1. Notesbog

FLYGT, ALT ER OPDAGET

 Jeg sendte et brev til ti af mine venner hvor jeg skrev:
Flygt, alt er opdaget
Fire af modtagerne pakkede straks deres kuffert og forlod byen,
vi har alle vores små hemmeligheder

 

I kikkertsigtets infrarøde lys lignede han ikke den mand jeg havde arbejdet sammen med i så mange år. Tværtimod. Det var bare en mørk skikkelse mod kontorets halvstore snavsede vinduer.

Han sad præcis, hvor jeg ville have ham. Jeg havde observeret ham gennem lang tid, så det kom ikke som nogen overraskelse.

Jeg har aldrig været en voldelig mand. Jeg har aldrig i hele mit liv haft lyst til at slå nogen ihjel. Jeg kan naturligvis blive lidt ophidset her og der, jo da, men ikke noget ønske om for alvor at gøre nogen fortræd. Ingen ødelæggelsestrang. Så det er klart, at jeg på det punkt har overrasket mig selv. Et mord er ligesom alkohol eller sex, det er ikke noget, som opstår ud af den blå luft, det er en proces. Man lægger næsten ikke mærke til, at trangen til død kryber ind på en, ganske enkelt fordi man er moden til den, og den kommer belejligt.

Vi betvivler myndighedernes ret til at dræbe, konfiskere og indespærre. Hvis en privatperson gjorde sig skyldig i noget af dét staten foretager sig jævnligt, ville vi stemple ham som morder, tyv og svindler. Men så længe den vold der øves er ”lovlig”, godtager vi den. ” Den vold jeg om lidt skule udføre ville aldrig kunne godtages som “lovlig”, men i min optik var den nødvendig om så staten kunne godkende det eller ej.

Nu var det jo ikke således at jeg mente at alle på “fabrikken”, havde fortjent at dø. Mange af mine tidligere kollegaer holdt jeg ualmindeligt meget af. Og nogle få endda særdeles godt. Der var naturligvis også flere, der var mig ligegyldige, hvilket formentligt var gengældt. Sidst men absolut ikke mindst, var der de få, som ikke havde fortjent at leve længere.

Om det var almindelig retfærdighedstrang der var årsagen til min opfattelse vil jeg lade være usagt.

Men der findes mennesker, der ikke fortjener at leve længere. Hvis vi nu alle bare kunne få lov til at slå en person ihjel ville mange problemer være løst. Men spørgsmålet vil nok være om der er nogen tilbage, når vi alle har skaffet en af vejen.

– Egentlig er jeg slet ikke noget ondt menneske, tænkte jeg. Det var ydre omstændigheder, andre mennesker, som tvang mig til handlinger som den, jeg måtte udføre snarrest.

Hans hoved var utydeligt i kikkertsigtets øje, lignede nærmest en stor rød vandmelon. Tiden var ikke inde endnu, jeg måtte vente endnu en tid før jeg trykkede på aftrækkeren. Men det er en kamp mod tiden, mit syn er blevet dårligere.

– Mon hovedet eksploderer på samme måde som de vandmeloner jeg i gennem lang tid har øvet mig på, tænkte jeg.

Jeg kendte mit offer så godt efter så mange år i samme firma. Som lille var han en ganske pæn dreng, for pæn ville nogen måske sige. I underskolen viste han især en forbløffende evne ud i fysikken og kemiens verden. Men hans største interesse var nok hans sygelige trang til at se nogen lide. Han havde fortalt, at han allerede som barn var lidt klejn i det og han fik som regel bank af de større drenge på vej hjem fra skole, men han klarede sig på forbløffende vis ved list i mange tilfælde. Når han fik tæsk og buksevand afreagerede han, når han kom hjem,  ved at hive vingerne af en flue. Han kunne sidde i timevis og betragte dens vingeløse krop der vred sig i kramper. Dette var en skavank, som ingen bemærkede.
Han arbejdede som regel lidt længere end alle de andre. Det gav ham muligheder for at gå rundt og snuse på de andre medarbejders skriveborde og i deres papirkurve. Når man ikke er egnet til sit arbejde må man skaffe sig fordele på andre måder.

Jeg lå helt stille på min plads i mosen og observerede. En and svømmer lidt rundt i mosehullet ved siden af mig, sikkert Anders And, tænkte jeg og tænkte på min jobsamtale for så mange år siden.

– Vi er en stor familie, der alle udfører det som er aftalt, fortalte direktøren til ansættelses samtalen. Når du er færdig med at rense de aftalte tre beholdere har du fyraften også selv om det er før tid. Er der dage hvor du må arbejde lidt længere skriver du naturligvis ikke overtid på. Det skulle siden vise sig at det var ønsketænkning.

Det tog sjældent mere end 4-5 timer at rense de tre beholdere og tog det længere tid blev der skrevet overtid på.

At rense beholdere dengang var en kunst i sig selv. Vi smed alt tøjet, trak i en, ofte våd og brugt, kedeldragt eller nøjes med bar røv og kravlede ind i beholderen gennem et mandedæksel. Det foregik i bare tæer, selv om det var forbudt, men det var godt mod fodsved.

Det var direktørens vandsåler ikke som vi engang alle måtte afprøve. En fed fidus mente han, men de kom vist aldrig i produktion. Måske fordi man kunne købe nogle tilsvarende til den halve pris i Brugsen, eller hvor det nu var.

Vi skulle skrabe beholderne ned for kalk, slim og møg? Til det brugte vi en trekantskraber, som man skulle passe på ikke at træde på med de bare tæer. Vi havde kun 4-5 kedeldragter med til en hel uges arbejde. Det var ikke mange til 15 beholdere, der ofte var meget utætte. Det er anderledes i dag, der bliver slet ikke kravlet ind i beholdere og resultatet er jo også derefter, men kravet til kvalitet ændrer sig jo med årerne.

Ofte arbejdede vi til langt ud på aftenen for at blive før færdig med de 15 beholdere. Ikke altid for at tage tidligere hjem, men der var jo andre ting en rask ung mand kunne foretage sig efter arbejde og så slap man jo også for at gå tur med hunden.

En vinteraften, hvor vi var flere montører igang, syntes vi det var sjovt at løbe mellem beholderne på begge sider af vejen i bar røv. Det var en beholder i hver boligblok. Det var jo bare over vejen og ind i den næste beholder.

Lige midt på vejen i snestorm blev den nøgne montør fanget i billygterne af en politibil. De stoppede ikke. Også dengang havde politiet travlt med så meget andet. Da en anden montør rendte over vejen lidt senere, også i bar røv og gummistøvler kom politibilen tilbage. Dennegang stoppede politibilen heller ikke. De har nok ikke troet deres egne øjne.

Efter en måneds oplæring i beholderrensning blev jeg sendt til Jylland.

Jeg var 14 år da jeg kom til Jylland første gang i mit liv. Det var med skolen. Som børn af en fattig kreaturpasser, som oven i købet var spiller eller ludoman var tilværelsen ikke bestemt til luksus. Ferie var der ikke noget af. Og Jylland anede vi dårligt nok hvad var. Hul i tøj og sko var dagens orden, hvis vi i det hele taget havde nogle sko. Som børn rendte vi altid i bare tæer, men det var jo også altid sommer dengang.

Jeg gik i skole sidst i 50´erne og mere end halvdelen af 60´erne. De børn der havde velhavende forældre sad forrest i klassen, husmandsbørn og arbejderbørn sad bagerst i klassen.

Det var ikke god pædagogik, men det var tingenes selvfølgelige orden.

Jeg sad bagerst sammen med andre fattige børn. Vi blev sjældent spurgt om noget og skete det endeligt og vi ikke kunne svare, hvad vi oftest ikke kunne, blev der uddelt øretæver. Eller vi blev mobbet af læren på grund af vores slidte tøj, udseende eller hvilke ondskabsfuldheder han kunne finde på.

Vi lærte hurtigt i skolen, som på de første arbejdspladser, kæft trit og retning. Det betød, at vi skulle holde vores mund, og kun tale, når vi blev spurgt. Vi havde bare at gøre, hvad der blev sagt. Vi skulle ikke spørge om hvorfor, vi skulle bare gøre det. Men, som det i dag er normalt at sige til børn med et fremmed efternavn at de “ikke er gode nok” på samme måde var det med os. Nogle ville ikke i længden finde sig i det.

Første år jeg arbejdede på fabrikken mødte jeg min gamle gymnastiklærer i en svømmehal, hvor jeg skulle måle et anlæg. Han var ansat som bademester. Jeg genkendte ham med det samme og han mig. Jeg syntes han var skrumpet noget med årene der var gået, men i virkeligheden var det mig der ikke længere var en lille knægt, som han kun give øretæver.

– Kan du huske dengang, du gav mig øretæver, sagde jeg

– Øh, hvad mener du?

Nu er jeg jo en fredelig mand så det hele endte med vi fik en snak om gamle dage, men mon ikke han skulle kikke efter i underbukserne når jeg var gået.

Jeg og andre børn af fattige forældre blev placeret i kategorien af dem der var opgivet på forhånd. At nogle af os kunne langt mere og var klogere end flere af de velstillede forældres børn talte ikke med. Vi havde jo ikke forældre, der interesserede sig for vores skolegang, som kunne protesterer. De var vel også ligeglade når det kom til stykket.

At vi ikke hjemmefra havde fået nogen form for opdragelse og ikke anede hvordan man skulle opføre sig var nok med til at give os denne placering.

I det hele taget blev der aldrig stillet nogen krav til os børn i min barndom. Ingen fortalte os fx hvornår vi skulle være hjemme eller interesserede sig for hvor vi gik. Vi lærte selv, helt fra små at styre vores eget liv.

Den “gamles hovedbeskæftigelse ” når han ikke passede kreaturer eller senere arbejdede på en fabrik var tips og duer. Under krigen slog han sekseren op men det er en anden historie.

Hver søndag gennemgik han stakken af tipskuponer. Når han en gang imellem vandt “den store gevinst”, der dog var brøkdele af det han havde spillet for var der glæde i det lille hjem. Ugen efter blev der derfor mulighed for at spille et endnu større system.

Det var nu ikke kun tips han brugte sine penge på. Brevduerne havde en stor plads i hans hjerte. Især var der en due som hed Bamselejse, der var det helt store i mange sæsoner. Den due vandt han mange penge på og tabte endnu flere når duen ikke havde medvind.

Det var ikke så lige til at spille på duer. Der var noget med vindretninger og skov og vand. Duer flyver ikke gerne over skov og vand på grund af duehøge, så det kunne blive en længere flyvetur. Men alt dette var far naturligvis inde i. Der blev brugt mange timer med at studere ruten og ofte blev den kørt på knallert inden løbet.

Jeg husker engang, da vi boede i Holbæk. Vi flyttede ret tit. Når bønderne solgte køerne fandt den gamle en ny bonde der havde køer. Da min ældste bror foreslog ham at tage arbejde på en fabrik råbte han og skreg som en sindssyg “

– jeg kan ikke kaste mig ud i det uvisse”.

Due totalisatoren ventede og han kunne ikke starte knallerten og due totalisatoren i Roskilde lukkede klokken 16, køerne skulle malkes klokken 17 så manden havde travlt. Han løb ned af vejen med knallerten og råbte

– “Det gælder liv eller død”, men lige meget hjalp det. Han forsøgte ar blaffe, men han så alt for vild ud, så ingen turde stoppe og tage ham med. Den uge blev der ikke spillet på Bamselejse  som naturligvis vandt.

Studier viser at kommunikationen mellem hjerneområder er svækket hos mennesker, der lider af ludomani. Det indikerer, at lidelsen snarere skyldes en afvigelse i hjernen end en svag karakter.

Tja, Hvorfor drikker Jeppe? Eller hvorfor spiller Gunnar?

Når duer og tips havde fået deres penge var der ikke meget tilbage. Han styrede jo selv økonomien i det lille hjem. Mors løn blev udbetalt til ham. At vi ikke sultede ihjel skyldes det faktum at landarbejdere havde både bolig og have som en del af jobbet. Mælk fik de på gården og de fleste grøntsager dyrkede vi selv. Det var ikke altid vi fik kød, med set i bakspejlet er det nu ikke så usundt endda. Og den dag i dag er det jo min livsstil at undvære kød.

Nu skal man ikke tro at vi hader vores forældre fordi vi var fattige og alle pengene blev spillet op. Vi anede jo ikke, at det ikke skulle være sådan. Vi troede at det var normalt og andre bare var mere heldige end os. Senere i livet som buddhist lærere jeg at held og uheld ikke eksisterede.

På trods af min manglende erfaring og viden gik jeg efter skoletiden, som var alt for kort, ud i verden med oprejst pande klar til de udfordringer der måtte komme og uanset hvor jeg gik, var det med hele mit hjerte.

Jeg fik jeg at vide, at de mænd der befandt sig oppe på rangstigen vidste hvad de gjorde. Man sagde til mig: “Husk, jo mere du ved, jo længere vil du drive det.

Jeg fandt hurtigt ud af at dette ikke var helt rigtigt. Det er nemlig ikke kun viden der får dig op på toppen af rangstien. Gode forbindelser, bedrag, løgn  og rige forældre er langt vigtigere. Og derfor er mange folk højere oppe i hierarkiet, nået videre end evner kunne bære. Dem der har forfremmet dem derop, vil naturligvis ikke indrømme deres fejl og uanset hvor mange gange de handler på en måde, så opvakte personer kan se at grænserne for vedkommendes talent er blevet passeret, har det sjældent den konsekvens, at yderligere fremgang ophører. Og langt mindre at deres handlinger bliver afsløret.

Et af de første job jeg havde var på en fabrik, hvor man lavede stikkontakter.

Jeg arbejde på lageret sammen med to andre. Det var også mig, der som sidst ankomne og den yngste fik alt det hårde arbejde. De to andre brugte det meste af tiden med at drikke øl og diskuterer verdenssituationen.

Den ene var eksistensidealist fordi han engang havde læst noget af Søren Kirkegaard. Den anden var kommunist, tidligere KZ fange under krigen og nu rød tillidsmand.

Ingen tvivl om at de to retninger påvirkende en ung mand som mig.

Eksistensidealisten rablede de samme sætninger fra “Enten Eller”, dag efter dag.

“Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.”

Når man så hans kone var jeg ikke i tvivl om at han fortrød det.

Det var sikkert det eneste han kendte fra Søren Kirkegaard, men han gentog det så tit at jeg efterhånden kunne det udenad.

Kommunisten derimod var godt skolet, han havde været i Sovjetunionen på skole og var vel det man kalder en ægte stalinist. Vi havde mange spændende og dybsindige samtaler om den materialistiske historieopfattelse og merværdi. Jeg tror de færreste overhovedet aner hvad merværdi er i dag, men kort fortalt er det de penge som kapitalisten stopper i lommen, når produktionsomkostninger og salgspris trækkes fra hinanden.

– Vi er vel under den samme kappe, sagde han ofte til mig

Det var i de år hvor man på de københavnske husmure kunne se teksten “Tak Kina”, Under Mao Zedong blev den første kinesiske satellit opsendt i 1970

– Muligvis svarede jeg og hev Mao´es den lille røde op af lommen og gav ham mit ynglingscitat.

– Vi kommunister må ikke ringeagte dem der er politisk tilbagestående, vi skal derimod hjælpe dem frem til den rette opfattelse….

– Det behøver jeg ikke en bog for at vide, sagde han til mig..

Når der kom produkter fra produktionshallen var det mig der måtte pakke det i kasser. De to andre havde ikke tid for der var altid et eller andet problem der skulle diskuteres og løses før de kunne gå igang med det de var ansat til. Der skulle også lige drikkes en masse øller eller sort kaffe med snaps tilsat.

– Du er ung og frisk, sagde de til mig – det er en fordel at du får brugt kroppen.

Forvalteren kom forbi en gang imellem, men han sagde aldrig noget. Bare kasserne kom ud af lageret til aftalt tid var han fuldstændig ligeglad med hvordan og hvem der sørgede for det. Den slags chefer har jeg mødt mange af gennem mit arbejdsliv. Chefer der for længst er nået til niveauet for deres egen inkompetance. Ja det er vel nærmest mere reglen en undtagelsen.

Det var nogle skønne år og på trods af slid og slæb dagen lang stod livets dør åben for mig.

Mit kommende offer havde alle de symptomer som kendetegner en psykopat. Danske arbejdspladser rummer op mod 50.000 psykopater, kan man læse på Google – og her er der tale om fuldblodspsykopater. Dertil kommer dem, der blot har psykopatiske træk og forskellige personlighedsforstyrrelser. De er ofte vanskelige at få øje på og komme af med, og så er de et alvorligt problem for arbejdsmiljøet og produktiviteten, advarer eksperter. Størstedelen af psykopaterne lever et liv, som udefra ser helt almindeligt ud – de går rundt mellem dig og mig.

Nogle mener at halvdelen af de skader, der bliver forvoldt i denne verden, skyldes folk med et overdrevet behov for at føle sig betydningsfulde. De har ikke til hensigt at gøre skade, skaden interesserer dem bare ikke, de har ingen fornemmelse for den, de ser den ikke – eller de retfærdiggør den, når den er sket, fordi de er så opslugt af at synes godt om sig selv.

I de 40 år jeg arbejdede i virksomheden, har jeg set ledere og medarbejdere komme og gå.

Da jeg selv gik blev jeg opfordret til at fortælle alt om mine snart tidligere kollegere, nu da jeg jo ikke længere havde noget i klemme, som han sagde. Efterfølgende erfarede jeg at andre, der holdt op fik samme tilbud.

Dette blev naturligvis afslået, hvad de fleste sikkert ville, men hvad med fedterøvene og morakkerne bliver de modtaget med åbne arme?

De første år jeg var ansat på fabrikken havde vi en ingeniør, tekniker eller sælger, eller noget i den stil.

Jeg har glemt hvad han hed men han var utrolig gavmild når vi var i byen på vores rejser. Der blev givet drinks til alle og det var ikke kun kollegaerne fra fabrikken, men hele værtshuset. Betalingen foregik med firmaets check. Det forlyder at direktøren havde store problemer  med at få ham til at forstå hvad han skulle betale og hvad der var fabrikkens andel.

Han levede livet for fuld udblæsning. Han var høj og tynd, havde sit væsen med sig, var venlig og havde blink i øjet.

På grund af vellevned var han ikke køn, men kvinderne hang på ryggen af ham. Nok ikke på grund af hans udseende, men som nævnt var han meget generøs.

Det endte som regel med han blev rullet og måtte låne penge af os andre.

En aften han var ret så bedugget skulle han på toilettet, men han var bange for at blive rullet. Derfor gik han ind på dametoilettet.

Han mente, at han var kommet derind for at skulle tisse. Det var han ikke, blev han klar over, da han pludselig sked i bukserne.

Han forsøgte at skylle underbukser ud i toilettet. Det kunne han ikke. Underbukserne stoppede toilettet, så vandet løb over og skyllede ud under døren. Han opgav. Trak sine bukser på, lynede dem så langt op han kunne.

Da han senere kom hjem til konen havde han glemt at han ikke havde nogle underbukser på. Jeg fandt aldrig ud af hvordan han klarede sig ud af den sag.

Han var nu ikke den eneste direktøren havde problemer med når det handlede om penge. Dels var der i firmaet en ret så rød tillidsmand på de tider men der var også andre der havde fundet på fiduser.

– Man stjæler ikke fra sin gamle mor, sagde direktøren dengang.

Årsagen var den simple at nogle værkstedsfolk havde fundet en god fidus. Alle anoder blev klippet 10 centimeter kortere end det fremgik af tegningen. Derved blev der nogle kilo aluminium i overskud, der røg direkte til produkthandleren.

Herudover var det ikke altid kun gammelt og brugt aluminium som montørerne solgte samme sted. Det blev opdaget men da det var blevet en kutyme gennem mange år blev det kun takseret til en advarsel.

Det var ikke meget anderledes dengang jeg havde et job i Frelsens hær. Jeg skulle tømme dødsboer og hente møbler og andet ragelse som folk i deres godhed gav til hæren.

Da jeg blev ansat sagde kørselschefen til mig.

– Hvis du drikker en øl får du en advarsel og hvis du drikker en mere, og det er lige meget om der er tre måneder imellem, så bliver du fyret!

Og han fortsatte

– Lønnen er ikke andet end almisser men til gengæld er Jesus med dig.

Min tildelte makker blev kaldt Gokke, han drak 8 Havskum på en arbejdsdag og vel lige så meget efter fyraften. Jeg ved ikke om det stadig er muligt at købe Havskum, men det var en stærk øl af portertypen. Af uransaglige årsager havde han ikke noget kørekort længere. Han var blevet dømt på indicier, fortalte han. Han lå og sov med alt tøjet på og bilnøglerne i lommen da han blev vækket i sin brandert af politiet. Hans bil var banket ind i et vejtræ ude på vejen og motoren var stadig varm. Men det var naturligvis ikke ham, der havde kørte bilen fortalte han mig.

Vi havde fået en liste med steder, hvor vi skulle hente møbler og hvad folk ellers ville give til organisationen. Gokke, der havde været flere år i hæren, styrede ruten. Vi startede med at køre på “den døde høne” et værtshus eller cafe, eller hvordan man nu så på det. Det viste sig at alle de andre i kørselsafdelingen også var her da vi ankom.

Der blev vi 2 timer. Der var en spilleautomat, som de alle var meget interesseret i. Kvinden der ejede “den døde høne” udbetalte nemlig kontanter for de point de havde opnået.

Jeg var faktisk lidt urolig, havde jo regnet med at jeg var ansat for at udføre et stykke arbejde. Men mine protester overhørte de. Efter et par timer kørte vi så endelig ud på vores første sted. Her hentede vi nogle gamle møbler og vi nåede at hente 3-4 steder mere inden min makker dirigerede mig hen til “den døde høne” igen. De andre kom også lidt efter lidt. Her gik der så et par timer mere og det endte jo med, vi måtte arbejde over for at nå dagens besøg. Naturligvis til overtidsbetaling.

Nogle af møblerne forsvandt på mystisk vis fra læsset da vi opholdte os på kaffebaren. Jeg fandt senere ud af at Gokke havde en aftale med en klunser og havde en lille ekstra fortjeneste her. Næste morgen læssede vi af på lageret og her erfarede jeg, at der igen blev der sorteret fra. Denne gang til de frivillige og de ansatte. Kun en lille del af de ting, som folk i deres godtroenhed gav væk gik til velgørende formål.

Gokke havde iøvrigt to brødre.- Begge to driftige forretningsfolk. Den ene solgte ting fra Brugsen eller andre forretninger på bestilling, til alle i Sydhavnen som han kendte. Der var fast pris, 50% af det der stod på prismærket. Hans metoder var enkle.  Han gIk ind i Brugsen eller hvor det nu var varen befandt sig. Tog varen og gik igennem kassen uden at betale. Hvis de løb efter ham, hvad de ofte ikke nåede, smed han bare varen.

Den anden bror tog sig af øretæver på bestilling. Han var så glad for at slås at prisen for at uddele øretæver kun var et par guldbajer.

Det var ikke altid brødrene var til at få fat i da de ofte sad i fængsel.

Jeg mødte Gokke nogle år efter jeg var begyndt på fabrikken. Han kørte rundt på en budcykel og klunsede. Kørekortet var opgivet for evigt.

Det var ikke meget anderledes da jeg fik et job som nattevægter i et vagtfirma. Mens vagtmesteren havde travlt med at sidde hjemme på vagtcentralen havde hans folk travlt ude hos kunderne. Travlt med at se hvad der var i køleskabet eller få en time eller to på øjet på kundens sofa. Hvis de da ikke havde travlt med at se hvad der var i skuffer og skabe. Ofte var både lommerne og maven  fyldte når vagten forlod kunden.

En af mine vægterkollegaer var lidt underligt. Af en eller anden grund blev han kaldt “sorte laksko”. Han ville ikke rigtigt ud med hvor han boede men jeg fandt ud af at han boede på hotel,  hvor han fortalte, at han var handelsrejsende og altid på farten.
Når finanserne tillod det boede han altid på Scandia hoteller. Men for tiden boede han på et dårligt hotel i Istedgade. Han havde ikke råd til at flytte til et andet hotel for det var småt med finanserne, fortalte han. Det var længe siden han havde haft penge og dem han havde “lånt” fra sit sidste bekendtskab var næsten brugt op.

Men alt dette er midlertidigt, sagde han til mig, idet han startede bagfra på avisen i en af vores lange hvilepauser. Dér på en af de sidste sider stod hans annonce:
”Yngre forretningsmand, sporty livsnyder, netop hjemkommet fra Det fjerne Østen, søger uafhængig Lady til varigt fællesskab på højt plan. Giv os en chance, skriv straks til billet mrk. X-2913. Dengang var der ikke noget der hed Facebook eller computere i det hele taget.

Han lå slapt hen stolen i vores vagtlokale i et forsikringsselskab i Bredgade og læste med hurtige trænede øjne gennem resten af spalten.

– “Ærligt venskab, udflugter på delebasis…” Ikke med mig, sagde han
– ”Fattig men kærlig….” Vorherre bevares.

– Unge ven, sagde han, kvinder og især de lidt ældre vil bedrages, de betaler gerne for mine ydelser.
I gamle dage ville man have kaldt ham ægteskabssvindler. Tiderne havde gjort det nemmere. Ægteskab var noget, der sjældent blev talt om mellem ham og hans ofre. Bekendtskab og kærlighed – eller hvad de nu bildte sig ind at det var – og så værdierne op af skufferne, kvindens underskrift på en fuldmagt eller hvordan det nu lod sig gøre.

– Er der aldrig nogen kvinder som du ikke har taget for penge, spurgte jeg?

– Jo, kvinden man kan se fra loftsvinduet på Østre Landsret, svarede han og fortsatte – hun ville have mine penge.

Østre Landsret var en bevogtning vi havde på vores rute. Et tilsyn efter klokken 02.30 hver nat. Det tog som regel en time til halvanden at gå bygningen igennem. Ret uhyggeligt sted med dystre malerier på gangene. Et sted jeg ikke på daværende tidspunkt var klar over at jeg ville tilbringe mange timer i, senere i livet.

– Som jeg husker det ligger de vinduer helt oppe under loftet, der kan du sgu da ikke komme op, sagde jeg.

– Ingen problem, svarede “sorte laksko”, du kravler bare hen over nogle bjælker så kan du se ud af vinduet, og det er ulejligheden værd.

Det måtte naturligvis prøves da vi senere på natten skulle føre tilsyn omtalte sted.

Vi startede ruten i kælderen, nede ved fængselscellerne. Ikke fordi der sad nogle fanger for de blev kun brugt i åbningstiden, men de kunne jo have glemt en morder eller andet afskum dernede.

Oppe på loftet hang der en nøgle inden for døren. Vi gik jo rundt med et ur hvor der skulle drejes en del nøgler med forskellige numre, så det kunne bevises vi havde været der.

Jeg kom nu sjældent derop, havde lige som flere andre for længst opdaget hvor der var gemt en nøgle med samme nummer. Naturligvis nede i stuen.

Vi havde en kollega, der havde en ekstra taske med samtlige nøglenumre. Han sad på værtshuset ” den døde høne” hele natten og drejede nøgler.

En nat brændte en bygning hvor han havde været ifølge nøglerne og så var den fidus ødelagt.

Han blev ikke fyret, for han var engang blevet stukket ned af nogle indbrudstyve. Det betød at man var fredet.

Oppe på loftet fik jeg anvist ruten op af stolperne og kravlen hen over bjælken. Det var med livet som indsats, men med lidt øvelse var det ikke svært.
Allerede ved første kik på vinduet overfor bemærkede jeg den nøgne kvinde.

Hun var i færd med at lægge nye lagner på sengen, da jeg fik øje på hende. Hun var afrikaner, tror jeg, hun var i hvert fald sort.

Jeg ville først ikke glo, men hun kunne jo selvfølgelig bare trække gardinet for, hvis hun havde noget imod det. Men måske kunne hun ikke forestille sig en lurer fra det lille tagvindue overfor.

Hun forsvandt ind i rummet ved siden af, hvor persiennerne var lukkede, så jeg ikke længere kunne se hende.

– Der kommer nok en anden gang, tænkte jeg ved mig selv.

Vi sluttede naturligvis besøget af i kantinen hvor vi fik os nogle øller inden vi skulle på næste bevogtning.

“Sorte laksko” havde en eller anden forkærlighed for hospitaler. Af og til tog han en hvid kittel på og vandrede rundt på hospitalernes gange. Han havde stjålet et navneskilt så det så meget troværdigt ud. Med stetoskop i lommerne og en vigtig mine jagtede han sygeplejeelever eller hvad han nu kunne finde.

Når finanserne var små fandt han ofte en tom hospitalsseng, hvor han kunne overnatte.

Løb han ikke rund med hvid kittel sørgede han for at blive indlagt. Han var den fødte hypokonder og kendte alle symptomerne på alverdens sygdomme.

– Det er ret nemt at blive indlagt sagde han til mig.

– Du smider der på fortovet ved en telefonboks og jamrer og stønner som en gal. Før eller siden kommer der nogen forbi, som ringer efter en ambulance.

– Når du er kørt ind på hospitalet fortsætter du naturligvis dine klager og det ender med du bliver indlagt natten over til observation.

– Når roen har lagt sig og du har fået din seng kræver du naturligvis mad, sluttede han.

Det gik nu ikke altid som planlagt, og det kostede ham blindtarmen. En overlæge ville ikke høre på hans forsikringer om han nu havde det bedre. Men som “Sorte laksko” sagde:

– De tager den jo kun en gang.

En dag inde på en hospitalsgang mødte han en høj transvestit, med lange skægstubbe stikkende ud igennem pudderet. “Sorte laksko” kendte ham lidt i forvejen, da han også aftog til kom på “den døde høne”. Han græd som pisket og Sorte laksko gav ham lov til at græde ud ved hans skulder, fordi hans ven var flyttet tilbage til konen.

Det havde vennen gjort, fordi hans kone havde ringet og fortalt, at katten var fundet død i vejkanten.

Konen havde sagt til ham, at nu havde hun ikke mere at leve for, da katten i mange år havde været hendes eneste fortrolige ven.

Vennen havde i mange år gået i konens tøj, og hun mente derfor, at han skyldte hende at være ved hendes side i den svære tid efter kattens død og endeligt.

”Tranvisitten var utrøstelig og han havde flæbet, at det var svært at være til, når vennen holdt mere af en død kat en af ham.

Da tranvisitten begyndt at tage Sorte laksko mellem benene sluttede festen med et kæmpe blåt øje til tranvisitten, der heldigvis ikke havde langt til skadestuen.

“Sorte laksko” havde mange fiduser som han ville have mig med i, men det blev nu aldrig til noget.

Jeg har nu godt nok fået taget min blindtarm, men det var nu min egen læge der fandt på det.

Sidst jeg hørte om “Sorte laksko” var at han sad i fængsel. Han havde vist kastet sig over mere end han kunne klare med en dommers kone. Og det endte med at dommeren fik ham kastet i “hullet”.

At sende folk i fængsel var ikke ukendt for mig. Hæderlig og ærlig som jeg var blev jeg udpeget til domsmand i Østre Landsret.

Det blev en lang og begivenhedsrig tid på 5 år, som domsmand med mange spændende sager om mord, brand, voldtægt, narkohandel og meget mere. I retsvæsenet møder man mange interessante mennesker. Foruden de kriminelle er der jo advokater, politifolk, anklagere, dommere og andre domsmænd og mange andre, som er med til at gøre tilværelsen afvekslende og meningsfuld.

En af de første sager var en voldsmand der var tiltalt for at have gennemtæsket sin nabo. Årsagen var angiveligt at han havde råbt “Smatso” efter hans kone, hvad hun formentlig også var, men det er jo en anden historie.

Ingen tvivl om at naboen var en utiltalende person, Grim i sproget, dranker og en bums men det berettiger jo ikke nogen til at slå ham til plukfisk.

Voldsmanden, der var autoforhandler, gik over til naboen og bankede ham gul og blå. Da hjemmehjælperen kom lidt efter lå han på gulvet og var smadret til ukendelighed. På skadestuen konstaterede de at han havde brækket armen, næsen og adskillige ribben. Han måtte ligge på hospitalet i længere tid før han kom sig sådan nogenlunde.

– Det var ikke mig, sagde automekanikeren og fortsatte

– han væltede på cykel med cykelhjelm på inden jeg kom. Og alt andet lige så jeg skubbede jeg jo kun lidt til ham, var det ikke faldet på cyklen så det må være nogle andre der kom på besøg efter mig.

Han kunne i øvrigt ikke forstå hvorfor politiet altid var efter ham. Gang på gang har de været efter ham og alle de voldsdomme han har haft har alle været justitsmord.

Han fik 4 måneder ubetinget i skyggen.

Hvis alle forbrydere og tyveknægte blev opdaget og spæret inde var der ikke mange til at opretholde samfundet. Men jeg kunne nu godt have ønsket en anden skæbne til “øksemorderens offer” fra Rude skov, der stjal mine sko.

Jeg have et job på en betonelement fabrik i Herlev. Det var en ret beskidt arbejde der bestod i at rense betonelementer så beklædningen var gummistøvler og regntøj. Da jeg skulle hjem var mine nye sko væk og jeg måtte tage hjem i gummistøvler.

Næste dag i frokostpausen, slog jeg på glasset med det resultat, at der blev helt stille

– Der er en der har stjålet mine sko, brune, størrelse 47 og i er alle under mistanke, sagde jeg og satte mig ned igen.

Lidt efter kom der straks nogle meddelere. De havde set “øksemorderens offer”, hvad han naturligvis ikke var på det tidspunkt, tage mine sko. Han mødte på aftenholdet der startede klokken 15.

Klokken 15 ventede vi på ham, tillidsmanden, værkføren, overformanden og mig.

Tillidsmanden havde i øvrigt en god fidus, med de døde duer. Der var anderledes duer end dem min gamle far spillede på i min barndom. Her trak man dues nummer op af en hat, og dem der havde de rigtige numre vand præmien. Der var mange der undrede sig over at det altid var en fra bestyrelsen, der vandt.

Fidusen var ligetil og blev lige som alle andre forbryderiske handlinger afsløret.

De numre der skulle trækkes op, var varmet op med en svejseflamme så de var lette at finde.

Øksemorderens offer gloede på os.

– Har du set mine sko?, sagde jeg til ham

Han blev helt underlig og det var tydeligt at han ikke havde ren samvittighed.
– Jeg fandt nogle sko i skraldespanden sagde han

– Hit med dem, sagde jeg

Han åbnede skabet og jeg fik mine sko.
Nu er jeg jo en tilgivelsens mand og da hans forklaring kunne være rigtigt sluttede sagen her.

Du tager altid dine handlinger med dig. De klæber sig til dig og dette kunne være det sidste søm, der afgjorde hans skæbne.

Han var medlem af fronten til Palæstinas befrielse. Viste ofte billeder af sig selv med Kalashnikov og fuld uniform. Egentlig skulle han fyres for han var dårlig til sit arbejde, men ingen ture sige det til ham.

Til sidst fik overformanden den yngste kontorist til at sende ham en fyreseddel. Kort tid herefter blev han fundet i Rude skov. De revolutionære har mange fjender.

Overformanden var en sjov størrelse. På et tidspunkt hvor jeg arbejdede med en 1 meter høj boremaskine syntes jeg den ikke var helt som den skulle være.

– Der er overgang i det gamle lort, sagde jeg til ham

– Pjat, giv mig den, sagde han

Et øjeblik efter lå han vandret og spjættede med benene, mens strømme løb igennem ham.

Der var en der hev stikket ud og gav ham hjertemassage. Det var hans held, men det gav meget kritik efterfølgende.

Mit offer i kikkertsigtet ville ikke føle det som en straf at få stød eller blive gennembanket og sat i fængsel. Han ville også i fængslet glide ovenpå og klare sig fortræffeligt. Ja han ville formentlig trives lige så godt her som i virksomheden. Nej der var kun en mulighed, et dræbende skud som skulle blive hans skæbne.

……..

Læs videre i næste kapitel om  Økonomichefens fede fidus, den tossede skakspiller, den generelle sløvhed på fabrikken, stamværtshuset “den døde høne”  samt endnu mere fra notesblokken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *