikken. Det vil sige: Man må leve med et ikke helt perfekt resultat, når det skal gå stærkt. En typisk køretur omfatter adskillige buler. Det er naturligvis kedeligt, men den slags sker jo, når man har travlt. Heldigvis er de fleste montører flinke nok til at udbedre fejlene uden beregning. Så de kommer gerne forbi en eftermiddag ved lejlighed og hjælper dig med dine problemer.

På vej til fabrikken skulle der ofte byttes fører. Ham uden kørekort skulle køre de sidste meter så ingen opdagede at han ikke længere havde noget kørekort.
Forslag om at alle skulle vise kørekort en gang øm året blev afvist af direktøren. Man kunne jo ikke mistænke folk for at køre uden kørekort, sagde han.
Men det var jo “kun midlertidigt” der blev kørt uden kørekort, før eller senere fik han det jo igen, så det ikke gik ud over sikkerheden.

Som vægter dengang i 70’erne var sikkerheden også i top. Mange var begyndt at få alarmer på døren. Ikke så avancerede som i dag. Der skulle normalt bare indtastet et firecifret nummer. Langt de fleste var nemme at huske. 1,2,3 og fire var de foretrukne koder.
Nogle tyrkere havde en pornobutik i Istedgade, hvor der skete mange indbrud. Så købte ejeren en hund, men da den blev stjålet fik de en alarm. Koden var 6666. Der må være mere, men det har jeg glemt.
“Det er umuligt at huske alting på én gang, men det er klart, at jeg tager fejl. Grunden til at jeg sagde det, eller troede jeg sagde det, rummede fejlkilden.

I Gothersgade var der en tæppehandlerbutik. Det var nærmest en fabrik. I de bagerste kælderlokaler og baghuset var der produktion. I den lille kantine stod der et gaskomfur. El var ikke så normalt dengang.
Her fandt jeg ejeren, som havde taget gas. Han var helt grøn i hovedet og havde sgu også lavet lort i bukserne. Fandens postyr, men det måtte andre heldigvis klare. Jeg skulle bare finde en telefonboks og ringe efter hjælp.
Jeg spiste ikke længere min frokost her men fandt et andet sted.

Lidt længere ned af gaden lå Berlingske. Jeg skulle igennem en port, hvor der også var indgang til et værtshus. Der stank af pis i den port. Der var åbenbart trængsel på toilettet på værtshuset så værtshusets drukkenbolte stod og pissede i porten.

En morgen stod der en og pissede da jeg kom..
– hvad satan, står du og pisser i min gård dit møg dyr?
Han svarede ikke på min venlige henvendelse men spyttede mig i ansigtet. Så stillede han sig op som en bokser og ville slås. Jeg så ingen grund til at spille helt og trak gummikneblen op af baglommen og daskede lidt til ham. Så forsvandt han ind på værtshuset.

Heldigvis opdagede jeg, da jeg skulle derfra at hele værtshuset stod og ventede på mig da jeg var færdig med min runde. Jeg måtte ringe til vægtergården, der så måtte komme og hente mig. Jeg fik en anden kreds at gå et stykke tid.

Jeg havde lige tænkt på noget, som jeg nu har glemt. Dvs. i det øjeblik jeg kom i tanke om det, huskede jeg det, og i samme øjeblik strømmede som et overfyldt bus alle erindringer igennem mig. I virkeligheden burde jeg skrive: „Erindringernes sum er konstant,“ eller noget andet sludder som: „Man husker det hele tiden.“ Nåh, men det kommer sikkert senere og tid er der jo nok af.

Tid var der også nok af på arbejdspladsen. Det kan næsten sammenlignes med Stefan Zweig´s roman “skaknovelle”, hvor Dr. B. Beskriver sin tid som fange hos Gestapo.
“De husker måske, at vor kansler og ligeledes baron Rothschild, hvis slægtninge de håbede at kunne afpresse millioner, på ingen måde blev anbragt bag pigtråd i en fangelejr, men tilsyneladende nød den gunst at blive overført til et hotel, nemlig Hotel Metropol, der samtidig var Gestapos hovedkvarter, hvor de fik et separat værelse. Også mig uanselige mand viste man denne udmærkelse.

Eget værelse i et hotel – det lyder i og for sig yderst humant, ikke sandt? Men De kan tro mig, man havde på ingen måde tiltænkt os en humanere, men tværtimod en endnu mere raffineret metode, når man ikke proppede tyve af os „prominente” sammen i en iskold barak, men indlogerede os hver især i et tåleligt opvarmet og separat hotelværelse Thi det tryk, hvormed man ville aftvinge os det nødvendige „materiale”, skulle virke på en mere subtil måde end ved rå prygl eller legemlig tortur: nemlig gennem den mest raffineret udtænkte isolering. Man gjorde os intet – man hensatte os blot i det fuldkomne intet, thi som bekendt udøver ingenting på jorden et sådant pres på den menneskelige sjæl som det absolutte intet. Idet man indespærrede hver enkelt af os i et fuldstændigt vakuum, i et værelse, som “som var hermetisk aflukket fra omverdenen, skulle der i stedet for trykket udefra gennem prygl og kulde opstå et pres indefra, der til sidst tvang vore læber fra hinanden. Ved første øjekast så det værelse, der blev anvist mig, ikke ubehageligt ud.

Det havde en dør, en seng, en lænestol, en vaskekumme, et tilgitret vindue. Men døren forblev lukket dag og nat, på bordet måtte der ikke ligge nogen bog eller nogen avis, ikke et ark papir og en blyant, vinduet gloede ud mod en brandmur; omkring mit jeg, ja selv på min krop var det fuldkomne intet konstrueret. Man havde frataget mig enhver genstand, uret, for at jeg ikke skulle vide noget om tiden, blyanten, for at jeg ikke skulle have nogen mulighed for at skrive, kniven, for at jeg ikke skulle åbne en blodåre, selv den mindste smule bedøvelse “som f. eks. en cigaret var mig nægtet.

Aldrig nogen sinde så jeg noget menneskeligt ansigt, bortset fra vagternes, der ikke vovede at tale eller svare på et spørgsmål, aldrig hørte jeg en menneskelig stemme; hverken øje, øre eller andre sanser fik den ringeste næring fra morgen til aften og fra aften til morgen, man var og blev redningsløst alene med sig selv, sin krop og de fire eller fem stumme genstande: bord, seng, vindue, vaskekumme; man levede som en dykker under glasklokken i denne tavsheds sorte ocean og tilmed som en dykker, der allerede aner, at tovet til omverdenen er revet over, og at han aldrig vil blive hentet tilbage fra det lydløse dyb.

Der var intet at gøre, intet at se, overalt og uafbrudt var det fuldkomne intet omkring én, den fuldstændige rum og tidløse tomhed. Man gik frem og tilbage, og sammen med én gik tankerne frem og tilbage, frem og tilbage i én uendelighed. Men selv tanker, så ulegemlige de forekommer, behøver et holdepunkt, ellers begynder de at rotere og kredse meningsløst omkring sig selv; heller ikke de tåler det store intet. Man ventede på noget fra morgen til aften, og der skete intet. “Man var og blev alene. Alene. Alene.”

Helt på samme måde var det ikke på arbejdspladsen, selv om man godt kan være alene sammen med andre. Men opgaverne var så få, at det ikke kunne fylde hele arbejdsdagen. Ja ofte ikke engang en time.
Det eneste problem, der står tilbage, er: Hvad skal jeg egentlig lave? Men det er faktisk ikke noget problem. For som den gode Parkinson også observerer: Arbejde udvider sig, indtil det fylder den tid, der er afsat.

Direktøren spurgte en dag hvor meget tid jeg brugte på mine opgaver og svaret var nemt
– alt den tid jeg har til rådighed.
Jeg var dog ikke det eneste, der var flere der kun sad og ventede på pensionen. Når det blev for kedeligt at surfe på nettet gik man ofte en tur rundt på fabrikken og sinkede de få, der havde noget at lave.

Men selve turen rundt var dog ikke det værste. Det værste var at komme tilbage til mit intet, i det samme kontor med det samme bord, den samme computer og hvad der ellers var.

Jeg forsøgte naturligvis at få ændret tingenes tilstand men det blev taget meget ilde op og resulterede ikke i nogle ændringer. Chefen der for længst var nået til niveauet for sin egen inkompetence magtede ikke at finde opgaver til medarbejderne. Han kunne endda blive primitiv og true med at give dem de værste lorteopgaver, han kunne finde på.

At det kunne gå skyldes udelukkende at dem der havde ansat ham selv var inkompetente og ikke anede hvad der foregik. Men de betalte lønnen uden vrøvl og pensionen ventede ude i horisonten.

I kantinen, der en overgang var fast mødested for medarbejderne, har personalet gennem længere tid har været stærkt plaget af Lars, – blandt sine kollegaerne kaldet “Oste-Lars”.

Medarbejderne blev udsat for en gennemtrængende og kvalmende hørm af gammelost fra Lars madpakke. Om det var årsagen til at der efterfølgende blev indført kantineordning vides ikke, men unde tunger påstod at Oste-Lars hver dag havde meget stærkt ildelugtende ost med i madpakken.

Desuden var det tydeligt , at ledelsen aktivt undertrykte medarbejdernes protester mod Lars’ væmmelige ostemadder, og at de gentagne gange greb ind, når medarbejderne i pausen søgte at skabe opmærksomhed omkring deres kvaler ved at råbe “Oste-Lars, Oste-Lars!” og “Lars er en oste-lort! Lars er en oste-Lars.

I flere tilfælde var ledelsen gået så langt som til at straffe visse medarbejdere for deres berettigede protester mod Oste-Lars’ uhumske og klamme stank.
Lene fortalte mig en gang, hvordan hun var blevet sat til at lave gruppearbejde med Oste-Lars, meget påfaldende på samme dag som hun havde ført an i en protest mod Oste-Lars stinkende madder.

Alle hans ting stinker af ost, og jeg lugtede bare af ulækker Lars-ost resten af dagen.
På et møde i samarbejdsudvalget blev direktøren bedt om at lugte til en skive Gammel Maribo 65+, det særdeles væmmeligt stinkende mærke som Oste-Lars almindeligvis har i madpakken. Alligevel afviste direktøren, at hun have håndteret sagen forkert.

“Medarbejderne må lære at acceptere hinandens kostvaner,” udtalte direktøren. Dertil indvendte Tillidsmanden: “Gælder det også rigtig, rigtig klam og væmmelig hørme-ost?” hvortil direktøren svarede: “Ja, det gør det. Sig mig, har du ikke noget bedre at lave?”

Tågen lå over hele området ved mosen. Den lå tung som bly og forvandlede alting rundt omkring hende til uklare silhuetter.

Hun halede tasken op på skulderen, skærpede blikket og stirrede ind i den gråhvide masse. Det var hendes tur til at møde før de andre i dag. Hun havde gået den samme vej fra parkeringspladsen i mange år og kunne have fundet frem til indgangen i mørke, men tågen var værre end mørket. Den forvanskede alt det velkendte og skabte nye konturer, skygger og slørede nuancer. Den var som et lydløst rovdyr, der kom snigende ind på én bagfra. Her til morgen syntes hun det var uhyggeligt og det var som om hun ikke var alene.

Hun bøjede nakken og koncentrerede sig om sine fødder. For hvert skridt hun tog, gav hælene genlyd mod fortovet langs bygningen. Ellers var hun omgivet af kompakt stilhed.
Hun skød den ubehagelige følelse fra sig. Forsøgte at koncentrere sig om ugen, der lå foran hende. Der skulle planlægges og laves rejser og tages mod sygemeldinger fra de udekørende og andre, der syntes de havde bedst af at blive hjemme i sengen. Det var det, der var hendes liv. Planlægning og sygemeldinger.

Et sted på den anden side af bygningen gøede en hund. Hun kunne høre, hvordan den strakte hals for at varsle eller advare. Hun standsede og klemte automatisk tasken ind til sig.
Nogle få skridt til, så var hun fremme. Der var andre biler parkeret, måske var det elektrikerens hund hun kunne høre. De arbejdede jo næsten i døgndrift i projektafdelingen. Elektrikerens havde tit sin hund med.

Hunden blev stille, men nu havde frygten grebet hende. Hun var ikke alene. Et eller andet sted ude i tågen kom en lyd. Lette trin på gaden. Ikke ret langt fra hende skreg en krage hæst. De hverdagsagtige lyde blev skarpe og ubehagelige.
Hun bed sig i underlæben. Den kølige og fugtige luft indeholdt en smag af salt.
Kragen skreg igen. Tågen var sej og klæbrig, som om den klistrede sig til hende, og hun var klam og fugtig under jakken. Hun tog et skridt, ledte med hånden i tasken for at gøre nøglen til døren klar, før hun gik videre. Så standsede hun op igen, tøvende. Inde i det gråhvide så hun konturerne af noget, hun ikke havde set før. Det så ud som en fugleskræmsel eller noget nogen i løbet af søndagen havde placeret i buskene ud mod vejen. Samtidig var hun klar over, at det kunne det ikke være. Det var noget andet, noget skræmmende.

Hun tog nogle skridt til og missede med øjnene mod tågen. Følte, hvordan hjertet slog krampagtigt i brystet. Så åbnede hun munden i et skrig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *