2. Notesbog

Lev vel, I gamle guder, I jeres tempelgrav!
Når steppevinden tuder jeg griber til min stav.
Hør steppevinden suse! Bo hvem der vil i huse;
på valsen går Darduse, og griber til sin stav

 

Mange mennesker er parat til at kaste deres mål over bord, og give op efter de første tre til fire tegn på uheld. Nogle få fortsætter til trods for al modstand, til de når deres mål. Manglende udholdenhed er en hovedårsagerne til at folk mislykkes. Om denne svaghed overvindes afhænger først og fremmest af intensiteten af ønsket, om at nå sit mål.
Det er ikke for amatører at slå ihjel med et tjekkisk halvautomatisk gevær med kikkertsigte. Det kræver omhu og viden om vejrtrækning og skydestilling. Hvis du trækker vejret når du trykker på aftrækkeren rammer du langt forbi målet og det giver jo ikke det forventede resultat.

 

På fabrikken var driftsresultatet sidst i 70´erne utilfredsstillende.

“De væsentlige årsager ligger i, at der har været mere sygdom end sædvanligt,” skrev direktøren i personalebladet, “hvilket dels har medført en ringere indtjening end budgetteret, dels højere lønomkostninger. Øget konkurrence omkring salg og service på nyopdukkede firmaer skærper kravene til virksomhedens spareevne og arbejdsindsats. Næste år er det derfor nødvendigt at virksomheden indtjener den tabte egenkapital.”

Sikkerheden for udekørende var stort set ikke eksisterende i starten af disse år, hvilket have indflydelse på den øgede sygdom. Der var asbest på de fleste anlæg, uden der blev taget højde for dette. Først da pædagogerne rundt omkring i landet begyndte at protesterer og den langt mindre asbest der dryssede fra lofterne, blev medarbejderne opmærksomme på det var et problem. Der blev naturligvis stillet krav om ordentlige sikkerhedsforhold overfor en meget modvillig teknisk direktør. Han forsøgte alle mulige krumspring b.la. skulle montøren ringe hjem til fabrikken, til ham personligt for at aflyse et asbestanlæg. Men sammenholdet blandet montørerne var meget stærkt på det tidspunkt. Alle var medlem af “Blik og rør”, gule fagforeninger blev ikke accepteret. Og med trussel om arbejdsnedlæggelse og Arbejdstilsynet, måtte firmaet give sig. Dette blev dog aldrig glemt og der blev båret nag til montørerne mange år fremover.
Foruden asbesten var der adskillige led og knæskader grundet den meget kravler i beholdere. Firmaets svar var kort og godt. Find et andet arbejde.

Mange år efter blev det stærke og gode sammenhold blandt montørerne ødelagt. Om det var tiderne der ændrede sig eller hvad ved jeg, men sammenholdet forsvandt. I sin tid var alle ansat til samme løn og arbejdsforhold og vi accepterede ikke “skruebrækkere”.
I dag er mange medlem af “gule” fagforeninger, hvis de i det hele taget er medlem. Det betyder at nye folk bliver ansat på timeløn til væsentlige lavere løn. Undrer mig det kunne nå dertil.

Der var andre væsentlige årsager der ikke blev nævnt af direktøren. Nyopdukkede firmaer skyldes udelukkende egne fejl og mangler. Skaberen af et af disse, havde været tekniker på fabrikken, men læste efterfølgende til ingeniør. Da han ville tilbage til fabrikken var han jo dygtigere end alle de andre og det går jo ikke.
Dette er en egenskab der hænger ved fabrikken også i disse år. Jante har ikke levet forgæves.

“ Et andet forhold, der påvirker driftsresultatet, er naturligvis en større arbejdseffektivitet, skrev direktøren. For kontorpersonalet vil det her især dreje sig om, at man bruger lidt mindre tid på “udenomssnak” o.l. til fordel for at få et stykke arbejde fra hånden i en fart. For udekørende er det mere end nogensinde nødvendigt, at man lægger vægt på at udføre et godt stykke arbejde, så kunden bliver tilfreds. Når vi er dyrere end vore konkurrenter, er det fordi vi satser på et bedre produkt og en bedre service. Der skal imidlertid ikke mange utilfredse kunder til at standse vores førende position på markedet.”

 

Et forhold der efter nogles opfattelse nok har ændret sig meget de følgende år.
På værkstedet blev effektiviteten løst med “værkstedsbåndet”, som var en bånd hvor der var optaget larm fra maskinerne. Under de ofte meget lange pauser, blev værkstedsbåndet startet og alle troede der blev knoklet på livet løs.

 

Arbejdseffektiviteten på “pillefabrikken”, var var anderledes stor. Økonomichefen eller lønningschefen havde fundet en god fidus. Han havde ansat 4 ekstra medarbejdere, der ikke eksisterede. Det var før CPR nummerets tid og dengang hvor pengene blev udbetalt kontant i en lønningspose.
Han gik selv rundt og uddelte lønningsposer til samtlige hundrede ansatte. De 4 ekstra poser røg lige ned i hans egen lomme.
I ferieperioder blev de fire medarbejdere fyret og nye blev ansat efter ferien.

Nemesis er i den græske mytologi gudinden for både retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskernes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance, der er skyld i det.
Dette blev økonomichefens skæbne i form at en akut blindtarm på lønningsdagen.

Pludselig stod hans afløser med fire lønningsposer som ikke havde nogen ejermand og så rullende lavinen.

Ejerne af pillefabrikken havde arvet hele molevitten fra konen hvilket måske var årsag til han var indbildsk og hoven.
En dag han kom kørende i sin Ferrari på pillefabrikkens område mødte han en håndværker med en smøg i munden. Har sprang ud af vognen og råbte mens fråden stod ud af munden på ham:
Du er fyret, gå hen på lønningskontoret og hent din afregning.

Der havde engang være ild på en af bygningerne og derfor stod der skilte overalt med “tobaksrygning forbudt”.
Økonomichefen, som på daværende tidspunkt ikke var afsløret, ville dog ikke sådan lige umiddelbart udbetale løn til håndværkeren da han henvendte sig for han var jo slet ikke ansat på pillefabrikken. Han var en fremmed håndværker der var hyret til et bestemt stykke arbejde.
Da økonomichefen ringede til ejeren fik han den besked:
– Når jeg siger han er fyret og skal have sin ugeløn så skal du bare rette dig efter dette.

Måske var det denne sag der gav økonomichefen den fede fidus han praktiserede efterfølgende.

Omme bag ved portvagten havde kørselsforvalteren kontor. Kørselsforvalteren var tidligere politimand. Han sad i Buchenwald under krigen, da politiet blev taget af tyskerne. På trods af meget velvillighed mellem det danske politi og Gestapo var mange af dem alligevel en hemsko for nazi drengenes arbejde, så de fik en tur syd på det sidste stykke tid af krigen.
Selv om politifolkene blev bedre behandlet end de fleste i KZ – lejrene, var det en meget ubehagelig oplevelse og cirka 70 politifolk døde. Kort før jul i 1944 blev en gruppe alvorlig syge hentet hjem.
Men alligevel så var de så meget venner, at tyskerne visse steder tilbageholdt Røde Kors pakkerne til de danske betjente.
Historien melder ikke noget om hvorfor han ikke kom tilbage til politiet efter krigen, men gode venner skaffede ham det fede job på pillefabrikken.
Hans hovedopgaver var at sørge for at chaufførerne fik kørt piller ud til folket og passe benzinstanderen, som var placeret uden for kontoret. Der var indført selvbetjening bortset fra når fabrikanten skulle have fyldt Jaguaren op, så kunne han bevæge sin store krop. Det var tydeligt at han tidligere havde båret skrårem og sorte støvler, når han galopperede hen over pladsen.
I et sidelokale til forvalternes kontor holdt vi unge knægte til. Vores opgave var udbringning af pakker og breve samt i øvrigt forfaldne arbejde. Det blev organiseret med hård hånd af forvalteren, der hver gang der blev ringet sendte den næste knægt i rækken ud på en opgave. Det var tit ordinært slidearbejde, rundt omkring på pillefabrikken.

Arkivsekretæren havde en særlig forsmag for at ringe efter os unge knægte. Om det var fordi hun var ude efter vores unge kroppe, vil jeg vente med at røbe til senere. Men i så fald skulle der knokles først. Kasse efter kasse med tunge bøger skulle placeres rundt omkring i arkivet, efter et sindigt system som hun selv havde opfundet. Når det så var klaret gav hun som regel kaffe og kage og mere til. Det var noget af et valg for en ung knægt på 15 for hun var jo en gammel hejre på mindst 40 år.
Vil du have mig, så tag mig, sagde hun…

Ti år senere, hvor jeg var rejsende montør for fabrikken var der også damer der var ude efter vores kroppe. Det resulterede af og til i afholdenhed, når der lige var noget der skulle helbredes på klinikken eller hos lægen, der altid havde kritiske spørgsmål.

På klinikken eller hos lægen skulle der udfyldes et skema. Lægen skal vide, hvem montøren har været sammen med, der skal noteres navn og adresse.

– Jo, hun hedder Suttemarie.

– Øh det er da ikke hendes rigtige navn. Hvad er hendes rigtige navn?
– Marie! Tror jeg nok, eller det var måske søsteren der hed det!
– De har pligt til at oplyse navn og adresse sagde lægen med en bister mine.
– Hun bor i Viby eller har boet der. Kommer når der kommer store skibe til havnen. Jeg har hørt, at hun og flere af de andre rejste hjem for et par dage siden.
– Hjem? Hvor er det?
– Det er i Esbjerg eller Kolding, så vidt jeg da ved.
Hvor i Esbjerg eller Kolding?
Det aner jeg ikke, jeg har kun besøgt hende i Aarhus, eller det var nu hende der besøgte mig på værelserne jeg og andre montører boede på. De var faktisk med også og der var også andre damer.
– jeg skal have navn og adresse på de pågældende.
– jeg kan da ikke lige huske hvem af de andre der var med lige der
– Altid det samme svar fra jer. Enten skal I holde jer fra de kvinder, eller også skal I bruge et præservativ
– Det plejer jeg også at gøre, men kunne ikke lige finde et der ikke var brugt. Jeg var heller ikke helt ædru. Og hun stjal også alle mine penge.

Problemet, som nogle nok syntes det var, blev løst af sig selv nogle år senere da rejserne blev erstattet af en Jyllands afdeling.

 

Nogle år før jeg startede på fabrikken var der ikke de store problemer med arbejdsløshed. Kunne du ikke li værkførerne gik du bare over på den anden side af gaden for at få et job. Dengang blev der ikke spurgt om hvilken uddannelse du have men hvad du kunne. Noget man godt kunne bruge i dag. Hvor de unge mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet og tror de er verdensmestre og skal være chefer, for det har deres forældre fortalt dem.
Mange af dem får en grim oplevelse. Sådan var det ikke med os fra arbejderhjem i 60 og 70´erne, vi havde lært at klare os selv, også på en fabrik med hårdt arbejde.

I dag er det de ufaglærte job der forsvinder. De ufaglærtes vilkår bliver stadig dårligere. Men ingen kæmper imod, for fagbevægelsen er selvtilfreds, solidariteten er væk, og arbejderne har travlt med at debattere frikadeller og muslimer. De er hoppet på mediernes limpind og stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti. De fatter ikke at disse partier vil alt andet end det bedste for almindelige lønmodtagere. Og samtidig gnider “den kreative klasse” sig i hænderne over lønmodtagernes dumhed.
Folk der stemmer Dansk folkeparti er slet ikke, som mange venstreorienterede går og tror, pensionister, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere eller andre syge og svage grupper i samfundet.
DF-vælgerne er fortørnede arbejdere som har ondt i røven over at de svageste i samfundet får hjælp. DF-vælgerne gider ikke velfærd.

Det er, som om fagbevægelsen har forladt os. De gode arbejdsforhold, vi normalt bryster os af i Danmark, hviler på mere end 100 års faglig kamp, men i dag synes der langt fra toppen af fagbevægelsen og ud til medlemmerne. 
Mange er endda slet ikke medlem af en fagforening og er de medlem så er den “gul”. De fatter simpelthen ikke forskellen.

Jeg havde lige haft et job på noget der hed O&N Electric. En dag og 45 minutter inden jeg gik min vej. De havde altid skilt ude ved vejen med besked om de søgte folk.
Så jeg fik arbejde med det samme jeg kom forbi. Fandt dog hurtigt ud af at værkføren var småtossede. Det fortalte de andre mig og det viste sig hurtigt at de havde ret. Men lad det ligge de var for længst nået til niveauet for deres egen inkompetence.

Jeg stod ved en maskine og udstansede hjørner på plader til kaffemaskiner. Da jeg havde lavet den første palle med plader, hvilket tog den første dag, kom værkføreren og sagde det gik for langsomt. Inden jeg nåede at svare var han gået igen. Det sagde han til alle nye fortalte de andre.
Næste dag kom han for sent eller mødte først 45 minutter efter mig. Det var derfor jeg nåede at være der i 45 minutter. Jeg opdagede nemlig, bag et forhæng, plader til resten af mit liv og det var mange når man nu kun var i begyndelsen af de tyve år.

Da han kom, sagde jeg til ham:
– Du han godt sende mit guld for det er en lorte arbejdsplads så jeg stopper nu.
– Hvad for noget sagde han, her holder man ikke op af sig selv – du er fyret.

Så fik jeg min løn for en dag og 45 minutter og gik over på den anden side af gaden hvor de søgte folk.
Det var en gummifabrik og formanden blev ved med at spørge mig om jeg havde problemer med ryggen. Det syntes jeg lød lidt for meget af slæbearbejde så gik i stedet ned på jernbanen og købte avisen. Her stod der masser af job for en rask ung mand, der trods vinterkulden gerne ville have et job. Der stod et job i det offentlige. Det måtte jeg prøve.

Jeg udfyldte de specielle formularer, vedlagde de krævede dokumenter og rettede mig uden indvending efter alle de bureaukratiske bestemmelser.
Adskillige uger senere kom min ansøgning retur sammen med alle dokumenterne. Nej, der var ikke noget i vejen med mine papirer; de var korrekt udfyldt; et officielt stempel viste at de var ankommet i god behold. Men i et ledsagende brev stod der:
– “De har på ansøgningen skrevet modtageren som staten men imidlertid har amtet overtaget disse arbejdsopgaver. De bedes derfor på ny fremsende dokumenterne til ministeriet under iagttagelse af at modtageren skal være amtet..”
Jeg begyndte at få mistanke om at den lokale arbejdsplads ikke havde monopol på inkompetence.

 

Vinden blæste frisk fra nord, og aftenen var bitterlig kold. Intet rørte sig. Den øde og tomme vej strakte sig hen mod fabrikken under de høje stjerner og forsvandt hen over mosen. Dødens stilhed hvilede over området.
Men jeg vidste meget vel at tomheden kun var en illusion. Det samme gjaldt stilheden. 
Med næsten desperat beslutsomhed kvalte jeg alle tanker om kulden og søvnigheden og koncentrerede mig udelukkende om, at holde øje med fabrikken.
Langsomt og med den yderste forsigtighed for ikke at gøre den mindste bevægelse eller nogen som helst støj, løftede jeg kikkerten og så igen ned mod fabrikken.
Det så ud som om der var nogen, der var ved at forlade stedet.
Med de samme omhyggelige, langsomme bevægelser rettede jeg mig op i knælende stilling og rettede geværet med kikkertsigtet mod fabrikkens hjørne, der førte hen til døren.
I kikkertsigtet kunne jeg se lysstrålen fra døren blive større og større. Jeg holdt vejret og mine fingre var helt rolige. Klar til at trykke på aftrækkeren, hvis det nu var mit offer der kom.
Nu kom der nogen ud, døren åbnede helt.
Satans tænkte jeg og sænkede geværet det var bare elektrikeren med sin hund. 
Jeg lagde mig ned og ventede og håbede ikke den skulle luftes her, hvor jeg lå. Jeg håbede ikke det blev nødvendigt at skulle myrde nogen, der ikke stod på min liste.

Det er det karakteristisk for mig – eller måske snarere for den jernhårde disciplin der var indarbejdet i mig – at mine tanker om fremtiden alle var strengt regulerede og udelukkende bevægede sig ad en ganske bestemt bane, frem mod et enkelt mål, en bestemt sags gennemførelse. Heller ikke her var der plads for de følelsesmæssige sidespring som normalt skulle ledsage overvejelser om det mulige i at gennemføre opgaven med held eller om de katastrofale følger det ville få hvis det mislykkedes for mig. Mit tidligere virke i en hemmelig tjeneste fornægtede sig ikke, selv så mange år senere.

Hunden nærmest trak sin ejermand over gaden og hen mod mig. Han kunne dårligt holde ham. 
En halvstor hvid hund. Godt det ville ikke blive noget problem tænkte jeg idet jeg langsomt lagde geværet fra mig og forsigtigt trak en lang kniv op af lommen.
Manden og hunden var nu nået over gaden og hunden havde fået fært af manden. Den trak alt hvad den kunne i halsbåndet.
– Hold så op med det pjat, sagde han til hunden, der er ikke noget derude.
Han hev vredt i hunden og trak den med ned mod enden af vejen.
Der var han heldig, tænkte jeg,
– Han aner ikke hvor tæt han var på at forlade dette liv sammen med hunden.

Nu var han og hunden 100 meter væk. Hunden sad på fortovet og sked.
- satans til svineri, tænkte jeg
han samler det garanteret ikke op. 
Måske skulle jeg nakke ham som straf men det var desværre udelukket, for pludselig var der for mange vidner som kom gående.
Man kan jo håber de glider i lorten tænkte jeg.

 

 

På plejehjemmet lå der lort alle steder. Personalet havde ikke tid til at komme forbi lige så tit som patienterne sked i bukserne eller på gulvet.
En af de mest spændende patienter var “skakspilleren”. Han lå i spændetrøje det meste af tiden, der spillede han blindskak mod sig selv. De troede han sov, men han var i en verden langt væk. En verden med sorte og hvide brikker i en kamp på liv og død som han gerne fortale om når han kom til sig selv.
Jeg havde nu ikke noget med plejen at gøre. Jeg var ansat i maskinhuset og kørte rundt i afdelingerne med mad og foretog reparationer af diverse apparater og installationer.

Når skakspilleren var i sine “gode perioder” og derfor var oppegående lurerede han på at stikke af og af og til lykkedes det for ham.
Han rendte altid ned i det nærliggende indkøbscenter, hvor han stjal is slik ud af hånden på de små børn. Han endte naturligvis på politistationen, hvor vi så kunne køre ned og hente ham.

Det er jo almindelig kendt, at nogle skakspillere er sindssyge. Igennem tiderne har der været flere af slagsen, der ikke har kunnet begå sig i samfundet, men når de satte sig til et skakbræt vandt de over alt og alle.
Sådan var min ven “skakspilleren”, når jeg ind imellem havde tid fik vi os en god snak. og af og til et parti skak. Jeg har jo selv dyrket skakkunsten og kunne derfor nemmere forstå hans tankegang.
Vi spillede altid blindskak, ingen grund til at sætte brikker op på et bræt, sagde han altid. Vi ved jo hvor de står.
Jeg havde nu lidt svært ved at huske alle brikkers placering hele partiet igennem så derfor var jeg et nemt offer.

Min makker, Knud blev hentet af politiet en dag vi gik og bar vasketøj op fra kælderen. Jeg så ham aldrig igen, det var noget med et pengeskab der blev tømt, men politiet kunne nu godt have ventet til de sidste sække var båret op. 
Jeg fik en ny makker.

Hans var ret god til at køre med traktor. Egentlig gik det på skift. Den ene dag kørte du og den næste dag stod du bag på og sørgede for at madvognen kom sikkert over rampen. Men Hans, der var min nye makker, efter Knud fik andet at se til, var så glad for at køre traktoren at han fik lov til det. Nogle skulle jo også snakke med personale og patienter når madvognen blev afleveret og hentet, og den opgave stod bagmanden for.
Det var ikke en uvæsentlig opgave at være bagmand. Der skulle flirtes med sygehjælpere og plejersker. Den gang skulle de naturligvis have et klem og et klask i røven når det bød sig. Og en ung mand midt i tyverne var jo bedst til den slags.

Herudover var der forskellige forsøg der skulle snakkes om. Nogle plejere havde spændende forsøg igang med hospitalsspritten. Der var godt nok tilsat æter men kogte man den først forsvandt det meste. Blandet op med cola kunne det give en kæmpe rus og det var vel meningen med den slags.

De fleste patienter var bæltefikseret så der var et stort forbrug af stiklagner og undertøj som plaskvåd af pis og andet blev smidt ned af en skakt til kælderen, hvor vi slaver så måtte bære dem op. Det kan man sikkert ikke få unge mennesker til i dag. Det gav ellers god motion når bare man holdt sækkene lidt væk fra kroppen og ikke tog stanken så alvorlig.
Senere på fabrikken var det “kalk” -sække der skulle bæres op. Forskellen var ikke så stor.
Men sækkene med gamle underbukser og stiklagner var ikke noget man havde lyst til at snuse nærmere til med mindre man var syg i hovedet. Men det var jo kun urin ikke lig det lugtede af.

 

Stanken fra lig er den værste lugt der findes. Sødligt og rigtigt guf for fluer og mider. I Frelsens hær tømte vi tit dødsboer hvor ejermanden havde ligget død i mange måneder. Ofte var der rester tilbage i madrasser og andet som bedemanden ikke havde fået med.
Et sted på Jagtvej lå der en hel paryk tilbage under dynen. Da jeg løftede op i den var den helt levende.
I dag er det jo blevet et trend at spise insekter og orme, men de mider og orme der røg ud her tvivler jeg på ret mange vil spise. Det er det samme med ål, de elsker at bore sig ind i lig, strandvaskere. Underligt at nogen vil spise ål. I Jylland kalder de dem iøvrigt bakkeål. Det var hugorme som jyderne slagtede og spise som ål. Det var billigere.

Madrasserne var hullede og fyldt med urin. Kvinden der havde ringet efter os havde en god forklaring:
– Min mor ville købe nye madrasser i Magasin og min far i Daells varehus…
– De kunne ikke blev enige og derfor fik de aldrig købt nye…..

Hos de mennesker der gav deres afdøde slægtninges effekter væk var det ikke alle der gav væk af et godt hjerte. Tit var vi ude for, at møbler var smadret og madrasser flået op, efter arvingernes jagt efter penge.

Hun var flov. Nok ikke over at hun ikke selv for længst havde købt nye til dem, men nok mere over at vi opdagede hvordan det stod til. Men ikke flov nok til bare selv at smide madrasserne ud. Hun kunne jo komme af med dem gratis ved at ringe til os. Mange gange tømte vi dødsboer, hvor folk som nævnt, havde ligget døde mange måneder i deres senge og først da stanken eller mider fik naboerne til at reagerer skete der noget. Som regel blev vi altid tilkaldt for at fjerne det ingen alligevel gad have.

 

Engang skulle vi tømme en hel lejlighed, hvor ejeren netop var afgået ved døden. Arvingerne havde forladt stedet. Der var stort set ikke noget tilbage der var intakt. Madrasser var splittet op, i deres jagt efter penge og andre værdier. Vi tømte lejligheden. Det meste blev kørt på lossepladsen og resten solgt fra organisationens loppemarked.

Kort tid efter var der en gammel kvinde, der ringede til organisationen og fortalte, at hun havde fundet så mange penge i en symaskine som hun gerne ville afleverer. Uheldigvis for organisationen havde kvinden også fortalt det til pressen, der lavede en historie ud af det og var med da hun afleverede de fundne penge. Omkring 80.000 kr.
Arvingerne fik deres penge og jeg lærte, at symaskiner skulle undersøges nøjere inden de blev afleveret i organisationen, så jeg fik æren som den, der afleverede store formuer.

 

En anden gang rullede der en 25 øre ud af et møbel, som vi skulle have med fra en anden ældre dame. Da den rullede ned på gulvet og hen foran hendes fødder samlede jeg den op og gav hende den. Efter nogen tid blev jeg kaldt ind til organisationens leder der gav mig en check på 250 kr. Denne skulle afleveres til den ærlige medarbejder, som havde afleveret en funden 25 øre.

Jeg fik checken og chefen hængte brevet op i en ramme over sit skrivebord. Den slags breve var man ikke vandt til at modtage. For mig var det en meget fin anbefaling da der en dag manglede et tobaksskab, som vi havde hentet hos en kunde. Dette kendte jeg absolut intet til..

På vores rute, når vi tømte tøjcontainere kom vi af og til forbi KFUM ved Sandholmlejren i Allerød. Jeg kendte stedet godt fra min tid som soldat ved livgarden. Lederen af KFUM var så hellig, at der blev skruet op for lyset på de film der blev vist for soldaterne, når der var lidt bart og kysseri.

På lokummet i kælderen stod der i øvrigt skrevet
– Jeg er en stakkels rekrut med over 300 dage tilbage..
Neden under var der en der havde skrevet:
– Det skal du ikke være ked af kammerat, for Jesus er med dig alligevel og KFUM Mutter er villig når manden er i kirke.
Om det stadig står der ved jeg ikke, nu hvor andre har taget over, men det var en kendt sag at der var noget sandhed i teksten.

Min makker og jeg havde naturligvis udstyret i orden. Vi var jo kun almindelige lønslaver men havde alligevel taget kasketter på med Frelsermærkatet, hvilket gav gratis pølser med brød i kantinen.
De unge ved disken så meget op til Frelsens hær og håbede en dag at komme ind i organisationen.

 

På enhver arbejdsplads er der en Lars-Jørgen. Han kunne også hedde Gunnar- Steen, men nu kalder vi ham Lars-Jørgen, hvad han naturligvis ikke hedder, men for nemheds skyld.
Lars-Jørgen, er kendt som et ukollegialt røvhul. Det var kun egne interesser der drev ham. Han opførte sig indsmigrende, viste kritikløs beundring for socialt højerestående personer og samtidig føle sig vigtigere el. finere end andre. Han var godt til at møve sig ind i “såkaldte tillidsposter” hvorfra han kunne manipulerer sine omgivelser. Kunne han stikke de andre på arbejdspladsen og derved opnå fordel var han ikke længe om at føre det ud i livet. På nogle arbejdspladser var der mange af hans slags. Det kunne naturligvis også være en kvinde. Dorthe-Lise for eksempel eller hvad vi nu skal navngive hende. Jeg er sikker på at læseren selv kan sætte navn på.

Det lykkedes dem naturligvis kun fordi alt for mange, for længst var nået til niveauet for deres egen inkompetance.
Men uanset hvor han førte sig frem havde kollegaerne for længst afsløret ham. For nemheds skyld siger vi “ham”. Hans falske grin eller måde at indgyde sig på var kendt af alle. Ofte sad han helt alene til de indkaldte møder. Ikke mange gad at bruge tid på ham. De fleste havde gættet hvad han ville sige minutter før han afsluttede sin sætning. Hvad han ellers fik tiden til at gå med viste ingen.

 

Det er almindeligt kendt at tredie generation i et familieforetagende ofte bliver årsag til foretagenes endeligt. En af årsagerne var ansættelse af nye direktører. Tidligere var det mere beskedne titler som afdelings eller funktionschefer. Men nu skulle det være direktører. Om disse direktører var hældt ud andre steder blev der ikke snakket højt om. Tværtimod blev der hængt opslag op med alle deres bedrifter og her blev det ikke nævnt den slags bagateller. Det blev dog altid afsløret, det er nemt at søge et navn på nettet. Om årsagen til denne pludselige ændring står hen i det uvisse men mange mener ikke det var et klogt valg.
Igennem 40-50 år var medarbejdernes viden årsag til fabrikkens succes. De startede alle som montører, lærte håndværket indefra og de dygtigste af dem kom videre op i systemet og endte helt oppe i direktørstillinger. Dette betød naturligvis at der var vægt bag deres måde at lede firmaet på og den afgørende årsag til firmaets ledende position på markedet. De havde deres viden om produktet også blandt kunderne hvor produktet blev brugt.

At fabrikken alligevel ikke straks gik neden om og hjem med de nye direktørledelser skyldes udelukkende medarbejdere som havde været ansat i mange år. De var ikke som de nye ledere nået til niveauet for deres egen inkompetance, inden de startede deres job. Men det holder jo ikke evigt. Mange vil gå på pension og andre vil finde nye og bedre job og atter andre vil blive arbejdsløse.

I de “Frigjorte af John Nehm” fortælles om Viggo Hansen, der i den første arbejdsløshedsperiode var taget af sted om morgenen som sædvanligt.
Drukket sin kaffe hastigt ved køkkenbordet. Bladret lidt i avisen og holdt øje med
klokken. Og Oda havde rystet på hovedet og brokket sig: Hvor han skulle hen så tidligt? Og nu havde han da endelig fået en chance for at sove længe om morgenen, og
det var da noget underligt noget.
Det var ikke en følelse jeg oplevede som pensionist, for jeg havde jo selv valgt det og det gør sikkert en stor forskel.

 

På fabrikken var der en årerække en montør som vel nok mest var kendt for at have fejlet alverdens sygdomme. Den eneste sygdom, han ikke mente at have var hypokonder, men på den anden side selv en hypokonder kunne blive syg.

Vi andre kunne med fordel spørge Kurt, som i virkeligheden hed noget andet, om den skade eller skavank vi nu havde pådraget os kunne give i antal sygedage.
Jeg skar mig engang i hånden på en rusten jernbæring i en beholder ude på Emdrupvej. Jeg smed noget kalk på men det blev sgu ved med at bløde så jeg måtte kravle ud af beholderen og vikle en klud om.
Kurt kunne straks fortælle mig at det var meget alvorligt og jeg måtte på skadestuen.
Da jeg kom tilbage viste jeg først min forbundne hånd gennem døren.
– Ved i hvad det betyder, sagde jeg
– Du gjorde det med vilje, sagde Erik
– Det tagere mindst 14 dage sagde Kurt
Med til historien hører at de 6 beholdere hos Albert ikke var de sjoveste. Dæksel i bunden 4-5 meter høje, med kappe og næsten umulige at køle ned.

– Du kan jo nok forstå, sagde Flemming til Albert, og fortsatte
– Hvis man har dårligt hjerte kan de varme beholdere slå en ihjel.
Det faldt ikke i god jord hos Albert der sagde:
– Nu har jeg passet denne ejendom i 40 år og da jeres direktør var knægt kom hans far her og rensede beholdere.
Vi har altid startet med en øl og bagefter blev beholderne renset uden problemer, selv om de var lidt varme. Og sådan fortsætter vi, ellers må jeg ringe op og sige at de næste gang skal sende nogle mænd, der kan klare opgaven.
Efterfølgende ringede Albert til den tekniske direktør og brokkede sig over at firmaet sendte folk med hjerteproblemer.

I planlægningen sad en tidligere tekniker der af mystiske årsager ikke længere kørte ude men nu styrede planlægningen af montører. Et af han største problemer var Kurt. Enten var han syg eller også aflyste han det ene anlæg efter det andet.
Hvergang planlæggeren troede at nu fik han ramt på ham, smuttede Kurt fra ham.

En dag Kurt havde taget røven på ham, skrev jeg på en rapport, som naturligvis blev sendt uden afsender:

Og katten efter rotten sprang og fik en næse nok så lang!

Meningen var at fortælle planlæggeren at endnu engang havde Kurt taget røven på ham.
Det blev totalt misforstået. Det var på samme tid hvor der skete andre ting i firmaet og rapporten røg helt op til direktøren, der var meget vred over de blev betragtet som rotter.
Planlæggeren var dog godt klar over hvordan det hang sammen, for det fortalte jeg allerede inden det var nået så langt, men det var åbenbart sjovere at køre videre på misforståelsen.
Men det gav jo så lidt morskab og fornøjelse for dem der ikke havde andet at lave. Det var det rene politik, som man ser i de politiske partier.

 

Jeg har prøvet en del i politik. Jeg har været medlem af adskillige partier, ofte flere på samme tid. Dette for at undersøge det politiske klima indefra. Fælles for alle partier er det samme. De vil blæse på medlemmerne. Det handler kun om at fremme egne interesser. Og egne interesser er i den forbindelse magthaverne i partiet.
Lige efter valgt bliver alle de upopulære ting vedtaget, især på lokalt plan. Folkets hukommelse er kort og der er lang tid til næste valg. Det er fuldstændigt lige meget hvilket parti du har stemt på når først de går igang med plattenslagerierne.

De nye hellige er meningsdannerne, politikere, præster, spindoktorer, journalister, mediefolk og andre af den type. Alle er de frelste med de rigtige meninger. Alle dem der aldrig har prøvet, men kun hørt eller læst om det de udtaler sig om. I befolkningen som helhed udgør disse mennesker en meget lille minoritet De prædiker moral, etik og alt det de mener andre burde gøre, uden de dog selv kan leve op til noget af det.
De nye hellige sidder gerne i råd og nævn og brugergrupper hvor de kan få  ørenlyd. Især i grupper, hvor de kan fortælle andre hvad der er det rigtige. De politiske partier er fyldt op med dem, især Det Radikale Venstre, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og SF. Men ingen partier kan sige sig fri for dem. Også Dansk Folkeparti, der i denne sammenhæng påtager sig offerrollen, hører til de nye hellige.

Præsterne er blevet populære meningsdannere. Aldrig tidligere har der været så mange præster, der har optrådt med deres holdninger til alt muligt andet end lige netop søndagens prædiken. De er farisæer, som Jesus revsede hvergang lejlighed bød sig? De farisæere og skriftkloge, hvorom Jesus sagde, at de pålagde mennesket urimelige byrder, men selv intet gav. De farisæere, hvorom Jesus sagde, at de forhindrede mennesket fra at ernære sig ved visdommens trug, mens de selv ikke ønskede at spise deraf?
De nye hellige taler om, rygning, cykelhjelm, dræbersnegle, tremmekalve og burhøns, overtrædelse af menneskerettigheder, forurening, børnearbejde. Alt dette kan man høre fra folk, der hygger sig med deres burgrisesteg, kører i deres forurenende bil, og ikke bekymrer sig om deres te og kaffe, omend den er rigelig dyr, er plukket af arbejdere, der lever under eksistensminimum.

Fælles for mange af de nye hellige er de har indflydelse, eftersom vi lever i et mediesamfund. De er, eller har adgang til medierne og fører sig frem på slap linie i prime time. De har en politisk dagsorden, hvor den eneste klasse de kender er den kreative. De aner intet om klassekamp eller merværdi.
De nye hellige er lige som andre religiøse sekter kun krusninger i den historiske overflade. Og ja, McDonalds medarbejderen der bare vil være rig og have en fed bil, er mere ærlig.

Jeg er anarkist og lad mig slå fast “hvad anarkismen ikke er, som russeren Aleksander Berkman gjorde det for hundrede år siden i Anarkismens ABC:
– Anarkisme er ikke bomber, barbari og kaos, den er ikke drab og røveri og alles krig mod alle. Anarkismen er det modsatte af alt dét og indebærer, at alle skal være frie, at ingen skal herske over andre, bestjæle dem, koste rundt med dem eller påtvinge dem noget. Alle skal have mulighed for at leve det liv de vil leve med samme friheder og rettigheder. Ingen undertrykkelse og gensidig udbytning, ingen monopoldannelser, ingen fattigdom. En samfundsform hvor alle er frie og lige og har samme adgang til goder i et velordnet og fornuftigt liv.
Det har altid heddet sig, at anarkister smider bomber og går ind for vold, og anarki er for de fleste identisk med lovløshed og uorden, men det er kapitalismen og regeringsmagten der står for vold og uorden, anarkismen står for orden uden regeringsmagt og for fred uden vold. Uorden er resultatet af autoritet og tvang. Frihed er forudsætning for orden.
Mit sidste politiske projekt vat Lokallisten. Det var naturligvis håbløst at blive valgt ind når man ikke ville højre eller venstreorienterede meninger.
Et flertal af politikerne er til fals for uvidenhed kombineret med påståelighed, dårlig information, dovenskab, intimidering, okkupering af medier og dårlig journalistik, spin doktorer, investeret interesse, og levebrødsprofessionalisme. Jeg venter på politikere, som ikke søger magten og vil påtage sig at forvalte den ud fra et ansvar for deres medmennesker og deres børns generation. Disse politikere findes ikke længere. Og kommer formentlig aldrig.

Nu er der sikkert mange med de rigtige meninger der vil råbe op og påstå at sofavælgere er politisk uvidende. Men også sofavælgere har ret til at brokke sig. For de har nemlig i højere grad end resten af vælgerkorpset, givet udtryk for deres mening. Der ligger nemlig en politisk bevidsthed bag mange af de sofavælgeres valg, som man ellers ville kategorisere som politisk ubevidste.
Andre vil måske vil mene, at så kan man stemme blank. Det kan man dog ikke, for blanke stemmer kan ikke sammenlignes med sofavælgere. Blanke stemmer bliver optalt, og de kan ses i de mest detaljerede statistikker over det enkelte valg, men ellers har de meget hurtigt en tendens til at forsvinde. Hvad der står tilbage, når valget er slut er mandatfordelingen og valgdeltagelsen. En blank stemme har derfor hurtigt en tendens til at virke modsat af den virkning, den burde have: Den presser valgdeltagelsen op og forsvinder derefter ud af systemet og afslører dermed ikke den uoverensstemmelse, den gerne skulle have været et udtryk for. Den blanke stemme er dermed en ren narresut, der blot tjener politikernes sag og ikke protestvælgeren.

Og hvad så med alle dem der stemmer. De har naturligvis sat sig ind i sagerne og er klar over hvorfor de stemmer som de gør, eller hvad? Kan du med god samvittighed sige du har sat dig ind i tingene?
Vælgerne tager deres stemmeseddel og går hen på den lokale folkeskole på valgdagen efter arbejde og sætter et kryds ud for et næsten tilfældigt navn, som han/hun har hørt noget om, hvorefter han/hun går hjem og spiser spaghetti med kødsovs, sætter sig foran fjernsynet, ser Luksusfælden, sænker underkæben udsiger et ‘øøh’ og glemmer alt om verden. Vælgeren regner herefter med, at professionelle politikere sørger for at tage vare på de fleste af vedkommendes relationer til den truende omverden, og at de først igen om ca. 4 år igen behøver at stemme til valget.

 

 

Et rigtigt udført mord kan være smukt. Ikke som at stikke nogens øje ud eller smadre ham med en økse. Det er planlægningen der gør handlingen smuk.
Mit tjekkisk halvautomatisk gevær med kikkertsigte havde indfangede mit offer, var timen inde nu?
En dyb vejrtrækning, intet kunne påvirke det gode sigte….

1. Notesbog

FLYGT, ALT ER OPDAGET

 Jeg sendte et brev til ti af mine venner hvor jeg skrev:
Flygt, alt er opdaget
Fire af modtagerne pakkede straks deres kuffert og forlod byen,
vi har alle vores små hemmeligheder

 

I kikkertsigtets infrarøde lys lignede han ikke den mand jeg havde arbejdet sammen med i så mange år. Tværtimod. Det var bare en mørk skikkelse mod kontorets halvstore snavsede vinduer.

Han sad præcis, hvor jeg ville have ham. Jeg havde observeret ham gennem lang tid, så det kom ikke som nogen overraskelse.

Jeg har aldrig været en voldelig mand. Jeg har aldrig i hele mit liv haft lyst til at slå nogen ihjel. Jeg kan naturligvis blive lidt ophidset her og der, jo da, men ikke noget ønske om for alvor at gøre nogen fortræd. Ingen ødelæggelsestrang. Så det er klart, at jeg på det punkt har overrasket mig selv. Et mord er ligesom alkohol eller sex, det er ikke noget, som opstår ud af den blå luft, det er en proces. Man lægger næsten ikke mærke til, at trangen til død kryber ind på en, ganske enkelt fordi man er moden til den, og den kommer belejligt.

Vi betvivler myndighedernes ret til at dræbe, konfiskere og indespærre. Hvis en privatperson gjorde sig skyldig i noget af dét staten foretager sig jævnligt, ville vi stemple ham som morder, tyv og svindler. Men så længe den vold der øves er ”lovlig”, godtager vi den. ” Den vold jeg om lidt skule udføre ville aldrig kunne godtages som “lovlig”, men i min optik var den nødvendig om så staten kunne godkende det eller ej.

Nu var det jo ikke således at jeg mente at alle på “fabrikken”, havde fortjent at dø. Mange af mine tidligere kollegaer holdt jeg ualmindeligt meget af. Og nogle få endda særdeles godt. Der var naturligvis også flere, der var mig ligegyldige, hvilket formentligt var gengældt. Sidst men absolut ikke mindst, var der de få, som ikke havde fortjent at leve længere.

Om det var almindelig retfærdighedstrang der var årsagen til min opfattelse vil jeg lade være usagt.

Men der findes mennesker, der ikke fortjener at leve længere. Hvis vi nu alle bare kunne få lov til at slå en person ihjel ville mange problemer være løst. Men spørgsmålet vil nok være om der er nogen tilbage, når vi alle har skaffet en af vejen.

– Egentlig er jeg slet ikke noget ondt menneske, tænkte jeg. Det var ydre omstændigheder, andre mennesker, som tvang mig til handlinger som den, jeg måtte udføre snarrest.

Hans hoved var utydeligt i kikkertsigtets øje, lignede nærmest en stor rød vandmelon. Tiden var ikke inde endnu, jeg måtte vente endnu en tid før jeg trykkede på aftrækkeren. Men det er en kamp mod tiden, mit syn er blevet dårligere.

– Mon hovedet eksploderer på samme måde som de vandmeloner jeg i gennem lang tid har øvet mig på, tænkte jeg.

Jeg kendte mit offer så godt efter så mange år i samme firma. Som lille var han en ganske pæn dreng, for pæn ville nogen måske sige. I underskolen viste han især en forbløffende evne ud i fysikken og kemiens verden. Men hans største interesse var nok hans sygelige trang til at se nogen lide. Han havde fortalt, at han allerede som barn var lidt klejn i det og han fik som regel bank af de større drenge på vej hjem fra skole, men han klarede sig på forbløffende vis ved list i mange tilfælde. Når han fik tæsk og buksevand afreagerede han, når han kom hjem,  ved at hive vingerne af en flue. Han kunne sidde i timevis og betragte dens vingeløse krop der vred sig i kramper. Dette var en skavank, som ingen bemærkede.
Han arbejdede som regel lidt længere end alle de andre. Det gav ham muligheder for at gå rundt og snuse på de andre medarbejders skriveborde og i deres papirkurve. Når man ikke er egnet til sit arbejde må man skaffe sig fordele på andre måder.

Jeg lå helt stille på min plads i mosen og observerede. En and svømmer lidt rundt i mosehullet ved siden af mig, sikkert Anders And, tænkte jeg og tænkte på min jobsamtale for så mange år siden.

– Vi er en stor familie, der alle udfører det som er aftalt, fortalte direktøren til ansættelses samtalen. Når du er færdig med at rense de aftalte tre beholdere har du fyraften også selv om det er før tid. Er der dage hvor du må arbejde lidt længere skriver du naturligvis ikke overtid på. Det skulle siden vise sig at det var ønsketænkning.

Det tog sjældent mere end 4-5 timer at rense de tre beholdere og tog det længere tid blev der skrevet overtid på.

At rense beholdere dengang var en kunst i sig selv. Vi smed alt tøjet, trak i en, ofte våd og brugt, kedeldragt eller nøjes med bar røv og kravlede ind i beholderen gennem et mandedæksel. Det foregik i bare tæer, selv om det var forbudt, men det var godt mod fodsved.

Det var direktørens vandsåler ikke som vi engang alle måtte afprøve. En fed fidus mente han, men de kom vist aldrig i produktion. Måske fordi man kunne købe nogle tilsvarende til den halve pris i Brugsen, eller hvor det nu var.

Vi skulle skrabe beholderne ned for kalk, slim og møg? Til det brugte vi en trekantskraber, som man skulle passe på ikke at træde på med de bare tæer. Vi havde kun 4-5 kedeldragter med til en hel uges arbejde. Det var ikke mange til 15 beholdere, der ofte var meget utætte. Det er anderledes i dag, der bliver slet ikke kravlet ind i beholdere og resultatet er jo også derefter, men kravet til kvalitet ændrer sig jo med årerne.

Ofte arbejdede vi til langt ud på aftenen for at blive før færdig med de 15 beholdere. Ikke altid for at tage tidligere hjem, men der var jo andre ting en rask ung mand kunne foretage sig efter arbejde og så slap man jo også for at gå tur med hunden.

En vinteraften, hvor vi var flere montører igang, syntes vi det var sjovt at løbe mellem beholderne på begge sider af vejen i bar røv. Det var en beholder i hver boligblok. Det var jo bare over vejen og ind i den næste beholder.

Lige midt på vejen i snestorm blev den nøgne montør fanget i billygterne af en politibil. De stoppede ikke. Også dengang havde politiet travlt med så meget andet. Da en anden montør rendte over vejen lidt senere, også i bar røv og gummistøvler kom politibilen tilbage. Dennegang stoppede politibilen heller ikke. De har nok ikke troet deres egne øjne.

Efter en måneds oplæring i beholderrensning blev jeg sendt til Jylland.

Jeg var 14 år da jeg kom til Jylland første gang i mit liv. Det var med skolen. Som børn af en fattig kreaturpasser, som oven i købet var spiller eller ludoman var tilværelsen ikke bestemt til luksus. Ferie var der ikke noget af. Og Jylland anede vi dårligt nok hvad var. Hul i tøj og sko var dagens orden, hvis vi i det hele taget havde nogle sko. Som børn rendte vi altid i bare tæer, men det var jo også altid sommer dengang.

Jeg gik i skole sidst i 50´erne og mere end halvdelen af 60´erne. De børn der havde velhavende forældre sad forrest i klassen, husmandsbørn og arbejderbørn sad bagerst i klassen.

Det var ikke god pædagogik, men det var tingenes selvfølgelige orden.

Jeg sad bagerst sammen med andre fattige børn. Vi blev sjældent spurgt om noget og skete det endeligt og vi ikke kunne svare, hvad vi oftest ikke kunne, blev der uddelt øretæver. Eller vi blev mobbet af læren på grund af vores slidte tøj, udseende eller hvilke ondskabsfuldheder han kunne finde på.

Vi lærte hurtigt i skolen, som på de første arbejdspladser, kæft trit og retning. Det betød, at vi skulle holde vores mund, og kun tale, når vi blev spurgt. Vi havde bare at gøre, hvad der blev sagt. Vi skulle ikke spørge om hvorfor, vi skulle bare gøre det. Men, som det i dag er normalt at sige til børn med et fremmed efternavn at de “ikke er gode nok” på samme måde var det med os. Nogle ville ikke i længden finde sig i det.

Første år jeg arbejdede på fabrikken mødte jeg min gamle gymnastiklærer i en svømmehal, hvor jeg skulle måle et anlæg. Han var ansat som bademester. Jeg genkendte ham med det samme og han mig. Jeg syntes han var skrumpet noget med årene der var gået, men i virkeligheden var det mig der ikke længere var en lille knægt, som han kun give øretæver.

– Kan du huske dengang, du gav mig øretæver, sagde jeg

– Øh, hvad mener du?

Nu er jeg jo en fredelig mand så det hele endte med vi fik en snak om gamle dage, men mon ikke han skulle kikke efter i underbukserne når jeg var gået.

Jeg og andre børn af fattige forældre blev placeret i kategorien af dem der var opgivet på forhånd. At nogle af os kunne langt mere og var klogere end flere af de velstillede forældres børn talte ikke med. Vi havde jo ikke forældre, der interesserede sig for vores skolegang, som kunne protesterer. De var vel også ligeglade når det kom til stykket.

At vi ikke hjemmefra havde fået nogen form for opdragelse og ikke anede hvordan man skulle opføre sig var nok med til at give os denne placering.

I det hele taget blev der aldrig stillet nogen krav til os børn i min barndom. Ingen fortalte os fx hvornår vi skulle være hjemme eller interesserede sig for hvor vi gik. Vi lærte selv, helt fra små at styre vores eget liv.

Den “gamles hovedbeskæftigelse ” når han ikke passede kreaturer eller senere arbejdede på en fabrik var tips og duer. Under krigen slog han sekseren op men det er en anden historie.

Hver søndag gennemgik han stakken af tipskuponer. Når han en gang imellem vandt “den store gevinst”, der dog var brøkdele af det han havde spillet for var der glæde i det lille hjem. Ugen efter blev der derfor mulighed for at spille et endnu større system.

Det var nu ikke kun tips han brugte sine penge på. Brevduerne havde en stor plads i hans hjerte. Især var der en due som hed Bamselejse, der var det helt store i mange sæsoner. Den due vandt han mange penge på og tabte endnu flere når duen ikke havde medvind.

Det var ikke så lige til at spille på duer. Der var noget med vindretninger og skov og vand. Duer flyver ikke gerne over skov og vand på grund af duehøge, så det kunne blive en længere flyvetur. Men alt dette var far naturligvis inde i. Der blev brugt mange timer med at studere ruten og ofte blev den kørt på knallert inden løbet.

Jeg husker engang, da vi boede i Holbæk. Vi flyttede ret tit. Når bønderne solgte køerne fandt den gamle en ny bonde der havde køer. Da min ældste bror foreslog ham at tage arbejde på en fabrik råbte han og skreg som en sindssyg “

– jeg kan ikke kaste mig ud i det uvisse”.

Due totalisatoren ventede og han kunne ikke starte knallerten og due totalisatoren i Roskilde lukkede klokken 16, køerne skulle malkes klokken 17 så manden havde travlt. Han løb ned af vejen med knallerten og råbte

– “Det gælder liv eller død”, men lige meget hjalp det. Han forsøgte ar blaffe, men han så alt for vild ud, så ingen turde stoppe og tage ham med. Den uge blev der ikke spillet på Bamselejse  som naturligvis vandt.

Studier viser at kommunikationen mellem hjerneområder er svækket hos mennesker, der lider af ludomani. Det indikerer, at lidelsen snarere skyldes en afvigelse i hjernen end en svag karakter.

Tja, Hvorfor drikker Jeppe? Eller hvorfor spiller Gunnar?

Når duer og tips havde fået deres penge var der ikke meget tilbage. Han styrede jo selv økonomien i det lille hjem. Mors løn blev udbetalt til ham. At vi ikke sultede ihjel skyldes det faktum at landarbejdere havde både bolig og have som en del af jobbet. Mælk fik de på gården og de fleste grøntsager dyrkede vi selv. Det var ikke altid vi fik kød, med set i bakspejlet er det nu ikke så usundt endda. Og den dag i dag er det jo min livsstil at undvære kød.

Nu skal man ikke tro at vi hader vores forældre fordi vi var fattige og alle pengene blev spillet op. Vi anede jo ikke, at det ikke skulle være sådan. Vi troede at det var normalt og andre bare var mere heldige end os. Senere i livet som buddhist lærere jeg at held og uheld ikke eksisterede.

På trods af min manglende erfaring og viden gik jeg efter skoletiden, som var alt for kort, ud i verden med oprejst pande klar til de udfordringer der måtte komme og uanset hvor jeg gik, var det med hele mit hjerte.

Jeg fik jeg at vide, at de mænd der befandt sig oppe på rangstigen vidste hvad de gjorde. Man sagde til mig: “Husk, jo mere du ved, jo længere vil du drive det.

Jeg fandt hurtigt ud af at dette ikke var helt rigtigt. Det er nemlig ikke kun viden der får dig op på toppen af rangstien. Gode forbindelser, bedrag, løgn  og rige forældre er langt vigtigere. Og derfor er mange folk højere oppe i hierarkiet, nået videre end evner kunne bære. Dem der har forfremmet dem derop, vil naturligvis ikke indrømme deres fejl og uanset hvor mange gange de handler på en måde, så opvakte personer kan se at grænserne for vedkommendes talent er blevet passeret, har det sjældent den konsekvens, at yderligere fremgang ophører. Og langt mindre at deres handlinger bliver afsløret.

Et af de første job jeg havde var på en fabrik, hvor man lavede stikkontakter.

Jeg arbejde på lageret sammen med to andre. Det var også mig, der som sidst ankomne og den yngste fik alt det hårde arbejde. De to andre brugte det meste af tiden med at drikke øl og diskuterer verdenssituationen.

Den ene var eksistensidealist fordi han engang havde læst noget af Søren Kirkegaard. Den anden var kommunist, tidligere KZ fange under krigen og nu rød tillidsmand.

Ingen tvivl om at de to retninger påvirkende en ung mand som mig.

Eksistensidealisten rablede de samme sætninger fra “Enten Eller”, dag efter dag.

“Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.”

Når man så hans kone var jeg ikke i tvivl om at han fortrød det.

Det var sikkert det eneste han kendte fra Søren Kirkegaard, men han gentog det så tit at jeg efterhånden kunne det udenad.

Kommunisten derimod var godt skolet, han havde været i Sovjetunionen på skole og var vel det man kalder en ægte stalinist. Vi havde mange spændende og dybsindige samtaler om den materialistiske historieopfattelse og merværdi. Jeg tror de færreste overhovedet aner hvad merværdi er i dag, men kort fortalt er det de penge som kapitalisten stopper i lommen, når produktionsomkostninger og salgspris trækkes fra hinanden.

– Vi er vel under den samme kappe, sagde han ofte til mig

Det var i de år hvor man på de københavnske husmure kunne se teksten “Tak Kina”, Under Mao Zedong blev den første kinesiske satellit opsendt i 1970

– Muligvis svarede jeg og hev Mao´es den lille røde op af lommen og gav ham mit ynglingscitat.

– Vi kommunister må ikke ringeagte dem der er politisk tilbagestående, vi skal derimod hjælpe dem frem til den rette opfattelse….

– Det behøver jeg ikke en bog for at vide, sagde han til mig..

Når der kom produkter fra produktionshallen var det mig der måtte pakke det i kasser. De to andre havde ikke tid for der var altid et eller andet problem der skulle diskuteres og løses før de kunne gå igang med det de var ansat til. Der skulle også lige drikkes en masse øller eller sort kaffe med snaps tilsat.

– Du er ung og frisk, sagde de til mig – det er en fordel at du får brugt kroppen.

Forvalteren kom forbi en gang imellem, men han sagde aldrig noget. Bare kasserne kom ud af lageret til aftalt tid var han fuldstændig ligeglad med hvordan og hvem der sørgede for det. Den slags chefer har jeg mødt mange af gennem mit arbejdsliv. Chefer der for længst er nået til niveauet for deres egen inkompetance. Ja det er vel nærmest mere reglen en undtagelsen.

Det var nogle skønne år og på trods af slid og slæb dagen lang stod livets dør åben for mig.

Mit kommende offer havde alle de symptomer som kendetegner en psykopat. Danske arbejdspladser rummer op mod 50.000 psykopater, kan man læse på Google – og her er der tale om fuldblodspsykopater. Dertil kommer dem, der blot har psykopatiske træk og forskellige personlighedsforstyrrelser. De er ofte vanskelige at få øje på og komme af med, og så er de et alvorligt problem for arbejdsmiljøet og produktiviteten, advarer eksperter. Størstedelen af psykopaterne lever et liv, som udefra ser helt almindeligt ud – de går rundt mellem dig og mig.

Nogle mener at halvdelen af de skader, der bliver forvoldt i denne verden, skyldes folk med et overdrevet behov for at føle sig betydningsfulde. De har ikke til hensigt at gøre skade, skaden interesserer dem bare ikke, de har ingen fornemmelse for den, de ser den ikke – eller de retfærdiggør den, når den er sket, fordi de er så opslugt af at synes godt om sig selv.

I de 40 år jeg arbejdede i virksomheden, har jeg set ledere og medarbejdere komme og gå.

Da jeg selv gik blev jeg opfordret til at fortælle alt om mine snart tidligere kollegere, nu da jeg jo ikke længere havde noget i klemme, som han sagde. Efterfølgende erfarede jeg at andre, der holdt op fik samme tilbud.

Dette blev naturligvis afslået, hvad de fleste sikkert ville, men hvad med fedterøvene og morakkerne bliver de modtaget med åbne arme?

De første år jeg var ansat på fabrikken havde vi en ingeniør, tekniker eller sælger, eller noget i den stil.

Jeg har glemt hvad han hed men han var utrolig gavmild når vi var i byen på vores rejser. Der blev givet drinks til alle og det var ikke kun kollegaerne fra fabrikken, men hele værtshuset. Betalingen foregik med firmaets check. Det forlyder at direktøren havde store problemer  med at få ham til at forstå hvad han skulle betale og hvad der var fabrikkens andel.

Han levede livet for fuld udblæsning. Han var høj og tynd, havde sit væsen med sig, var venlig og havde blink i øjet.

På grund af vellevned var han ikke køn, men kvinderne hang på ryggen af ham. Nok ikke på grund af hans udseende, men som nævnt var han meget generøs.

Det endte som regel med han blev rullet og måtte låne penge af os andre.

En aften han var ret så bedugget skulle han på toilettet, men han var bange for at blive rullet. Derfor gik han ind på dametoilettet.

Han mente, at han var kommet derind for at skulle tisse. Det var han ikke, blev han klar over, da han pludselig sked i bukserne.

Han forsøgte at skylle underbukser ud i toilettet. Det kunne han ikke. Underbukserne stoppede toilettet, så vandet løb over og skyllede ud under døren. Han opgav. Trak sine bukser på, lynede dem så langt op han kunne.

Da han senere kom hjem til konen havde han glemt at han ikke havde nogle underbukser på. Jeg fandt aldrig ud af hvordan han klarede sig ud af den sag.

Han var nu ikke den eneste direktøren havde problemer med når det handlede om penge. Dels var der i firmaet en ret så rød tillidsmand på de tider men der var også andre der havde fundet på fiduser.

– Man stjæler ikke fra sin gamle mor, sagde direktøren dengang.

Årsagen var den simple at nogle værkstedsfolk havde fundet en god fidus. Alle anoder blev klippet 10 centimeter kortere end det fremgik af tegningen. Derved blev der nogle kilo aluminium i overskud, der røg direkte til produkthandleren.

Herudover var det ikke altid kun gammelt og brugt aluminium som montørerne solgte samme sted. Det blev opdaget men da det var blevet en kutyme gennem mange år blev det kun takseret til en advarsel.

Det var ikke meget anderledes dengang jeg havde et job i Frelsens hær. Jeg skulle tømme dødsboer og hente møbler og andet ragelse som folk i deres godhed gav til hæren.

Da jeg blev ansat sagde kørselschefen til mig.

– Hvis du drikker en øl får du en advarsel og hvis du drikker en mere, og det er lige meget om der er tre måneder imellem, så bliver du fyret!

Og han fortsatte

– Lønnen er ikke andet end almisser men til gengæld er Jesus med dig.

Min tildelte makker blev kaldt Gokke, han drak 8 Havskum på en arbejdsdag og vel lige så meget efter fyraften. Jeg ved ikke om det stadig er muligt at købe Havskum, men det var en stærk øl af portertypen. Af uransaglige årsager havde han ikke noget kørekort længere. Han var blevet dømt på indicier, fortalte han. Han lå og sov med alt tøjet på og bilnøglerne i lommen da han blev vækket i sin brandert af politiet. Hans bil var banket ind i et vejtræ ude på vejen og motoren var stadig varm. Men det var naturligvis ikke ham, der havde kørte bilen fortalte han mig.

Vi havde fået en liste med steder, hvor vi skulle hente møbler og hvad folk ellers ville give til organisationen. Gokke, der havde været flere år i hæren, styrede ruten. Vi startede med at køre på “den døde høne” et værtshus eller cafe, eller hvordan man nu så på det. Det viste sig at alle de andre i kørselsafdelingen også var her da vi ankom.

Der blev vi 2 timer. Der var en spilleautomat, som de alle var meget interesseret i. Kvinden der ejede “den døde høne” udbetalte nemlig kontanter for de point de havde opnået.

Jeg var faktisk lidt urolig, havde jo regnet med at jeg var ansat for at udføre et stykke arbejde. Men mine protester overhørte de. Efter et par timer kørte vi så endelig ud på vores første sted. Her hentede vi nogle gamle møbler og vi nåede at hente 3-4 steder mere inden min makker dirigerede mig hen til “den døde høne” igen. De andre kom også lidt efter lidt. Her gik der så et par timer mere og det endte jo med, vi måtte arbejde over for at nå dagens besøg. Naturligvis til overtidsbetaling.

Nogle af møblerne forsvandt på mystisk vis fra læsset da vi opholdte os på kaffebaren. Jeg fandt senere ud af at Gokke havde en aftale med en klunser og havde en lille ekstra fortjeneste her. Næste morgen læssede vi af på lageret og her erfarede jeg, at der igen blev der sorteret fra. Denne gang til de frivillige og de ansatte. Kun en lille del af de ting, som folk i deres godtroenhed gav væk gik til velgørende formål.

Gokke havde iøvrigt to brødre.- Begge to driftige forretningsfolk. Den ene solgte ting fra Brugsen eller andre forretninger på bestilling, til alle i Sydhavnen som han kendte. Der var fast pris, 50% af det der stod på prismærket. Hans metoder var enkle.  Han gIk ind i Brugsen eller hvor det nu var varen befandt sig. Tog varen og gik igennem kassen uden at betale. Hvis de løb efter ham, hvad de ofte ikke nåede, smed han bare varen.

Den anden bror tog sig af øretæver på bestilling. Han var så glad for at slås at prisen for at uddele øretæver kun var et par guldbajer.

Det var ikke altid brødrene var til at få fat i da de ofte sad i fængsel.

Jeg mødte Gokke nogle år efter jeg var begyndt på fabrikken. Han kørte rundt på en budcykel og klunsede. Kørekortet var opgivet for evigt.

Det var ikke meget anderledes da jeg fik et job som nattevægter i et vagtfirma. Mens vagtmesteren havde travlt med at sidde hjemme på vagtcentralen havde hans folk travlt ude hos kunderne. Travlt med at se hvad der var i køleskabet eller få en time eller to på øjet på kundens sofa. Hvis de da ikke havde travlt med at se hvad der var i skuffer og skabe. Ofte var både lommerne og maven  fyldte når vagten forlod kunden.

En af mine vægterkollegaer var lidt underligt. Af en eller anden grund blev han kaldt “sorte laksko”. Han ville ikke rigtigt ud med hvor han boede men jeg fandt ud af at han boede på hotel,  hvor han fortalte, at han var handelsrejsende og altid på farten.
Når finanserne tillod det boede han altid på Scandia hoteller. Men for tiden boede han på et dårligt hotel i Istedgade. Han havde ikke råd til at flytte til et andet hotel for det var småt med finanserne, fortalte han. Det var længe siden han havde haft penge og dem han havde “lånt” fra sit sidste bekendtskab var næsten brugt op.

Men alt dette er midlertidigt, sagde han til mig, idet han startede bagfra på avisen i en af vores lange hvilepauser. Dér på en af de sidste sider stod hans annonce:
”Yngre forretningsmand, sporty livsnyder, netop hjemkommet fra Det fjerne Østen, søger uafhængig Lady til varigt fællesskab på højt plan. Giv os en chance, skriv straks til billet mrk. X-2913. Dengang var der ikke noget der hed Facebook eller computere i det hele taget.

Han lå slapt hen stolen i vores vagtlokale i et forsikringsselskab i Bredgade og læste med hurtige trænede øjne gennem resten af spalten.

– “Ærligt venskab, udflugter på delebasis…” Ikke med mig, sagde han
– ”Fattig men kærlig….” Vorherre bevares.

– Unge ven, sagde han, kvinder og især de lidt ældre vil bedrages, de betaler gerne for mine ydelser.
I gamle dage ville man have kaldt ham ægteskabssvindler. Tiderne havde gjort det nemmere. Ægteskab var noget, der sjældent blev talt om mellem ham og hans ofre. Bekendtskab og kærlighed – eller hvad de nu bildte sig ind at det var – og så værdierne op af skufferne, kvindens underskrift på en fuldmagt eller hvordan det nu lod sig gøre.

– Er der aldrig nogen kvinder som du ikke har taget for penge, spurgte jeg?

– Jo, kvinden man kan se fra loftsvinduet på Østre Landsret, svarede han og fortsatte – hun ville have mine penge.

Østre Landsret var en bevogtning vi havde på vores rute. Et tilsyn efter klokken 02.30 hver nat. Det tog som regel en time til halvanden at gå bygningen igennem. Ret uhyggeligt sted med dystre malerier på gangene. Et sted jeg ikke på daværende tidspunkt var klar over at jeg ville tilbringe mange timer i, senere i livet.

– Som jeg husker det ligger de vinduer helt oppe under loftet, der kan du sgu da ikke komme op, sagde jeg.

– Ingen problem, svarede “sorte laksko”, du kravler bare hen over nogle bjælker så kan du se ud af vinduet, og det er ulejligheden værd.

Det måtte naturligvis prøves da vi senere på natten skulle føre tilsyn omtalte sted.

Vi startede ruten i kælderen, nede ved fængselscellerne. Ikke fordi der sad nogle fanger for de blev kun brugt i åbningstiden, men de kunne jo have glemt en morder eller andet afskum dernede.

Oppe på loftet hang der en nøgle inden for døren. Vi gik jo rundt med et ur hvor der skulle drejes en del nøgler med forskellige numre, så det kunne bevises vi havde været der.

Jeg kom nu sjældent derop, havde lige som flere andre for længst opdaget hvor der var gemt en nøgle med samme nummer. Naturligvis nede i stuen.

Vi havde en kollega, der havde en ekstra taske med samtlige nøglenumre. Han sad på værtshuset ” den døde høne” hele natten og drejede nøgler.

En nat brændte en bygning hvor han havde været ifølge nøglerne og så var den fidus ødelagt.

Han blev ikke fyret, for han var engang blevet stukket ned af nogle indbrudstyve. Det betød at man var fredet.

Oppe på loftet fik jeg anvist ruten op af stolperne og kravlen hen over bjælken. Det var med livet som indsats, men med lidt øvelse var det ikke svært.
Allerede ved første kik på vinduet overfor bemærkede jeg den nøgne kvinde.

Hun var i færd med at lægge nye lagner på sengen, da jeg fik øje på hende. Hun var afrikaner, tror jeg, hun var i hvert fald sort.

Jeg ville først ikke glo, men hun kunne jo selvfølgelig bare trække gardinet for, hvis hun havde noget imod det. Men måske kunne hun ikke forestille sig en lurer fra det lille tagvindue overfor.

Hun forsvandt ind i rummet ved siden af, hvor persiennerne var lukkede, så jeg ikke længere kunne se hende.

– Der kommer nok en anden gang, tænkte jeg ved mig selv.

Vi sluttede naturligvis besøget af i kantinen hvor vi fik os nogle øller inden vi skulle på næste bevogtning.

“Sorte laksko” havde en eller anden forkærlighed for hospitaler. Af og til tog han en hvid kittel på og vandrede rundt på hospitalernes gange. Han havde stjålet et navneskilt så det så meget troværdigt ud. Med stetoskop i lommerne og en vigtig mine jagtede han sygeplejeelever eller hvad han nu kunne finde.

Når finanserne var små fandt han ofte en tom hospitalsseng, hvor han kunne overnatte.

Løb han ikke rund med hvid kittel sørgede han for at blive indlagt. Han var den fødte hypokonder og kendte alle symptomerne på alverdens sygdomme.

– Det er ret nemt at blive indlagt sagde han til mig.

– Du smider der på fortovet ved en telefonboks og jamrer og stønner som en gal. Før eller siden kommer der nogen forbi, som ringer efter en ambulance.

– Når du er kørt ind på hospitalet fortsætter du naturligvis dine klager og det ender med du bliver indlagt natten over til observation.

– Når roen har lagt sig og du har fået din seng kræver du naturligvis mad, sluttede han.

Det gik nu ikke altid som planlagt, og det kostede ham blindtarmen. En overlæge ville ikke høre på hans forsikringer om han nu havde det bedre. Men som “Sorte laksko” sagde:

– De tager den jo kun en gang.

En dag inde på en hospitalsgang mødte han en høj transvestit, med lange skægstubbe stikkende ud igennem pudderet. “Sorte laksko” kendte ham lidt i forvejen, da han også aftog til kom på “den døde høne”. Han græd som pisket og Sorte laksko gav ham lov til at græde ud ved hans skulder, fordi hans ven var flyttet tilbage til konen.

Det havde vennen gjort, fordi hans kone havde ringet og fortalt, at katten var fundet død i vejkanten.

Konen havde sagt til ham, at nu havde hun ikke mere at leve for, da katten i mange år havde været hendes eneste fortrolige ven.

Vennen havde i mange år gået i konens tøj, og hun mente derfor, at han skyldte hende at være ved hendes side i den svære tid efter kattens død og endeligt.

”Tranvisitten var utrøstelig og han havde flæbet, at det var svært at være til, når vennen holdt mere af en død kat en af ham.

Da tranvisitten begyndt at tage Sorte laksko mellem benene sluttede festen med et kæmpe blåt øje til tranvisitten, der heldigvis ikke havde langt til skadestuen.

“Sorte laksko” havde mange fiduser som han ville have mig med i, men det blev nu aldrig til noget.

Jeg har nu godt nok fået taget min blindtarm, men det var nu min egen læge der fandt på det.

Sidst jeg hørte om “Sorte laksko” var at han sad i fængsel. Han havde vist kastet sig over mere end han kunne klare med en dommers kone. Og det endte med at dommeren fik ham kastet i “hullet”.

At sende folk i fængsel var ikke ukendt for mig. Hæderlig og ærlig som jeg var blev jeg udpeget til domsmand i Østre Landsret.

Det blev en lang og begivenhedsrig tid på 5 år, som domsmand med mange spændende sager om mord, brand, voldtægt, narkohandel og meget mere. I retsvæsenet møder man mange interessante mennesker. Foruden de kriminelle er der jo advokater, politifolk, anklagere, dommere og andre domsmænd og mange andre, som er med til at gøre tilværelsen afvekslende og meningsfuld.

En af de første sager var en voldsmand der var tiltalt for at have gennemtæsket sin nabo. Årsagen var angiveligt at han havde råbt “Smatso” efter hans kone, hvad hun formentlig også var, men det er jo en anden historie.

Ingen tvivl om at naboen var en utiltalende person, Grim i sproget, dranker og en bums men det berettiger jo ikke nogen til at slå ham til plukfisk.

Voldsmanden, der var autoforhandler, gik over til naboen og bankede ham gul og blå. Da hjemmehjælperen kom lidt efter lå han på gulvet og var smadret til ukendelighed. På skadestuen konstaterede de at han havde brækket armen, næsen og adskillige ribben. Han måtte ligge på hospitalet i længere tid før han kom sig sådan nogenlunde.

– Det var ikke mig, sagde automekanikeren og fortsatte

– han væltede på cykel med cykelhjelm på inden jeg kom. Og alt andet lige så jeg skubbede jeg jo kun lidt til ham, var det ikke faldet på cyklen så det må være nogle andre der kom på besøg efter mig.

Han kunne i øvrigt ikke forstå hvorfor politiet altid var efter ham. Gang på gang har de været efter ham og alle de voldsdomme han har haft har alle været justitsmord.

Han fik 4 måneder ubetinget i skyggen.

Hvis alle forbrydere og tyveknægte blev opdaget og spæret inde var der ikke mange til at opretholde samfundet. Men jeg kunne nu godt have ønsket en anden skæbne til “øksemorderens offer” fra Rude skov, der stjal mine sko.

Jeg have et job på en betonelement fabrik i Herlev. Det var en ret beskidt arbejde der bestod i at rense betonelementer så beklædningen var gummistøvler og regntøj. Da jeg skulle hjem var mine nye sko væk og jeg måtte tage hjem i gummistøvler.

Næste dag i frokostpausen, slog jeg på glasset med det resultat, at der blev helt stille

– Der er en der har stjålet mine sko, brune, størrelse 47 og i er alle under mistanke, sagde jeg og satte mig ned igen.

Lidt efter kom der straks nogle meddelere. De havde set “øksemorderens offer”, hvad han naturligvis ikke var på det tidspunkt, tage mine sko. Han mødte på aftenholdet der startede klokken 15.

Klokken 15 ventede vi på ham, tillidsmanden, værkføren, overformanden og mig.

Tillidsmanden havde i øvrigt en god fidus, med de døde duer. Der var anderledes duer end dem min gamle far spillede på i min barndom. Her trak man dues nummer op af en hat, og dem der havde de rigtige numre vand præmien. Der var mange der undrede sig over at det altid var en fra bestyrelsen, der vandt.

Fidusen var ligetil og blev lige som alle andre forbryderiske handlinger afsløret.

De numre der skulle trækkes op, var varmet op med en svejseflamme så de var lette at finde.

Øksemorderens offer gloede på os.

– Har du set mine sko?, sagde jeg til ham

Han blev helt underlig og det var tydeligt at han ikke havde ren samvittighed.
– Jeg fandt nogle sko i skraldespanden sagde han

– Hit med dem, sagde jeg

Han åbnede skabet og jeg fik mine sko.
Nu er jeg jo en tilgivelsens mand og da hans forklaring kunne være rigtigt sluttede sagen her.

Du tager altid dine handlinger med dig. De klæber sig til dig og dette kunne være det sidste søm, der afgjorde hans skæbne.

Han var medlem af fronten til Palæstinas befrielse. Viste ofte billeder af sig selv med Kalashnikov og fuld uniform. Egentlig skulle han fyres for han var dårlig til sit arbejde, men ingen ture sige det til ham.

Til sidst fik overformanden den yngste kontorist til at sende ham en fyreseddel. Kort tid herefter blev han fundet i Rude skov. De revolutionære har mange fjender.

Overformanden var en sjov størrelse. På et tidspunkt hvor jeg arbejdede med en 1 meter høj boremaskine syntes jeg den ikke var helt som den skulle være.

– Der er overgang i det gamle lort, sagde jeg til ham

– Pjat, giv mig den, sagde han

Et øjeblik efter lå han vandret og spjættede med benene, mens strømme løb igennem ham.

Der var en der hev stikket ud og gav ham hjertemassage. Det var hans held, men det gav meget kritik efterfølgende.

Mit offer i kikkertsigtet ville ikke føle det som en straf at få stød eller blive gennembanket og sat i fængsel. Han ville også i fængslet glide ovenpå og klare sig fortræffeligt. Ja han ville formentlig trives lige så godt her som i virksomheden. Nej der var kun en mulighed, et dræbende skud som skulle blive hans skæbne.

……..

Læs videre i næste kapitel om  Økonomichefens fede fidus, den tossede skakspiller, den generelle sløvhed på fabrikken, stamværtshuset “den døde høne”  samt endnu mere fra notesblokken