2. Notesbog

Lev vel, I gamle guder, I jeres tempelgrav!
Når steppevinden tuder jeg griber til min stav.
Hør steppevinden suse! Bo hvem der vil i huse;
på valsen går Darduse, og griber til sin stav

 

Mange mennesker er parat til at kaste deres mål over bord, og give op efter de første tre til fire tegn på uheld. Nogle få fortsætter til trods for al modstand, til de når deres mål. Manglende udholdenhed er en hovedårsagerne til at folk mislykkes. Om denne svaghed overvindes afhænger først og fremmest af intensiteten af ønsket, om at nå sit mål.
Det er ikke for amatører at slå ihjel med et tjekkisk halvautomatisk gevær med kikkertsigte. Det kræver omhu og viden om vejrtrækning og skydestilling. Hvis du trækker vejret når du trykker på aftrækkeren rammer du langt forbi målet og det giver jo ikke det forventede resultat.

 

På fabrikken var driftsresultatet sidst i 70´erne utilfredsstillende.

“De væsentlige årsager ligger i, at der har været mere sygdom end sædvanligt,” skrev direktøren i personalebladet, “hvilket dels har medført en ringere indtjening end budgetteret, dels højere lønomkostninger. Øget konkurrence omkring salg og service på nyopdukkede firmaer skærper kravene til virksomhedens spareevne og arbejdsindsats. Næste år er det derfor nødvendigt at virksomheden indtjener den tabte egenkapital.”

Sikkerheden for udekørende var stort set ikke eksisterende i starten af disse år, hvilket have indflydelse på den øgede sygdom. Der var asbest på de fleste anlæg, uden der blev taget højde for dette. Først da pædagogerne rundt omkring i landet begyndte at protesterer og den langt mindre asbest der dryssede fra lofterne, blev medarbejderne opmærksomme på det var et problem. Der blev naturligvis stillet krav om ordentlige sikkerhedsforhold overfor en meget modvillig teknisk direktør. Han forsøgte alle mulige krumspring b.la. skulle montøren ringe hjem til fabrikken, til ham personligt for at aflyse et asbestanlæg. Men sammenholdet blandet montørerne var meget stærkt på det tidspunkt. Alle var medlem af “Blik og rør”, gule fagforeninger blev ikke accepteret. Og med trussel om arbejdsnedlæggelse og Arbejdstilsynet, måtte firmaet give sig. Dette blev dog aldrig glemt og der blev båret nag til montørerne mange år fremover.
Foruden asbesten var der adskillige led og knæskader grundet den meget kravler i beholdere. Firmaets svar var kort og godt. Find et andet arbejde.

Mange år efter blev det stærke og gode sammenhold blandt montørerne ødelagt. Om det var tiderne der ændrede sig eller hvad ved jeg, men sammenholdet forsvandt. I sin tid var alle ansat til samme løn og arbejdsforhold og vi accepterede ikke “skruebrækkere”.
I dag er mange medlem af “gule” fagforeninger, hvis de i det hele taget er medlem. Det betyder at nye folk bliver ansat på timeløn til væsentlige lavere løn. Undrer mig det kunne nå dertil.

Der var andre væsentlige årsager der ikke blev nævnt af direktøren. Nyopdukkede firmaer skyldes udelukkende egne fejl og mangler. Skaberen af et af disse, havde været tekniker på fabrikken, men læste efterfølgende til ingeniør. Da han ville tilbage til fabrikken var han jo dygtigere end alle de andre og det går jo ikke.
Dette er en egenskab der hænger ved fabrikken også i disse år. Jante har ikke levet forgæves.

“ Et andet forhold, der påvirker driftsresultatet, er naturligvis en større arbejdseffektivitet, skrev direktøren. For kontorpersonalet vil det her især dreje sig om, at man bruger lidt mindre tid på “udenomssnak” o.l. til fordel for at få et stykke arbejde fra hånden i en fart. For udekørende er det mere end nogensinde nødvendigt, at man lægger vægt på at udføre et godt stykke arbejde, så kunden bliver tilfreds. Når vi er dyrere end vore konkurrenter, er det fordi vi satser på et bedre produkt og en bedre service. Der skal imidlertid ikke mange utilfredse kunder til at standse vores førende position på markedet.”

 

Et forhold der efter nogles opfattelse nok har ændret sig meget de følgende år.
På værkstedet blev effektiviteten løst med “værkstedsbåndet”, som var en bånd hvor der var optaget larm fra maskinerne. Under de ofte meget lange pauser, blev værkstedsbåndet startet og alle troede der blev knoklet på livet løs.

 

Arbejdseffektiviteten på “pillefabrikken”, var var anderledes stor. Økonomichefen eller lønningschefen havde fundet en god fidus. Han havde ansat 4 ekstra medarbejdere, der ikke eksisterede. Det var før CPR nummerets tid og dengang hvor pengene blev udbetalt kontant i en lønningspose.
Han gik selv rundt og uddelte lønningsposer til samtlige hundrede ansatte. De 4 ekstra poser røg lige ned i hans egen lomme.
I ferieperioder blev de fire medarbejdere fyret og nye blev ansat efter ferien.

Nemesis er i den græske mytologi gudinden for både retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskernes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance, der er skyld i det.
Dette blev økonomichefens skæbne i form at en akut blindtarm på lønningsdagen.

Pludselig stod hans afløser med fire lønningsposer som ikke havde nogen ejermand og så rullende lavinen.

Ejerne af pillefabrikken havde arvet hele molevitten fra konen hvilket måske var årsag til han var indbildsk og hoven.
En dag han kom kørende i sin Ferrari på pillefabrikkens område mødte han en håndværker med en smøg i munden. Har sprang ud af vognen og råbte mens fråden stod ud af munden på ham:
Du er fyret, gå hen på lønningskontoret og hent din afregning.

Der havde engang være ild på en af bygningerne og derfor stod der skilte overalt med “tobaksrygning forbudt”.
Økonomichefen, som på daværende tidspunkt ikke var afsløret, ville dog ikke sådan lige umiddelbart udbetale løn til håndværkeren da han henvendte sig for han var jo slet ikke ansat på pillefabrikken. Han var en fremmed håndværker der var hyret til et bestemt stykke arbejde.
Da økonomichefen ringede til ejeren fik han den besked:
– Når jeg siger han er fyret og skal have sin ugeløn så skal du bare rette dig efter dette.

Måske var det denne sag der gav økonomichefen den fede fidus han praktiserede efterfølgende.

Omme bag ved portvagten havde kørselsforvalteren kontor. Kørselsforvalteren var tidligere politimand. Han sad i Buchenwald under krigen, da politiet blev taget af tyskerne. På trods af meget velvillighed mellem det danske politi og Gestapo var mange af dem alligevel en hemsko for nazi drengenes arbejde, så de fik en tur syd på det sidste stykke tid af krigen.
Selv om politifolkene blev bedre behandlet end de fleste i KZ – lejrene, var det en meget ubehagelig oplevelse og cirka 70 politifolk døde. Kort før jul i 1944 blev en gruppe alvorlig syge hentet hjem.
Men alligevel så var de så meget venner, at tyskerne visse steder tilbageholdt Røde Kors pakkerne til de danske betjente.
Historien melder ikke noget om hvorfor han ikke kom tilbage til politiet efter krigen, men gode venner skaffede ham det fede job på pillefabrikken.
Hans hovedopgaver var at sørge for at chaufførerne fik kørt piller ud til folket og passe benzinstanderen, som var placeret uden for kontoret. Der var indført selvbetjening bortset fra når fabrikanten skulle have fyldt Jaguaren op, så kunne han bevæge sin store krop. Det var tydeligt at han tidligere havde båret skrårem og sorte støvler, når han galopperede hen over pladsen.
I et sidelokale til forvalternes kontor holdt vi unge knægte til. Vores opgave var udbringning af pakker og breve samt i øvrigt forfaldne arbejde. Det blev organiseret med hård hånd af forvalteren, der hver gang der blev ringet sendte den næste knægt i rækken ud på en opgave. Det var tit ordinært slidearbejde, rundt omkring på pillefabrikken.

Arkivsekretæren havde en særlig forsmag for at ringe efter os unge knægte. Om det var fordi hun var ude efter vores unge kroppe, vil jeg vente med at røbe til senere. Men i så fald skulle der knokles først. Kasse efter kasse med tunge bøger skulle placeres rundt omkring i arkivet, efter et sindigt system som hun selv havde opfundet. Når det så var klaret gav hun som regel kaffe og kage og mere til. Det var noget af et valg for en ung knægt på 15 for hun var jo en gammel hejre på mindst 40 år.
Vil du have mig, så tag mig, sagde hun…

Ti år senere, hvor jeg var rejsende montør for fabrikken var der også damer der var ude efter vores kroppe. Det resulterede af og til i afholdenhed, når der lige var noget der skulle helbredes på klinikken eller hos lægen, der altid havde kritiske spørgsmål.

På klinikken eller hos lægen skulle der udfyldes et skema. Lægen skal vide, hvem montøren har været sammen med, der skal noteres navn og adresse.

– Jo, hun hedder Suttemarie.

– Øh det er da ikke hendes rigtige navn. Hvad er hendes rigtige navn?
– Marie! Tror jeg nok, eller det var måske søsteren der hed det!
– De har pligt til at oplyse navn og adresse sagde lægen med en bister mine.
– Hun bor i Viby eller har boet der. Kommer når der kommer store skibe til havnen. Jeg har hørt, at hun og flere af de andre rejste hjem for et par dage siden.
– Hjem? Hvor er det?
– Det er i Esbjerg eller Kolding, så vidt jeg da ved.
Hvor i Esbjerg eller Kolding?
Det aner jeg ikke, jeg har kun besøgt hende i Aarhus, eller det var nu hende der besøgte mig på værelserne jeg og andre montører boede på. De var faktisk med også og der var også andre damer.
– jeg skal have navn og adresse på de pågældende.
– jeg kan da ikke lige huske hvem af de andre der var med lige der
– Altid det samme svar fra jer. Enten skal I holde jer fra de kvinder, eller også skal I bruge et præservativ
– Det plejer jeg også at gøre, men kunne ikke lige finde et der ikke var brugt. Jeg var heller ikke helt ædru. Og hun stjal også alle mine penge.

Problemet, som nogle nok syntes det var, blev løst af sig selv nogle år senere da rejserne blev erstattet af en Jyllands afdeling.

 

Nogle år før jeg startede på fabrikken var der ikke de store problemer med arbejdsløshed. Kunne du ikke li værkførerne gik du bare over på den anden side af gaden for at få et job. Dengang blev der ikke spurgt om hvilken uddannelse du have men hvad du kunne. Noget man godt kunne bruge i dag. Hvor de unge mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet og tror de er verdensmestre og skal være chefer, for det har deres forældre fortalt dem.
Mange af dem får en grim oplevelse. Sådan var det ikke med os fra arbejderhjem i 60 og 70´erne, vi havde lært at klare os selv, også på en fabrik med hårdt arbejde.

I dag er det de ufaglærte job der forsvinder. De ufaglærtes vilkår bliver stadig dårligere. Men ingen kæmper imod, for fagbevægelsen er selvtilfreds, solidariteten er væk, og arbejderne har travlt med at debattere frikadeller og muslimer. De er hoppet på mediernes limpind og stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti. De fatter ikke at disse partier vil alt andet end det bedste for almindelige lønmodtagere. Og samtidig gnider “den kreative klasse” sig i hænderne over lønmodtagernes dumhed.
Folk der stemmer Dansk folkeparti er slet ikke, som mange venstreorienterede går og tror, pensionister, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere eller andre syge og svage grupper i samfundet.
DF-vælgerne er fortørnede arbejdere som har ondt i røven over at de svageste i samfundet får hjælp. DF-vælgerne gider ikke velfærd.

Det er, som om fagbevægelsen har forladt os. De gode arbejdsforhold, vi normalt bryster os af i Danmark, hviler på mere end 100 års faglig kamp, men i dag synes der langt fra toppen af fagbevægelsen og ud til medlemmerne. 
Mange er endda slet ikke medlem af en fagforening og er de medlem så er den “gul”. De fatter simpelthen ikke forskellen.

Jeg havde lige haft et job på noget der hed O&N Electric. En dag og 45 minutter inden jeg gik min vej. De havde altid skilt ude ved vejen med besked om de søgte folk.
Så jeg fik arbejde med det samme jeg kom forbi. Fandt dog hurtigt ud af at værkføren var småtossede. Det fortalte de andre mig og det viste sig hurtigt at de havde ret. Men lad det ligge de var for længst nået til niveauet for deres egen inkompetence.

Jeg stod ved en maskine og udstansede hjørner på plader til kaffemaskiner. Da jeg havde lavet den første palle med plader, hvilket tog den første dag, kom værkføreren og sagde det gik for langsomt. Inden jeg nåede at svare var han gået igen. Det sagde han til alle nye fortalte de andre.
Næste dag kom han for sent eller mødte først 45 minutter efter mig. Det var derfor jeg nåede at være der i 45 minutter. Jeg opdagede nemlig, bag et forhæng, plader til resten af mit liv og det var mange når man nu kun var i begyndelsen af de tyve år.

Da han kom, sagde jeg til ham:
– Du han godt sende mit guld for det er en lorte arbejdsplads så jeg stopper nu.
– Hvad for noget sagde han, her holder man ikke op af sig selv – du er fyret.

Så fik jeg min løn for en dag og 45 minutter og gik over på den anden side af gaden hvor de søgte folk.
Det var en gummifabrik og formanden blev ved med at spørge mig om jeg havde problemer med ryggen. Det syntes jeg lød lidt for meget af slæbearbejde så gik i stedet ned på jernbanen og købte avisen. Her stod der masser af job for en rask ung mand, der trods vinterkulden gerne ville have et job. Der stod et job i det offentlige. Det måtte jeg prøve.

Jeg udfyldte de specielle formularer, vedlagde de krævede dokumenter og rettede mig uden indvending efter alle de bureaukratiske bestemmelser.
Adskillige uger senere kom min ansøgning retur sammen med alle dokumenterne. Nej, der var ikke noget i vejen med mine papirer; de var korrekt udfyldt; et officielt stempel viste at de var ankommet i god behold. Men i et ledsagende brev stod der:
– “De har på ansøgningen skrevet modtageren som staten men imidlertid har amtet overtaget disse arbejdsopgaver. De bedes derfor på ny fremsende dokumenterne til ministeriet under iagttagelse af at modtageren skal være amtet..”
Jeg begyndte at få mistanke om at den lokale arbejdsplads ikke havde monopol på inkompetence.

 

Vinden blæste frisk fra nord, og aftenen var bitterlig kold. Intet rørte sig. Den øde og tomme vej strakte sig hen mod fabrikken under de høje stjerner og forsvandt hen over mosen. Dødens stilhed hvilede over området.
Men jeg vidste meget vel at tomheden kun var en illusion. Det samme gjaldt stilheden. 
Med næsten desperat beslutsomhed kvalte jeg alle tanker om kulden og søvnigheden og koncentrerede mig udelukkende om, at holde øje med fabrikken.
Langsomt og med den yderste forsigtighed for ikke at gøre den mindste bevægelse eller nogen som helst støj, løftede jeg kikkerten og så igen ned mod fabrikken.
Det så ud som om der var nogen, der var ved at forlade stedet.
Med de samme omhyggelige, langsomme bevægelser rettede jeg mig op i knælende stilling og rettede geværet med kikkertsigtet mod fabrikkens hjørne, der førte hen til døren.
I kikkertsigtet kunne jeg se lysstrålen fra døren blive større og større. Jeg holdt vejret og mine fingre var helt rolige. Klar til at trykke på aftrækkeren, hvis det nu var mit offer der kom.
Nu kom der nogen ud, døren åbnede helt.
Satans tænkte jeg og sænkede geværet det var bare elektrikeren med sin hund. 
Jeg lagde mig ned og ventede og håbede ikke den skulle luftes her, hvor jeg lå. Jeg håbede ikke det blev nødvendigt at skulle myrde nogen, der ikke stod på min liste.

Det er det karakteristisk for mig – eller måske snarere for den jernhårde disciplin der var indarbejdet i mig – at mine tanker om fremtiden alle var strengt regulerede og udelukkende bevægede sig ad en ganske bestemt bane, frem mod et enkelt mål, en bestemt sags gennemførelse. Heller ikke her var der plads for de følelsesmæssige sidespring som normalt skulle ledsage overvejelser om det mulige i at gennemføre opgaven med held eller om de katastrofale følger det ville få hvis det mislykkedes for mig. Mit tidligere virke i en hemmelig tjeneste fornægtede sig ikke, selv så mange år senere.

Hunden nærmest trak sin ejermand over gaden og hen mod mig. Han kunne dårligt holde ham. 
En halvstor hvid hund. Godt det ville ikke blive noget problem tænkte jeg idet jeg langsomt lagde geværet fra mig og forsigtigt trak en lang kniv op af lommen.
Manden og hunden var nu nået over gaden og hunden havde fået fært af manden. Den trak alt hvad den kunne i halsbåndet.
– Hold så op med det pjat, sagde han til hunden, der er ikke noget derude.
Han hev vredt i hunden og trak den med ned mod enden af vejen.
Der var han heldig, tænkte jeg,
– Han aner ikke hvor tæt han var på at forlade dette liv sammen med hunden.

Nu var han og hunden 100 meter væk. Hunden sad på fortovet og sked.
- satans til svineri, tænkte jeg
han samler det garanteret ikke op. 
Måske skulle jeg nakke ham som straf men det var desværre udelukket, for pludselig var der for mange vidner som kom gående.
Man kan jo håber de glider i lorten tænkte jeg.

 

 

På plejehjemmet lå der lort alle steder. Personalet havde ikke tid til at komme forbi lige så tit som patienterne sked i bukserne eller på gulvet.
En af de mest spændende patienter var “skakspilleren”. Han lå i spændetrøje det meste af tiden, der spillede han blindskak mod sig selv. De troede han sov, men han var i en verden langt væk. En verden med sorte og hvide brikker i en kamp på liv og død som han gerne fortale om når han kom til sig selv.
Jeg havde nu ikke noget med plejen at gøre. Jeg var ansat i maskinhuset og kørte rundt i afdelingerne med mad og foretog reparationer af diverse apparater og installationer.

Når skakspilleren var i sine “gode perioder” og derfor var oppegående lurerede han på at stikke af og af og til lykkedes det for ham.
Han rendte altid ned i det nærliggende indkøbscenter, hvor han stjal is slik ud af hånden på de små børn. Han endte naturligvis på politistationen, hvor vi så kunne køre ned og hente ham.

Det er jo almindelig kendt, at nogle skakspillere er sindssyge. Igennem tiderne har der været flere af slagsen, der ikke har kunnet begå sig i samfundet, men når de satte sig til et skakbræt vandt de over alt og alle.
Sådan var min ven “skakspilleren”, når jeg ind imellem havde tid fik vi os en god snak. og af og til et parti skak. Jeg har jo selv dyrket skakkunsten og kunne derfor nemmere forstå hans tankegang.
Vi spillede altid blindskak, ingen grund til at sætte brikker op på et bræt, sagde han altid. Vi ved jo hvor de står.
Jeg havde nu lidt svært ved at huske alle brikkers placering hele partiet igennem så derfor var jeg et nemt offer.

Min makker, Knud blev hentet af politiet en dag vi gik og bar vasketøj op fra kælderen. Jeg så ham aldrig igen, det var noget med et pengeskab der blev tømt, men politiet kunne nu godt have ventet til de sidste sække var båret op. 
Jeg fik en ny makker.

Hans var ret god til at køre med traktor. Egentlig gik det på skift. Den ene dag kørte du og den næste dag stod du bag på og sørgede for at madvognen kom sikkert over rampen. Men Hans, der var min nye makker, efter Knud fik andet at se til, var så glad for at køre traktoren at han fik lov til det. Nogle skulle jo også snakke med personale og patienter når madvognen blev afleveret og hentet, og den opgave stod bagmanden for.
Det var ikke en uvæsentlig opgave at være bagmand. Der skulle flirtes med sygehjælpere og plejersker. Den gang skulle de naturligvis have et klem og et klask i røven når det bød sig. Og en ung mand midt i tyverne var jo bedst til den slags.

Herudover var der forskellige forsøg der skulle snakkes om. Nogle plejere havde spændende forsøg igang med hospitalsspritten. Der var godt nok tilsat æter men kogte man den først forsvandt det meste. Blandet op med cola kunne det give en kæmpe rus og det var vel meningen med den slags.

De fleste patienter var bæltefikseret så der var et stort forbrug af stiklagner og undertøj som plaskvåd af pis og andet blev smidt ned af en skakt til kælderen, hvor vi slaver så måtte bære dem op. Det kan man sikkert ikke få unge mennesker til i dag. Det gav ellers god motion når bare man holdt sækkene lidt væk fra kroppen og ikke tog stanken så alvorlig.
Senere på fabrikken var det “kalk” -sække der skulle bæres op. Forskellen var ikke så stor.
Men sækkene med gamle underbukser og stiklagner var ikke noget man havde lyst til at snuse nærmere til med mindre man var syg i hovedet. Men det var jo kun urin ikke lig det lugtede af.

 

Stanken fra lig er den værste lugt der findes. Sødligt og rigtigt guf for fluer og mider. I Frelsens hær tømte vi tit dødsboer hvor ejermanden havde ligget død i mange måneder. Ofte var der rester tilbage i madrasser og andet som bedemanden ikke havde fået med.
Et sted på Jagtvej lå der en hel paryk tilbage under dynen. Da jeg løftede op i den var den helt levende.
I dag er det jo blevet et trend at spise insekter og orme, men de mider og orme der røg ud her tvivler jeg på ret mange vil spise. Det er det samme med ål, de elsker at bore sig ind i lig, strandvaskere. Underligt at nogen vil spise ål. I Jylland kalder de dem iøvrigt bakkeål. Det var hugorme som jyderne slagtede og spise som ål. Det var billigere.

Madrasserne var hullede og fyldt med urin. Kvinden der havde ringet efter os havde en god forklaring:
– Min mor ville købe nye madrasser i Magasin og min far i Daells varehus…
– De kunne ikke blev enige og derfor fik de aldrig købt nye…..

Hos de mennesker der gav deres afdøde slægtninges effekter væk var det ikke alle der gav væk af et godt hjerte. Tit var vi ude for, at møbler var smadret og madrasser flået op, efter arvingernes jagt efter penge.

Hun var flov. Nok ikke over at hun ikke selv for længst havde købt nye til dem, men nok mere over at vi opdagede hvordan det stod til. Men ikke flov nok til bare selv at smide madrasserne ud. Hun kunne jo komme af med dem gratis ved at ringe til os. Mange gange tømte vi dødsboer, hvor folk som nævnt, havde ligget døde mange måneder i deres senge og først da stanken eller mider fik naboerne til at reagerer skete der noget. Som regel blev vi altid tilkaldt for at fjerne det ingen alligevel gad have.

 

Engang skulle vi tømme en hel lejlighed, hvor ejeren netop var afgået ved døden. Arvingerne havde forladt stedet. Der var stort set ikke noget tilbage der var intakt. Madrasser var splittet op, i deres jagt efter penge og andre værdier. Vi tømte lejligheden. Det meste blev kørt på lossepladsen og resten solgt fra organisationens loppemarked.

Kort tid efter var der en gammel kvinde, der ringede til organisationen og fortalte, at hun havde fundet så mange penge i en symaskine som hun gerne ville afleverer. Uheldigvis for organisationen havde kvinden også fortalt det til pressen, der lavede en historie ud af det og var med da hun afleverede de fundne penge. Omkring 80.000 kr.
Arvingerne fik deres penge og jeg lærte, at symaskiner skulle undersøges nøjere inden de blev afleveret i organisationen, så jeg fik æren som den, der afleverede store formuer.

 

En anden gang rullede der en 25 øre ud af et møbel, som vi skulle have med fra en anden ældre dame. Da den rullede ned på gulvet og hen foran hendes fødder samlede jeg den op og gav hende den. Efter nogen tid blev jeg kaldt ind til organisationens leder der gav mig en check på 250 kr. Denne skulle afleveres til den ærlige medarbejder, som havde afleveret en funden 25 øre.

Jeg fik checken og chefen hængte brevet op i en ramme over sit skrivebord. Den slags breve var man ikke vandt til at modtage. For mig var det en meget fin anbefaling da der en dag manglede et tobaksskab, som vi havde hentet hos en kunde. Dette kendte jeg absolut intet til..

På vores rute, når vi tømte tøjcontainere kom vi af og til forbi KFUM ved Sandholmlejren i Allerød. Jeg kendte stedet godt fra min tid som soldat ved livgarden. Lederen af KFUM var så hellig, at der blev skruet op for lyset på de film der blev vist for soldaterne, når der var lidt bart og kysseri.

På lokummet i kælderen stod der i øvrigt skrevet
– Jeg er en stakkels rekrut med over 300 dage tilbage..
Neden under var der en der havde skrevet:
– Det skal du ikke være ked af kammerat, for Jesus er med dig alligevel og KFUM Mutter er villig når manden er i kirke.
Om det stadig står der ved jeg ikke, nu hvor andre har taget over, men det var en kendt sag at der var noget sandhed i teksten.

Min makker og jeg havde naturligvis udstyret i orden. Vi var jo kun almindelige lønslaver men havde alligevel taget kasketter på med Frelsermærkatet, hvilket gav gratis pølser med brød i kantinen.
De unge ved disken så meget op til Frelsens hær og håbede en dag at komme ind i organisationen.

 

På enhver arbejdsplads er der en Lars-Jørgen. Han kunne også hedde Gunnar- Steen, men nu kalder vi ham Lars-Jørgen, hvad han naturligvis ikke hedder, men for nemheds skyld.
Lars-Jørgen, er kendt som et ukollegialt røvhul. Det var kun egne interesser der drev ham. Han opførte sig indsmigrende, viste kritikløs beundring for socialt højerestående personer og samtidig føle sig vigtigere el. finere end andre. Han var godt til at møve sig ind i “såkaldte tillidsposter” hvorfra han kunne manipulerer sine omgivelser. Kunne han stikke de andre på arbejdspladsen og derved opnå fordel var han ikke længe om at føre det ud i livet. På nogle arbejdspladser var der mange af hans slags. Det kunne naturligvis også være en kvinde. Dorthe-Lise for eksempel eller hvad vi nu skal navngive hende. Jeg er sikker på at læseren selv kan sætte navn på.

Det lykkedes dem naturligvis kun fordi alt for mange, for længst var nået til niveauet for deres egen inkompetance.
Men uanset hvor han førte sig frem havde kollegaerne for længst afsløret ham. For nemheds skyld siger vi “ham”. Hans falske grin eller måde at indgyde sig på var kendt af alle. Ofte sad han helt alene til de indkaldte møder. Ikke mange gad at bruge tid på ham. De fleste havde gættet hvad han ville sige minutter før han afsluttede sin sætning. Hvad han ellers fik tiden til at gå med viste ingen.

 

Det er almindeligt kendt at tredie generation i et familieforetagende ofte bliver årsag til foretagenes endeligt. En af årsagerne var ansættelse af nye direktører. Tidligere var det mere beskedne titler som afdelings eller funktionschefer. Men nu skulle det være direktører. Om disse direktører var hældt ud andre steder blev der ikke snakket højt om. Tværtimod blev der hængt opslag op med alle deres bedrifter og her blev det ikke nævnt den slags bagateller. Det blev dog altid afsløret, det er nemt at søge et navn på nettet. Om årsagen til denne pludselige ændring står hen i det uvisse men mange mener ikke det var et klogt valg.
Igennem 40-50 år var medarbejdernes viden årsag til fabrikkens succes. De startede alle som montører, lærte håndværket indefra og de dygtigste af dem kom videre op i systemet og endte helt oppe i direktørstillinger. Dette betød naturligvis at der var vægt bag deres måde at lede firmaet på og den afgørende årsag til firmaets ledende position på markedet. De havde deres viden om produktet også blandt kunderne hvor produktet blev brugt.

At fabrikken alligevel ikke straks gik neden om og hjem med de nye direktørledelser skyldes udelukkende medarbejdere som havde været ansat i mange år. De var ikke som de nye ledere nået til niveauet for deres egen inkompetance, inden de startede deres job. Men det holder jo ikke evigt. Mange vil gå på pension og andre vil finde nye og bedre job og atter andre vil blive arbejdsløse.

I de “Frigjorte af John Nehm” fortælles om Viggo Hansen, der i den første arbejdsløshedsperiode var taget af sted om morgenen som sædvanligt.
Drukket sin kaffe hastigt ved køkkenbordet. Bladret lidt i avisen og holdt øje med
klokken. Og Oda havde rystet på hovedet og brokket sig: Hvor han skulle hen så tidligt? Og nu havde han da endelig fået en chance for at sove længe om morgenen, og
det var da noget underligt noget.
Det var ikke en følelse jeg oplevede som pensionist, for jeg havde jo selv valgt det og det gør sikkert en stor forskel.

 

På fabrikken var der en årerække en montør som vel nok mest var kendt for at have fejlet alverdens sygdomme. Den eneste sygdom, han ikke mente at have var hypokonder, men på den anden side selv en hypokonder kunne blive syg.

Vi andre kunne med fordel spørge Kurt, som i virkeligheden hed noget andet, om den skade eller skavank vi nu havde pådraget os kunne give i antal sygedage.
Jeg skar mig engang i hånden på en rusten jernbæring i en beholder ude på Emdrupvej. Jeg smed noget kalk på men det blev sgu ved med at bløde så jeg måtte kravle ud af beholderen og vikle en klud om.
Kurt kunne straks fortælle mig at det var meget alvorligt og jeg måtte på skadestuen.
Da jeg kom tilbage viste jeg først min forbundne hånd gennem døren.
– Ved i hvad det betyder, sagde jeg
– Du gjorde det med vilje, sagde Erik
– Det tagere mindst 14 dage sagde Kurt
Med til historien hører at de 6 beholdere hos Albert ikke var de sjoveste. Dæksel i bunden 4-5 meter høje, med kappe og næsten umulige at køle ned.

– Du kan jo nok forstå, sagde Flemming til Albert, og fortsatte
– Hvis man har dårligt hjerte kan de varme beholdere slå en ihjel.
Det faldt ikke i god jord hos Albert der sagde:
– Nu har jeg passet denne ejendom i 40 år og da jeres direktør var knægt kom hans far her og rensede beholdere.
Vi har altid startet med en øl og bagefter blev beholderne renset uden problemer, selv om de var lidt varme. Og sådan fortsætter vi, ellers må jeg ringe op og sige at de næste gang skal sende nogle mænd, der kan klare opgaven.
Efterfølgende ringede Albert til den tekniske direktør og brokkede sig over at firmaet sendte folk med hjerteproblemer.

I planlægningen sad en tidligere tekniker der af mystiske årsager ikke længere kørte ude men nu styrede planlægningen af montører. Et af han største problemer var Kurt. Enten var han syg eller også aflyste han det ene anlæg efter det andet.
Hvergang planlæggeren troede at nu fik han ramt på ham, smuttede Kurt fra ham.

En dag Kurt havde taget røven på ham, skrev jeg på en rapport, som naturligvis blev sendt uden afsender:

Og katten efter rotten sprang og fik en næse nok så lang!

Meningen var at fortælle planlæggeren at endnu engang havde Kurt taget røven på ham.
Det blev totalt misforstået. Det var på samme tid hvor der skete andre ting i firmaet og rapporten røg helt op til direktøren, der var meget vred over de blev betragtet som rotter.
Planlæggeren var dog godt klar over hvordan det hang sammen, for det fortalte jeg allerede inden det var nået så langt, men det var åbenbart sjovere at køre videre på misforståelsen.
Men det gav jo så lidt morskab og fornøjelse for dem der ikke havde andet at lave. Det var det rene politik, som man ser i de politiske partier.

 

Jeg har prøvet en del i politik. Jeg har været medlem af adskillige partier, ofte flere på samme tid. Dette for at undersøge det politiske klima indefra. Fælles for alle partier er det samme. De vil blæse på medlemmerne. Det handler kun om at fremme egne interesser. Og egne interesser er i den forbindelse magthaverne i partiet.
Lige efter valgt bliver alle de upopulære ting vedtaget, især på lokalt plan. Folkets hukommelse er kort og der er lang tid til næste valg. Det er fuldstændigt lige meget hvilket parti du har stemt på når først de går igang med plattenslagerierne.

De nye hellige er meningsdannerne, politikere, præster, spindoktorer, journalister, mediefolk og andre af den type. Alle er de frelste med de rigtige meninger. Alle dem der aldrig har prøvet, men kun hørt eller læst om det de udtaler sig om. I befolkningen som helhed udgør disse mennesker en meget lille minoritet De prædiker moral, etik og alt det de mener andre burde gøre, uden de dog selv kan leve op til noget af det.
De nye hellige sidder gerne i råd og nævn og brugergrupper hvor de kan få  ørenlyd. Især i grupper, hvor de kan fortælle andre hvad der er det rigtige. De politiske partier er fyldt op med dem, især Det Radikale Venstre, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og SF. Men ingen partier kan sige sig fri for dem. Også Dansk Folkeparti, der i denne sammenhæng påtager sig offerrollen, hører til de nye hellige.

Præsterne er blevet populære meningsdannere. Aldrig tidligere har der været så mange præster, der har optrådt med deres holdninger til alt muligt andet end lige netop søndagens prædiken. De er farisæer, som Jesus revsede hvergang lejlighed bød sig? De farisæere og skriftkloge, hvorom Jesus sagde, at de pålagde mennesket urimelige byrder, men selv intet gav. De farisæere, hvorom Jesus sagde, at de forhindrede mennesket fra at ernære sig ved visdommens trug, mens de selv ikke ønskede at spise deraf?
De nye hellige taler om, rygning, cykelhjelm, dræbersnegle, tremmekalve og burhøns, overtrædelse af menneskerettigheder, forurening, børnearbejde. Alt dette kan man høre fra folk, der hygger sig med deres burgrisesteg, kører i deres forurenende bil, og ikke bekymrer sig om deres te og kaffe, omend den er rigelig dyr, er plukket af arbejdere, der lever under eksistensminimum.

Fælles for mange af de nye hellige er de har indflydelse, eftersom vi lever i et mediesamfund. De er, eller har adgang til medierne og fører sig frem på slap linie i prime time. De har en politisk dagsorden, hvor den eneste klasse de kender er den kreative. De aner intet om klassekamp eller merværdi.
De nye hellige er lige som andre religiøse sekter kun krusninger i den historiske overflade. Og ja, McDonalds medarbejderen der bare vil være rig og have en fed bil, er mere ærlig.

Jeg er anarkist og lad mig slå fast “hvad anarkismen ikke er, som russeren Aleksander Berkman gjorde det for hundrede år siden i Anarkismens ABC:
– Anarkisme er ikke bomber, barbari og kaos, den er ikke drab og røveri og alles krig mod alle. Anarkismen er det modsatte af alt dét og indebærer, at alle skal være frie, at ingen skal herske over andre, bestjæle dem, koste rundt med dem eller påtvinge dem noget. Alle skal have mulighed for at leve det liv de vil leve med samme friheder og rettigheder. Ingen undertrykkelse og gensidig udbytning, ingen monopoldannelser, ingen fattigdom. En samfundsform hvor alle er frie og lige og har samme adgang til goder i et velordnet og fornuftigt liv.
Det har altid heddet sig, at anarkister smider bomber og går ind for vold, og anarki er for de fleste identisk med lovløshed og uorden, men det er kapitalismen og regeringsmagten der står for vold og uorden, anarkismen står for orden uden regeringsmagt og for fred uden vold. Uorden er resultatet af autoritet og tvang. Frihed er forudsætning for orden.
Mit sidste politiske projekt vat Lokallisten. Det var naturligvis håbløst at blive valgt ind når man ikke ville højre eller venstreorienterede meninger.
Et flertal af politikerne er til fals for uvidenhed kombineret med påståelighed, dårlig information, dovenskab, intimidering, okkupering af medier og dårlig journalistik, spin doktorer, investeret interesse, og levebrødsprofessionalisme. Jeg venter på politikere, som ikke søger magten og vil påtage sig at forvalte den ud fra et ansvar for deres medmennesker og deres børns generation. Disse politikere findes ikke længere. Og kommer formentlig aldrig.

Nu er der sikkert mange med de rigtige meninger der vil råbe op og påstå at sofavælgere er politisk uvidende. Men også sofavælgere har ret til at brokke sig. For de har nemlig i højere grad end resten af vælgerkorpset, givet udtryk for deres mening. Der ligger nemlig en politisk bevidsthed bag mange af de sofavælgeres valg, som man ellers ville kategorisere som politisk ubevidste.
Andre vil måske vil mene, at så kan man stemme blank. Det kan man dog ikke, for blanke stemmer kan ikke sammenlignes med sofavælgere. Blanke stemmer bliver optalt, og de kan ses i de mest detaljerede statistikker over det enkelte valg, men ellers har de meget hurtigt en tendens til at forsvinde. Hvad der står tilbage, når valget er slut er mandatfordelingen og valgdeltagelsen. En blank stemme har derfor hurtigt en tendens til at virke modsat af den virkning, den burde have: Den presser valgdeltagelsen op og forsvinder derefter ud af systemet og afslører dermed ikke den uoverensstemmelse, den gerne skulle have været et udtryk for. Den blanke stemme er dermed en ren narresut, der blot tjener politikernes sag og ikke protestvælgeren.

Og hvad så med alle dem der stemmer. De har naturligvis sat sig ind i sagerne og er klar over hvorfor de stemmer som de gør, eller hvad? Kan du med god samvittighed sige du har sat dig ind i tingene?
Vælgerne tager deres stemmeseddel og går hen på den lokale folkeskole på valgdagen efter arbejde og sætter et kryds ud for et næsten tilfældigt navn, som han/hun har hørt noget om, hvorefter han/hun går hjem og spiser spaghetti med kødsovs, sætter sig foran fjernsynet, ser Luksusfælden, sænker underkæben udsiger et ‘øøh’ og glemmer alt om verden. Vælgeren regner herefter med, at professionelle politikere sørger for at tage vare på de fleste af vedkommendes relationer til den truende omverden, og at de først igen om ca. 4 år igen behøver at stemme til valget.

 

 

Et rigtigt udført mord kan være smukt. Ikke som at stikke nogens øje ud eller smadre ham med en økse. Det er planlægningen der gør handlingen smuk.
Mit tjekkisk halvautomatisk gevær med kikkertsigte havde indfangede mit offer, var timen inde nu?
En dyb vejrtrækning, intet kunne påvirke det gode sigte….

En tanke om “2. Notesbog”

  1. Hvilken dejlig historie på en grå lørdag.
    Spændende om ofret overlever ?
    Eller det er nok ikke så væsenligt, som de mange anekdoter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *